Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om låneomlægning. Valg af låntype/renteprocent.

Sagsnummer: 20204036 /2002
Dato: 20-11-2002
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner, Per Englyst
Klageemne: Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
Rådgivning - låneomlægning
Låntype - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Rådgivning om låneomlægning. Valg af låntype/renteprocent.
Indklagede: Danske Kredit Realkreditaktieselskab
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Klageren havde i sin ejendom et 9 pct. mix-lån på oprindelig 465.000 kr. til realkreditinstitut 1. Restgælden ultimo 1992 udgjorde 454.211 kr. med en beregnet kursværdi på 434.970 kr., og restløbetiden var 28 ¾ år. På lånet betaltes en årlig ydelse på 58.420 kr. Hos det indklagede realkreditinstitut 2, som senere er fusioneret med institut 1, optog klageren i juni 1994 et 30-årigt kontantlån, baseret på 8 pct. obligationer, til afløsning mix-lånet. Af låneudbetalingsmeddelelsen fremgik det, at lånet blev udbetalt ved salg af 8 pct. obligationer for 525.272 kr. til kurs 87,38324. Af det medsendte skema over ydelsesforløbet fremgik det, at den ordinære bruttoydelse på lånet årligt udgjorde 49.106 kr. Klageren indfriede pr. 1. januar 2002 lånets obligationsrestgæld på 480.249 kr. til kurs 100. Klageren indbragte i april 2002 sagen for Nævnet, idet han var utilfreds med rådgivningen i forbindelse med låneomlægningen i 1994. Efter klagerens opfattelse havde han ingen fordel haft af låneomlægningen, men blot opnået at skulle betale mere for lånet ved indfrielsen, end han skulle have betalt på det oprindelige lån til realkreditinstitut 1.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for den forøgede indfrielsesværdi af hans lån. Instituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen. Nævnet fastslog, at klagen var indgivet mere end 7 år efter låneomlægningen, og at det var ikke muligt nu at afgøre, hvilke konkrete overvejelser hos klageren der havde været grundlaget for låneomlægningen, og derfor heller ikke muligt at afgøre, om den konkrete rådgivning af klageren havde været mangelfuld. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at de oplysninger, som var givet i instituttets lånetilbud m.v., ud fra en generel vurdering af forholdene i 1994 havde været urigtige eller mangelfulde. Nævnet bemærkede, at det – afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner – i 1994 var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et kontantlån baseret på 8 pct. obligationer. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen og frifandt instituttet.