Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Tidsbegrænsning. Underretning. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement.
| Sagsnummer: | 355/2000 |
| Dato: | 29-12-2000 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jette Frøland, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - tidsbegrænsning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Tidsbegrænsning. Underretning. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod, at en kautionsforpligtelse for en kassekredit gøres gældende over for ham.
Sagens omstændigheder.
I september 1995 ydede indklagede to kunder en kassekredit på 50.000 kr. Klageren underskrev kreditaftalen som solidarisk hæftende selvskyldnerkautionist.
Ved kreditaftale af 11. september 1997 blev kassekreditten forhøjet med 80.000 kr. til 130.000 kr. Klageren underskrev kreditaftalen som kautionist, idet kautionen blev begrænset til 100.000 kr. I den rubrik i kreditaftalen, der vedrører kautionen, er der med håndskrift tilføjet følgende:
"Dette annullerer dokument af 01.09.95.
01.09.98 skal der fastsættes nyt kreditmax. med forholdsvis samme nedsættelse af selvsk.kaution."
Af de almindelige bestemmelser i begge kreditaftaler fremgår bl.a.:
"1. Henstand
Banken kan give debitor henstand uden tilladelse fra kautionist eller trediemand, som har stillet sikkerhed.
Henstand kan med respekt af reglerne i bank- og sparekasselovens gives med afdrag, renter, provision og eventuelle omkostninger. Dersom banken i tilfælde af debitors misligholdelse undlader at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, består forpligtelsen dog fuldt ud for kautionisten eller trediemand, som har stillet sikkerhed."
Der blev ikke truffet aftale mellem indklagede og låntagerne om afvikling af kreditten.
Fra og med udgangen af november 1998 oversteg saldoen på kassekreditten det i kreditaftalen fastsatte maksimum på 130.000 kr.
Den 3. december 1999, hvor saldoen var ca. 171.000 kr. (negativ) gik låntagerne konkurs.
Ved skrivelse af 13. december 1999 gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren.
Parternes påstande.
Den 6. oktober 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende over for ham.
Indklagede har under sagen accepteret at stille klageren, som om han ikke havde påtaget sig den yderligere hæftelse i forbindelse med forhøjelsen i 1997, således at kautionsforpligtelsen begrænses til 50.000 kr.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke modtog nogen form for rådgivning fra indklagede i forbindelse med at han påtog sig kautionsforpligtelsen.
Det blev aftalt, at en afvikling af kreditten skulle påbegyndes ved ny aftale den 1. september 1998, hvor der skulle fastsættes et nyt kreditmaksimum med forholdsvis samme nedsættelse af kautionen. Han havde derfor en berettiget forventning om, at kassekreditten var afviklet, da indklagede den 13. december 1999 gjorde kautionen gældende.
Indklagede har i strid med aftalen udvidet kassekreditten betydeligt. Som følge af kreditudvidelsen er hans regresmuligheder over for låntagerne blevet væsentligt forringet. Han havde en berettiget forventning om, at indklagede maksimalt ville låne låntagerne 130.000 kr., og at låntagernes gæld til indklagede således alene ville være på 30.000 kr. i tilfælde af, at han måtte indfri kautionen. I givet fald ville hans mulighed for regres have været væsentligt bedre, end nu hvor låntagernes gæld til indklagede fortsat vil være betydelig, selv om kautionen indfries.
Indklagede har anført, at man i forbindelse med forhøjelsen af kassekreditten og kautionen fik oplyst, at klageren af låntagerne var informeret om de økonomiske forhold, hvorfor man ikke fandt anledning til at informere klageren yderligere. Da man muligvis burde have gjort dette, accepteres det, at kautionsforpligtelsen begrænses til 50.000 kr.
Klageren kan ikke have haft en berettiget forventning om, at kassekreditten var afviklet, og man var berettiget til uden kautionistens accept at yde låntagerne yderligere kredit.
Anvendelsen af kreditten, der er sket med indklagedes accept, er uden betydning for klagerens regresmuligheder.
Såfremt Ankenævnet finder, at underretningspligten i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 ikke er overholdt gøres det gældende, at klageren ikke har sandsynliggjort, at dennes regresmulighed mod låntagerne er blevet forringet ved den manglende underretning i en sådan grad, at kravet mod klageren er bortfaldet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at den håndskrevne tekst i kreditaftalen af 11. september 1997 trods den noget uklare formulering mest nærliggende må forstås således, at der pr. 1. september 1998, hvor kreditaftalen udløber, skal tages stilling til en forlængelse af kassekreditten med en selvskyldnerkaution, der er nedsat i forhold til det nye kreditmaksimum på samme måde som efter kreditaftalen af 11. september 1997. Ordlyden kan imidlertid også forstås således, at kautionsforpligtelsen skal nedsættes i forbindelse med en aftale om afvikling af kreditten, og med den følge, at indklagede derfor pr. 1. september 1998 burde have orienteret klageren om, at en sådan afviklingsaftale ikke var blevet indgået. Indklagede, der ved kautionsforpligtelsens indgåelse undlod at vejlede klageren om kautionsforpligtelsens rækkevidde, må bære risikoen for den uklare formulering.
Ankenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har påført klageren et tab, idet det herved bemærkes, at indklagede under sagen har accepteret, at klagerens kautionsforpligtelse begrænses til 50.000 kr., hvorfor
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.