Ekspedition af opsigelse af eksisterende lån.
| Sagsnummer: | 398/1994 |
| Dato: | 15-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Ekspedition af opsigelse af eksisterende lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1994 indgik klagerne aftale med indklagede om omprioritering af deres ejendom, idet to lån på oprindelig 260.000 kr. og 536.000 kr. i henholdsvis Realkredit Danmark og Nykredit ønskedes omlagt til et 30-årigt kontantlån på 735.000 kr. i Totalkredit.
Det blev aftalt, at de eksisterende lån skulle opsiges til indfrielse pr. førstkommende termin, hvorfor klagerne den 25. januar 1994 underskrev opsigelser til henholdsvis Realkredit Danmark og Nykredit.
Indklagede modtog umiddelbart efter bekræftelse på opsigelsen pr. 1. april 1994 fra Realkredit Danmark. Da lånet i Nykredit havde halvårlige terminer og derfor ikke som forudsat i opsigelsen kunne opsiges pr. 1. april 1994, modtog indklagede den 1. februar et opsigelsestilbud med indfrielse pr. 1. oktober 1994 fra Nykredit. Af opsigelsestilbuddet fremgik bl.a.:
"Opsigelse af lånet er bindende, hvis vedlagte skriftlige accept er modtaget hos Nykredit senest den 28. april 1994."
Da indklagedes ekspederende medarbejder boede i samme ejendom som klagerne, blev de ekspeditioner, som klagerne skulle deltage i, hovedsageligt foretaget på klagernes bopæl. Som følge heraf blev skrivelsen vedrørende opsigelsen afleveret på klagernes bopæl.
Omprioriteringslånet blev hjemtaget den 3. juni 1994, på hvilket tidspunkt det konstateredes, at Nykredit-lånet ikke var opsagt til 1. oktober 1994. Da opsigelse ikke var sket til indfrielse pr. denne dato, kunne lånet herefter først opsiges til indfrielse pr. 1. april 1995; som følge heraf blev klagerne påført omkostninger til differencerenter på 14.191,79 kr. for perioden 1. oktober 1994 til 1. april 1995, idet Nykredit-lånet blev straksindfriet.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet ved klageskema af 4. juli 1994 med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte deres tab ved, at Nykredit-lånet ikke blev opsagt til indfrielse pr. 1. oktober 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at det var naturligt og praktisk, at kontakten med indklagede foregik på deres bopæl, men at ordningen ikke var udtryk for, at de ønskede særbehandling. Opsigelsesdokumentet blev afleveret til underskrift, hvilket ifølge medarbejderen ikke hastede. Man lod dem på ingen måde forstå, at de selv skulle sørge for videresendelse af dokumentet. Indklagede forestod i øvrigt alle ekspeditioner vedrørende omprioriteringen. Ved at lade indklagede forestå omprioriteringen ønskede de at sikre sig en professionel sagsbehandling, og indklagede bør erstatte det tab, der er opstået som følge af fejl i forbindelse hermed.
Indklagede har anført, at det i forbindelse med indlevering af opsigelsesdokumentet til underskrift blev aftalt, at klagerne inden den 28. april 1994 skulle sørge for videresendelse af dokumentet. Datoen den 28. april 1994 var overstreget med gul markeringspen. Klagerne underskrev ikke dokumentet med det samme, fordi de ønskede at ordne papirarbejdet senere. Man har ikke været forpligtet til at undersøge, om de eksisterende realkreditlån blev opsagt i overensstemmelse med det aftalte. Klagerne måtte selv tage stilling til opsigelsestidspunktet, idet de f.eks. kunne vælge at afvente et mere gunstigt kursniveau til indfrielsen. Indklagede har ydet rådgivning omkring frister m.v., ligesom opsigelsesdokumentet blev gjort klar til klagerne. Man var ikke forpligtet til at sikre sig, at klagerne faktisk ekspederede sagen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har gjort gældende, at klagerne selv skulle sørge for videresendelse af opsigelsesdokumentet, mens klagerne har bestridt dette. Som sagen foreligger oplyst, finder Ankenævnet, at en stillingtagen til sagen herefter forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.