Afgørelse

Krav om erstatning for tab som følge af tvangslukning af renteswap.

Indledning.

Krav om erstatning for tab som følge af tvangslukning af renteswap.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er læge med egen praksis, er kunde i Jyske Bank.

Efter det oplyste optog klageren i 2005 variabelt forrentede lån på i alt 8 mio. kr. til investering i fem ejerlejligheder i Københavnsområdet.

I foråret 2007 anbefalede banken, at halvdelen af lånene blev rentesikret via en renteswap (rentebytte). Parterne har til brug for sagen fremlagt det informationsmateriale, som klageren fik udleveret. Heraf fremgår bl.a.

"…

· herunder størrelsen på hovedstolen, afdragsprofil, løbetid m.v.

·Et rentebytte er karakteriseret ved, at renten ændres fra fast til variabel rente eller omvendt.

…"

Endvidere fremgår bl.a. et eksempel på en renteswap på grundlag af en hovedstol på 10 mio. kr., hvor kunden skulle betale fast rente 4,88 % eller 488.000 kr. årligt til banken, mens banken skulle betale en variabel Cibor rente, for tiden 3,42 % eller 342.000 kr. Tab og gevinst ved renteændringer var angivet som følger:

"…

…"

Den 12. juli 2007 underskrev klageren en aftale med banken om handel med afledte finansielle instrumenter. Af aftalen fremgår bl.a.:

Det til enhver tid samlede risikobeløb må ikke overstige modværdien af total 1.200.000,00 kr.

Det samlede risikobeløb er IKKE udtryk for kundens maksimale tabsrisiko. Kunden hæfter for enhver indgået handel, uanset at maksimum for de enkelte risikorammer og/eller det samlede risikobeløb bliver overskredet. Det samlede risikobeløb kan som følge af kursudviklingen blive væsentligt overskredet. Kunden hæfter for ethvert tab uanset størrelse.

…

Som et udtryk for afgrænsning af kundens risikoprofil aftaler kunden og banken sammen gul og rød risikogrænse. Risikogrænserne er udtryk for grænser, som skal afføde handling og IKKE udtryk for kundens maksimale tabsrisiko.

Gul risikogrænse: Hvis det urealiserede netto tab* for kunden på noget tidspunkt overstiger gul risikogrænse, forpligter kunden sig til – på foranledning af banken – at deltage i et møde. På mødet drøftes den fremtidige strategi for de forretninger, som er indgået under aftalen. Den gule risikogrænse er aftalt til 50 % af den samlede risikoramme svarende til 600.000,00 kr.

Rød risikogrænse:

Hvis det urealiserede netto tab* for kunden på noget tidspunkt overstiger rød risikogrænse, er banken berettiget, men ikke forpligtet til uden varsel at afvikle forretninger i det omfang, banken skønner det nødvendigt. Det gælder også afvikling af alle forretninger, uanset det medfører tab for kunden. Den røde risikogrænse er aftalt til 75 % af den samlede risikoramme svarende til 900.00,00 kr.

…"

Den 2. juli 2007 blev der aftalt en renteswap mellem klageren og banken. På grundlag af en hovedstol på 4 mio. kr. skulle klageren betale en fast rente på 5,33 %, mens banken skulle betale en variabel Cibor rente.

I oktober 2008 var der et urealiseret tab på renteswappen på knap 800.000 kr. På den baggrund underskrev klageren den 25. oktober 2008 en ny aftale om handel med afledte finansielle instrumenter, hvor risikogrænserne blev forhøjet. Den gule risikogrænse var herefter 900.000 kr., mens den røde risikogrænse var 1.350.000 kr.

Den 4. december 2008 henvendte banken sig telefonisk til klageren, idet den røde risikogrænse var overskredet. Klageren ønskede ikke at stille yderligere sikkerhed for engagementet, som herefter blev lukket af banken. Ved lukningen blev der realiseret et tab på 1.506.000 kr., som banken hævede på klagerens konto.

Parternes påstande.

Den 13. august 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale erstatning.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at renteswappen blev etableret på bankens anbefaling som en sikker og risikofri rentesikring af lånene i de fem lejligheder, som han havde anskaffet i investeringsøjemed. Ordningen skulle give ham tryghed med hensyn til renten, men kom i stedet til at koste ham 1,5 mio. kr.

Han vidste ikke, at rentesikringen reelt var en højrisikospekulationsforretning.

Banken anbefalede ham løbende at opretholde renteswappen, når den var negativ. Der blev aldrig talt om, at han kun skulle fortsætte, hvis han have råd. Tværtimod blev han beroliget med, at "det er jo ikke rigtige penge".

Ifølge banken ville renteswappen løbe over 30 år og i perioden gå op og ned men rentemæssigt ende i 0. Ideen var at undlade at gå ud af ordningen, hvis den kom i minus, og eventuelt overveje at gå ud, når den var i plus. Aftalen blev lukket af banken allerede efter ca. et år og på et absolut uheldigt tidspunkt.

Da aftalen blev forhøjet, var det ventet, at Centralbanken ville sænke renten. Banken burde derfor have vidst, at gælden ville stige yderligere. Tabet burde således i hvert fald have været begrænset til 800.000 kr.

Ankenævnet bør kunne behandle klagen, selvom han er selvstændig erhvervsdrivende.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren er erhvervsdrivende, og at han har købt ejerlejligheder med udlejning for øje.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klagerens strategi med indgåelsen af renteswappen var en langsigtet budgetsikring. Ved indgåelse af renteswappen sikrede klageren sig, at halvdelen af hans renteudgifter blev omlagt fra variabel rente til fast rente.

Klageren fik grundigt information om virkningerne af en renteswap herunder en oversigt, som viste værdien af renteswappen ved henholdsvis fald eller stigninger i rentekurven.

Udviklingen i renteswappen blev løbende drøftet med klageren. Den 7. oktober 2008, hvor renteswappen havde et urealiseret nettotab, der oversteg den aftalte gule risikogrænse, var bankens generelle anbefaling fortsat, at klageren skule beholde sin renteswap, da banken på lang sigt troede på, at de lange renter ville stige.

Den 28. november 2008, hvor renteswappen havde et urealiseret nettotab, som oversteg den aftalte nye gule risikogrænse, blev klageren kontaktet og oplyst om, at banken generelt anbefalede, at man bibeholdt sine renteswapaftaler, hvis man vel og mærke havde råd hertil.

Banken var berettiget til at lukke renteswappen den 4. december 2008, hvor den aftalte røde risikogrænse var overskredet. Klageren traf selv beslutning om ikke at stille sikkerhed for renteswappen og udløste dermed selv lukningen.

Klageren måtte indse, at bankens vurdering af renteudviklingen m.m., som rådgivningen var baseret på, kunne vise sig ikke at holde.

Banken har på intet tidspunkt oplyst eller angivet, at en renteswap skulle være en sikker og risikofri rentesikring.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at sagen ikke bør afvises som erhvervsmæssig. Det bemærkes herved, at investering i fast ejendom frem for i f.eks. værdipapirer ikke i sig selv kan danne grundlag for at fastslå, at der er tale om erhvervsforhold. I den konkrete sag har Ankenævnet lagt vægt på ejendomsinvesteringens størrelse og investeringens manglende tilknytning til klagerens hovederhverv. Klagen adskiller sig i øvrigt ikke væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, jf. stk. 3.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas – udtaler:

Vi finder ikke, at der er grundlag for at anse bankens lukning af renteswapaftalen for værende i strid med parternes aftale. Det lægges herved til grund, at det urealiserede nettotab oversteg grænsen på 1.350.000 kr., jf. aftalen af 25. oktober 2008, og at klageren ved bankens henvendelse om overskridelsen af risikogrænsen ikke ønskede at stille yderligere sikkerhed med henblik på at undgå, at forretningen blev lukket.

Vi finder heller ikke i øvrigt godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer – Søren Geckler og Carsten Holdum – udtaler:

Efter vores opfattelse er det et urimeligt aftalevilkår, at Jyske Bank ensidigt kan kræve ekstra sikkerhedsstillelse eller ophæve aftalen. Vi lægger vægt på, dels at swap-aftaler er et nyt og komplekst finansielt produkt. Dels at den efter sit formål skal øge kundens sikkerhed over for renteændringer, men at aftalen ikke lever op til sit formål, eftersom kunden ganske vist beskyttes imod rentestigninger, men får en tilsvarende risiko overfor rentefald, hvor aftalen kan ophæves, hvis kunden ikke kan stille ekstra sikkerhed. Dels at Jyske Bank til enhver tid ensidigt kan ændre grænsen for, hvornår kunden skal stille sikkerhed. Dels at aftalevilkåret er ukonkret ved at metode for beregning hverken er angivet eller eksemplificeret samt at den tekniske beregning af Jyske Banks gevinst foretages af Jyske Bank selv, ligesom beregningen ikke er dokumenteret overfor ankenævnet. Vi lægger endvidere vægt på, at kravet om ekstra sikkerhedsstillelse ikke er noget sagligt beskyttelsesbehov for Jyske Bank, eftersom kundens økonomiske forhold ikke forringes ved rentefaldet. Det følger af sagens natur, at den for kunden ugunstige udvikling af renteswappen modsvares af en tilsvarende fordel ved lav rente på det lån i banken, som Renteswappen netop skal beskytte.

Endvidere finder vi, at Jyske Bank pådrager sig et rådgiveransvar ved at tage initiativ til at tilbyde denne kunde såvel spekulative lån i tyrkiske lira, schweizerfranc og renteswaps, hvor alene fordele men ikke ulemper betones, særligt i forhold til en renteswap ved på møder og på plancher ukorrekt at angive, at kunden får "budgetsikkerhed ved fast rente" og pædagogisk med tegninger af puslespilbrikker at vise, at "variabel rente + renteswap = fast rente", hvilket naturligt må forstås som øget sikkerhed, således som det også kendes fra et traditionelt realkreditlån, ligesom grafer over renteswappens kursværdi angiver, at midlertidige urealiserede tab ingen betydning har, da aftalen vil gå i nul til sidst, hvilket betones i rådgivningen til kunden, men netop ikke er sandt, når Jyske Bank samtidig har en vilkårlig adgang til at kræve ekstra sikkerhedsstillelse eller ophæve aftalen, på det for kunden mest ugunstige tidspunkt.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.