Manglende accept.
| Sagsnummer: | 242/1990 |
| Dato: | 13-12-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - indgåelse
|
| Ledetekst: | Manglende accept. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 2. februar 1990 indgik klageren "Rammeaftale for Financial Futures og Optioner" med indklagedes Østergade afdeling. Den aftalte ramme var for obligationsbaserede instrumenter 10 mio. kr.
Det var i rammeaftalens pkt. 6 anført:
"Indgåelse af kontrakter under rammen sker kun efter henvendelse fra kunden, jvf. dog pkt. 11.
Enkeltkontrakter bekræftes af [indklagede] ved fremsendelse af nota, der tjener som bevis for indholdet.
såfremt enkeltkontrakter er indgået telefonisk og samtalen er optaget på lydbånd af [indklagede], er parterne enige om, at dette - i tilfælde af uenighed om indholdet af kontrakten - tjener som bevis for indholdet.
Såfremt aftalen ikke er optaget på lydbånd, er parterne enige om, at noteringerne i [indklagedes] bogholderi skal udgøre et tilstrækkeligt bevis for indholdet.
Ved skrivelse af 22. marts 1990 til afdelingen meddelte klageren, at han var blevet opmærksom på, at man uden hans forhåndsaccept havde indgået en række handler i hans navn og for hans regning. Klageren anmodede herefter afdelingen om snarest at tilbageføre disse dispositioner, hvilket afdelingen afviste.
Klageren har efter at have rettet henvendelse til indklagedes direktion indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hans konto hos indklagede føres tilbage til niveauet før fredag den 9. marts 1990, hvor saldoen udgjorde 221.100 kr., plus renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren hår til støtte for påstanden anført, at han ved underskrivelsen af rammeaftalen undlod at udfylde aftalens pkt. 7, hvori er anført:
"Bemyndigelse.
Kunden bemyndiger herved nedenanførte medarbejder til i enhver henseende at disponere på sine vegne inden for denne aftales rammer:"
Baggrunden herfor var, at klageren selv ønskede at træffe bestemmelse om, hvilke handler, der skulle foretages. Klageren har endvidere anført, at den indgåede rammeaftale ikke indeholder en blancofuldmagt til, at indklagede kan disponere på hans vegne uden forudgående accept, jf. rammeaftalens § 6, stk. 1, der udtrykkelig foreskriver, at indgåede kontrakter under rammen kun sker efter henvendelse fra kunden. Klageren bestrider endvidere, at han telefonisk den 9. marts skulle have indgået aftale om, at afdelingen kunne gå ind og ud af positioner på 2 mio. kr. i en retning, hvis afdelingen skønnede det fornuftigt, også selvom afdelingen ikke kunne opnå kontakt med ham. En sådan påstået ændring af den hidtidige procedure vedrørende dispositioner burde i det mindste være bekræftet skriftligt overfor klageren. samtlige 20-30 handler, der er gennemført før den 9. marts 1990, er således først blevet effektueret efter klagerens forudgående accept.
Indklagede har anført, at det den 9. marts 1990 kl. 15.20 telefonisk blev aftalt mellem afdelingen og klageren, at afdelingen kunne gå ind og ud af positioner mak. 2,0 mio. kr. i en retning, hvis afdelingen skønnede det fornuftigt. Indklagede har endvidere anført, at rammeaftalens pkt. 7 omhandler en eventuel bemyndigelse til en ansat i en kundes virksomhed og således ikke vedrører et fuldmagtsforhold til en medarbejder hos indklagede. Endelig har indklagede henvist til rammeaftalens pkt. 6, hvorefter "parterne er enige om, at noteringerne i fondshandlerens bogholderi skal udgøre et tilstrækkeligt bevis."
Ankenævnets bemærkninger:
Den af indklagede hævdede aftale af 9. marts 1990, der er en fravigelse af den skriftlige rammeaftale af 2. februar 1990, er ikke bekræftet skriftligt af indklagede, og aftalen bestrides af klageren.
Da pkt. 6 i den mellem parterne indgåede aftale ikke findes at hjemle indklagede adgang til at handle som sket, uden at dette i hvert fald bekræftes skriftligt, gives der klageren medhold, således at denne stilles, som om ingen dispositioner var foretaget i henhold til den hævdede aftale af 9. marts 1990, hvorfor