Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse. Dokumentation for fordring.

Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion i november 1984 klagerens daværende ejendom for et bud på 350.000 kr. Instituttet opgjorde tabet til 87.877 kr. og videresolgte efterfølgende ejendommen, således at det faktisk konstaterede tab blev opgjort til 52.785 kr., eksklusive renter. Der var igennem årene løbende dialog mellem parterne vedrørende betaling af gælden. Instituttet indbragte i august 2008 sagen for byretten, som efter anmodning fra klagerens advokat på et retsmøde i marts 2009 hævede sagen med henvisning til retsplejelovens § 361 og oversendte denne til Ankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre krav gældende mod ham hidrørende fra tvangsauktionen. Instituttet påstod frifindelse.

Under sagen oplyste instituttet, at der ikke kunne tilvejebringes anden dokumentation for instituttets tab end det anmeldte tilgodehavende på tvangsauktionen i 1984, budsummen på tvangsauktionen og den i tingbogen registrerede købesum i forbindelse med videresalget af ejendommen i 1985.

Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttets krav var bortfaldet ved aftale, forældelse eller passivitet. Flertallet fandt, at instituttet ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for det fremsatte krav, og fremhævede, at instituttet bød 350.000 kr. på tvangsauktionen og ca. 4½ måned efter tvangsauktionen videresolgte ejendommen for 445.000 kr. Det faktum, at klageren i parternes korrespondance gennem årene havde anerkendt at skylde instituttet penge kunne ifølge flertallet ikke i sig selv anses for tilstrækkeligt bevis for kravet. Flertallet stemte derfor for at give klageren medhold i klagen. Mindretallet henviste til, at instituttets fordring mod klageren var opgjort efter sædvanlig praksis, og fandt, at der måtte være formodning for, at opgørelsen var korrekt. Derudover fandt mindretallet, at klagerens gentagne anerkendelse af gælden i den løbende korrespondance efter tvangsauktionen måtte anses for en anerkendelse af såvel gældens eksistens som størrelse. Derfor stemte mindretallet for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod klageren hidrørende fra tvangsauktionen over hans daværende ejendom i november 1984.