Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med en mindreårigs placering af arv og forsikringssum som garantindskud foretaget i 2002.

FONT-SIZE: 10pt">



mso-bidi-font-family: Arial">Indledning.

Denne sag vedrører en mindreårig klagers erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med placering af arv og en forsikringssum som garantindskud i 2002.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1989, modtog efter det oplyste i 1999 et beløb på 25.000 kr. som gave fra sin bedstemor. Heraf blev 1.000 kr. anvendt til køb af et garantbevis i Bjergby-Flade Sparekasse (senere Sparekassen Spar Mors), mens det resterende beløb blev indsat på en garantkonto.

Ved sin fars død i maj 2001 modtog klageren efter det oplyste ca. 32.000 kr. i arv og forsikringssum. Klageren og hendes mor, M, der var værge, drøftede investering af disse midler på et møde med en rådgiver, R hos sparekassen. M var selv garant i sparekassen.

Den 12. marts 2002 købte M på vegne klageren for 19.000 kr. garantbeviser hos sparekassen. Indeståendet på klagerens garantbeviskonto udgjorde herefter 20.000 kr. Den resterende arv og forsikringssum blev indsat på en børneopsparing.

Indklagede har under sagen fremlagt et eksempel på et garantbevis udstedt af Bjergby-Flade Sparekasse. Af garantbeviset fremgik bl.a.:

"…

BJERGBY-FLADE SPAREKASSE

erkender herved af:

[navn, adresse]

som garantikapital at have modtaget

hvorved ovennævnte er indtrådt som garant i sparekassen.

Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

…

Garantbeviset og de dertil knyttede garantrettigheder kan ikke overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning.

Garantbeviset kan ikke kræves indløst af garanten, og det kan kun kræves indløst af sparekassen i de i vedtægterne nævnte tilfælde.

Garanten er stemmeberettiget ved valg af sparekassens repræsentantskab. Hver garant har 1 stemme for hver 1.000 kr. indbetalt garantikapital, dog højst 20 stemmer.

…"

Indklagede har oplyst, at sparekassen i forbindelse med garantindskud udleverede garantbeviser i papirformat.

Indklagede har endvidere fremlagt en indkaldelse til garantmøde i Sparekassen Spar Mors den 12. oktober 2007. Det fremgik heraf, at orientering om sparekassens drift samt valg af garanter til sparekassens repræsentantskab var blandt dagsordenens punkter.

Af kontooversigter til klageren for 2005, 2006 og 2007 fremgik, at indeståendet på klagerens garantbeviskonto var 20.000 kr. På kontooversigterne var bl.a. anført:

"… Bliv garant i din lokale sparekasse … og få medindflydelse.

Du får:

Høj indlånsrente p.t. … samt mulighed for en Garantkassekredit max. kr. 30.000 pr. prs. til p.t. … % p.a. …"

I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank (nu Fjordbank Mors). Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation.

Ved brev af 7. januar 2010 til Morsø Bank fremsatte M krav på vegne klageren om tilbagebetaling af klagerens garantindskud på 20.000 kr. Ved brev af 13. januar 2010 anmodede Morsø Bank M om at uddybe klagen og beskrive sagsforløbet.

Den 19. januar 2010 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Af klagen fremgik, at klagerens første garantbevis på 1.000 kr. var købt for gavebeløb fra klagerens bedstemor. Den 11. juni 2010 oplyste indklagede, at man var indstillet på at tilbagekøbe dette garantbevis. Den 12. maj 2011 indbetalte indklagede 1.415,41 kr. til klageren til dækning af garantbeviset på 1.000 kr. samt renter (Nationalbankens diskonto med tillæg af 2 %) fra den 31. december 2001 til den 12. maj 2011.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Fjordbank Mors (Morsø Bank) skal tilbagebetale hendes garantindskud på 20.000 kr.

Fjordbank Mors har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at købet af garantbeviser skete efter anbefaling fra indklagede. På mødet med R foreslog M at købe obligationer. R foreslog i stedet garantbeviser og børneopsparing.

Indklagede burde ikke have anbefalet garantbeviserne under hensyn til, at hun var umyndig, at der var tale om arv, at hun og M klart gav udtryk for, at de ønskede en sikker investering, og at hun havde yderligere 25.000 kr. i gavebeløb til rådighed til investering.

R var klar over, at midlerne stammede fra en arv og en forsikringssum fra hendes far. R var bekendt med hendes og M’s ønske om en sikker placering.

M var klar over, at garantbeviserne var en sikkerhedsstillelse for sparekassen.

M spurgte specifikt, om det var lovligt at investere pengene i garantbeviser, da nogle af pengene stammede fra en arv. R svarede, at garantbeviserne var lige så sikre som obligationer, at renten var bedre og omkostningerne mindre på garantbeviserne, og at beløbet var for småt til at købe obligationer.

M overtrådte muligvis værgelovens bestemmelser om kaution ved købet af garantbeviserne. M var imidlertid i god tro, henset til hendes forespørgsel til indklagede om lovligheden af at købe garantbeviserne.

R var klar over, at hun havde et yderligere beløb på 25.000 kr. fra gaven fra hendes bedstemor til evt. investering i obligationer.

Fjordbank Mors har bl.a. anført, at sparekassen ifølge de oplysninger, som indklagede modtog fra sparekassen i forbindelse med overtagelsen af aktiviteterne, ydede en ordentlig og redelig information omkring garantkapitalens status som ansvarlig kapital samt konsekvenserne heraf i tilfælde af sparekassens konkurs.

Arven var under M’s forvaltning. M traf som værge beslutning om at anbringe midlerne i garantbeviser. Værgen har fuldmagt til at handle på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender og bærer ansvaret for sine handlinger. Situationen må derfor sidestilles med en situation, hvor M foretog indskud i eget navn og for egne midler.

Klageren har erkendt, at M var bevidst om karakteren af garantindskuddet. Dette bekræftes også af, at M personligt var garant fra 2001, af den modtagne rådgivning og af det udleverede garantbevis, hvoraf fremgik, at den indskudte garantkapital hæftede for sparekassens forpligtelser. Indklagede er enig i, at såvel M som R var fuldt bekendt med indskuddets karakter.

Indklagede er i øvrigt ikke i stand til at gengive, specifikt hvordan ordene faldt i samtalen mellem klageren, M og R.

M kunne fuldt lovligt investere beløbet i garantbeviser. En investering i aktier eller obligationer ville også indebære en risiko. På tidspunktet for køb af garantibeviserne anså man risikoen ved investeringen som ikke eksisterende. M må have delt dette synspunkt.

Klageren modtog hvert år indbydelse til sparekassens årlige garant/valgmøde med dagsorden, herunder valg til repræsentantskab og orientering omkring sparekassens drift, og med opfordring til garanterne om at udnytte deres stemmeret. Klageren burde hermed være klar over garantkapitalens særlige status.

Garantkapitalens særlige status fremgik endvidere af, at renter tilskrevet garantbeviserne straks blev overført til anden konto som frie midler.

Klageren modtog endvidere kontoudskrifter, årsopgørelser m.v., hvoraf ordet "garantbevis" fremgik.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

De 19.000 kr., som klageren indskød i sparekassen i marts 2002, hidrørte fra arv fra klagerens far og en forsikringssum udbetalt ved faderens død. M forvaltede disse midler som værge.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Søren Geckler og Torben Udsen – udtaler:

Klageren har oplyst, at M, der selv var garant i sparekassen, var klar over, at garantbeviserne var en sikkerhedsstillelse for sparekassen. Vi lægger herefter til grund, at M vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantbeviskontoen var ansvarlig kapital, som klageren risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Klageren har ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser i sin rådgivning om garantkapitalens status.

Forvaltning af midlerne var imidlertid undergivet de begrænsninger, der fulgte af den dagældende værgemålsbekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996.

Efter § 22, jf. § 26 og § 28, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse kan den umyndiges midler anbringes i garantbeviser, hvis beviserne ifølge sparekassens eller andelskassens vedtægter er omsættelige, og højst 15 % af midlerne kan anbringes i garantbeviser i ét pengeinstitut.

Vi finder endvidere, at det påhvilede indklagede at rådgive M om disse bestemmelser. I overensstemmelse med klagerens forklaring lægges til grund, at indklagede på M’s forespørgsel gav udtryk for, at placering af klagerens midler i garantbeviserne var lovlig.

Vi finder, at det påhviler indklagede at godtgøre, at M ved korrekt rådgivning fra indklagedes side ville have anbragt hele eller nogen del af beløbet på en garantkonto.

Vi bemærker, at indklagede den 12. maj 2011 har betalt 1.415,41 kr. til klageren til dækning af garantbeviset på 1.000 kr. med tillæg af renter fra den 31. december 2001.

Vi stemmer derfor for, at der gives klageren medhold som nedenfor bestemt.

To medlemmer – Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen – udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af garantbeviser beror på, hvilken rådgivning M modtog, herunder om reglerne i den dagældende værgemålsbekendtgørelse. En afklaring heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene, Ankenævnet vedtægter § 7, stk. 1

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Fjordbank Mors skal inden fire uger til klageren betale 19.000 kr. med tillæg af højeste indlånsrente i perioden fra tidspunktet for indskuddet den 12. marts 2002 til betaling sker og med fradrag af renter tilskrevet garantbeviserne.

_{Klagegebyret tilbagebetales klageren.}