Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9912101 /2000 |
| Dato: | 07-07-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, lars Christensen, Leif Nielsen, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i oktober 1983 klagerens daværende ejerlejlighed på tvangsauktion for et bud på 350.000 kr. Instituttets fordring var på auktionen opgjort til i alt 715.054 kr., som fordeltes med 493.244 kr. i kolonne 2 og 221.810 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte i februar 1984 lejligheden bl.a. med overtagelse af de tre indestående lån. I september 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 168.270 kr. gældende over for klageren, svarende til instituttets endelige tab. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren protesterede over kravet. I december 1999 nedsatte instituttet fordringen med kurstabet på sælgerpantebrevet fra videresalget, som var endeligt betalt, således at fordringen herefter udgjorde 96.239 kr., hvortil kom renter.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet i Nævnet henviste til, at instituttet i to omgange havde nedsat sit foreløbigt opgjorte tab, således at instituttet alene gjorde et krav på 96.239 kr., eksklusive renter gældende over for klageren. Nedsættelserne svarede til en regulering af auktionsbudet til 618.814 kr. Det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det imidlertid ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne og videresalgsoverskudet til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet stemte derfor for, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Mindretallet fandt, at der ved det foretagne udlæg til forauktionering, opgørelsen af fordringen i tvangsauktionssalgsopstillingen og indførelsen heraf i auktionsbogen var tilvejebragt et ”særligt retsgrundlag”, jf. § 1, stk. 2, i 1908-loven om forældelse, og at instituttets rentefordring m.v. derfor var omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lov 5-14-4. Mindretallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 14. juli 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Indtil videre i bero.