Opgørelse af gæld overgivet til inkasso.
| Sagsnummer: | 101 /1999 |
| Dato: | 16-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol
Inkasso - rentens størrelse |
| Ledetekst: | Opgørelse af gæld overgivet til inkasso. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører opgørelsen af indklagedes tilgodehavende hos klageren i henhold til et misligholdt lån.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 30. december 1988 blev klagerens kassekredit hos indklagede omlagt til et lån på 52.600 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 970 kr. første gang den 31. januar 1989. Renten var p.t. 15,25% p.a.
I perioden 31. januar 1989 til og med 16. januar 1992 indbetalte klageren i alt 32.500 kr. på lånet. Lånets restgæld var herefter ifølge kontoudskriften 46.161,86 kr.
Den 31. marts 1992 indbetalte klageren yderligere 500 kr., hvorefter indbetalingerne ophørte.
Indklagede har oplyst, at renten på lånet i perioden december 1988 til 1992 varierede mellem 15,25% p.a. og 18,50% p.a.
I juni 1992 overgav indklagede sagen til inkasso ved advokat. Advokaten afregnede sagen som uerholdelig den 22. december 1992. Salæret udgjorde 750 kr.
Ultimo 1997 forsøgte indklagede forgæves at få klageren til at underskrive et frivilligt forlig vedrørende gælden, som blev opgjort til 99.010 kr., hvoraf 48.653 kr. var renter.
Ved skrivelse af 22. januar 1998 anmodede indklagede Københavns byret om at tilsige klageren for 15.000 kr. med henblik på foretagelse af udlæg. Det skyldige beløb blev opgjort til 99.017,33 kr. ekskl. fogedgebyret på 360 kr.
Den 1. april 1998 fik indklagede udlæg for 15.360 kr. i klagerens bil.
Indklagede har under sagen opgjort sit krav mod klageren således:
Saldo efter indbetaling 16. januar 1992.. | … | …..……. | ……. | kr. | 46.161,86 |
Renter pr. 31.3.1992 …………………… | kr. | 1.978,18 | |||
Indbetalt samme dag ………………….. | kr. | 500,00 | |||
Renter pr. 31.3. til rest (forældet) …….. | kr. | 1.478,19 | kr. | 0,00 | |
Rykkergebyr ……………………………. | … | ………… | ……. | kr. | 125,00 |
Advokatomkostninger …………………. | … | ………… | ……. | kr. | 750,00 |
I alt ………………………………………. | … | ………… | ……. | kr. | 47.036,86 |
Til det opgjorte krav kommer 5 års renter med indklagedes rentesats for nødlidende fordringer af den pågældende art.
Parternes påstande.
Klageren har den 3. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "retfærdig behandling".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun finder indklagedes krav urimeligt navnlig henset til hendes indbetalinger på lånet i 1989 - 92. Indklagedes medarbejder truede med at forfølge hende resten af livet, medmindre hun underskrev det frivillige forlig. Hun er uforstående over for, at indklagede fortsat opgiver gælden til skattevæsenet, selv om sagen har været behandlet i fogedretten.
Indklagede har anført, at de 47.036,86 kr. med tillæg af 5 års renter er det beløb, som klageren skylder indklagede, idet kravet ikke indeholder forældede renter eller renter, som må anses for at være betalt.
Kravet blev rejst over for klageren umiddelbart efter misligholdelsen i 1992.
Efterfølgende har klageren fået underretning om kravet via de årlige kontooversigter pr. 31. december.
Klageren har ikke fået nogen meddelelse om, at fordringen er ophørt, og fogedretsbehandlingen har ikke medført en nedsættelse eller opgivelse af nogen del af kravet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På grundlag af oversigten over klagerens indbetalinger på lånet i 1989 - 92 og den fremlagte kontoudskrift finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at restgælden den 16. januar 1992 udgjorde 46.161,86 kr.
Årsagen til, at lånet ikke var nedbragt yderligere, var det da relativt høje renteniveau. Klagerens indbetalinger må således antages hovedsagelig at være medgået til dækning af de løbende rentetilskrivninger.
For så vidt angår indklagedes opgørelse af kravet bemærkes, at advokatomkostningerne ikke kan kræves forrentet. Ankenævnet finder i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte opgørelsen, hvori der er taget højde for forældede renter.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at frafalde kravet hverken helt eller delvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.