Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission i 2005.

Sagsnummer: 803/2010
Dato: 15-09-2014
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission i 2005.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på et lånefinansieret køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med en emission i 2005.

Sagens omstændigheder

I 2005 var klageren kunde i den daværende Roskilde Bank. Klageren havde blandt andet en kapitalpension og en selvpension. Til hver pensionsordning var knyttet et depot, der indeholdt blandt andet Roskilde Bank aktier.

I august/september 2005 gennemførte Roskilde Bank en aktieemission. Klageren blev i den forbindelse tildelt 470 tegningsretter på kapitalpensionsdepotet og 110 tegningsretter på selvpensionsdepotet. Hvis tegningsretterne blev udnyttet, ville 20 % grænsen i pensionsbeskatningsloven, der giver mulighed for at købe aktier i et selskab for op til 20 % af ordningens værdi på købstidspunktet, blive overskredet. Tegningsretterne blev derfor solgt for henholdsvis 29.206 kr. og 6.835 kr.

I tilknytning til emissionen blev klageren ved breve af henholdsvis 18. august og 1. september 2005 fra Roskilde Bank opfordret til at tegne Roskilde Bank aktier og tilbudt et lån til finansieringen heraf.

Ved gældsbrev udstedt den 13. september 2005 ydede banken klageren et lån på 64.000 kr., der blev anvendt til klagerens køb den 14. september 2005 af 95 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 666, svarende til en kursværdi på 63.270 kr. Lånet blev ydet uden etableringsomkostninger. Rentesatsen var variabel for tiden 4 % om året.

I november og december 2006 solgte klageren en mindre del af Roskilde Bank aktierne i pensionsdepoterne til henholdsvis kurs 645 og kurs 640.

I forbindelse med en ny emission i 2007 solgte klageren alle sine tegningsretter til en kursværdi på 41.080 kr., heraf 6.175 kr. vedrørende de 95 stk. aktier i det frie depot, som klageren erhvervede den 14. september 2005.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 16. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning på 64.000 kr., svarende til tabet på det lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier som følge af bankens konkurs.

Samtidig indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”…

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne...”

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal erstatte tabet på 64.000 kr. på hans lånefinansierede investering i Roskilde Bank aktier i 2005.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at investeringen blev foretaget på bankens anbefaling og tilbud om lånefinansiering.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at Roskilde Bank ikke har handlet ansvarspådragende overfor klageren i forbindelse med investeringen.

Klageren traf selv beslutning om aktiekøbet og finansieringen heraf med et lån på 64.000 kr. Lånet stod ikke i misforhold til klagerens økonomiske formåen.

Klageren var allerede inden aktiekøbet aktionær i banken og var således bekendt med risikoen ved at investere i aktier. Klageren har desuden foretaget flere køb og salg af Roskilde Bank aktier samt salg af tegningsretter.

Klageren var ikke ubekendt med den yderligere risiko, der var forbundet med at lånefinansiere investeringen.

Klageren havde helt frem til udgangen af 2008 rig mulighed for eventuelt at sælge aktierne og indfri lånet.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Der er ikke årsagssammenhæng mellem Roskilde Banks tilbud om at optage et lån til brug for aktiekøbet og det tab, som klageren lider som følge af, at Roskilde Bank blev nødlidende den 24. august 2008.

Ankenævnets bemærkninger

Det er uoplyst, hvilken rådgivning klageren modtog i forbindelse med køb af Roskilde Bank aktier.

Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank i 2005 anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Karin Duerlund og Anita Nedergaard – udtaler herefter:

Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at tilbyde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jævnfør nu § 46 i lov om Finansiel virksomhed. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at banken på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren, hvorved bemærkes, at klageren hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.

Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.

Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse


Klageren får ikke medhold i klagen