Afgørelse

Personlig fordring. Frivillig handel.

Klageren var i restance med betalinger vedrørende to lån til det indklagede realkreditinstitut. Efter det oplyste blev ejendommen efter aftale mellem klageren og instituttet forsøgt afhændet i fri handel for at undgå en tvangsauktion. Klageren overdrog pr. 1. februar 1989 ejendommen til en ny ejer, der blandt andet overtog det ene af lånene til instituttet. Instituttet foretog i april 1989 ekstraordinær indfrielse af det andet af lånene. Klageren fremsatte i februar 1989 et akkordforslag om betaling af 15.000 kr. til instituttet. Instituttet accepterede i marts 1989 at modtage de tilbudte 15.000 kr., men fastholdt den personlige hæftelse. Instituttet gjorde i juni 1998 en personlig fordring på 136.931 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges 139.976 kr. i rente i fem år, svarende til 14,1668 pct. p.a. Klagerens advokat afviste i juni 1998 kravet under henvisning til, dels at der i forbindelse med salget af ejendommen var indgået en aftale mellem instituttet og klageren om, at såfremt hun ikke hørte noget fra instituttet i fem år fra overdragelsen af ejendommen, ville hun ikke høre videre, dels at instituttet ikke havde noget særligt fundament for sit krav imod klageren, hvorfor kravet var forældet efter 1908-loven. Instituttet afviste, at der var indgået en aftale med klageren som anført, og at den personlige fordring var forældet. Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod hende hidrørende fra salget af ejendommen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke bevist, at der efter salget blev indgået en aftale mellem parterne om, at instituttet ikke ville gøre et krav gældende over for klageren, såfremt hun ikke hørte noget i 5 år efter salget. Der var heller ikke i øvrigt oplyst noget, der kunne begrunde, at klageren skulle være frigjort for sit gældsansvar over for instituttet. Instituttet havde under klagesagen nedsat sit oprindelige krav mod klageren til 92.161 kr., svarende til det kontante beløb, som eksklusive omkostninger udgjorde indfrielsesbeløbet for det lån, som ikke blev dækket ved ejendommens salg. Nævnet fandt, at der ikke herudover var grundlag for en nedsættelse af kravet. Instituttet havde krævet fordringen forrentet med 14,1668 pct., svarende til det indfriede låns kontantlånsrente. Efter Nævnets opfattelse burde kravet forrentes med den bag lånet liggende obligationsrente på 10 pct., i det omfang rentekravet ikke var forældet. Nævnet tilpligtede derfor instituttet til at ændre renteberegningen, således at denne skete på grundlag af en årlig rente på 10 pct.