Indsigelse mod gæld og krav om dokumentation for betaling af terminsydelser på lån.
| Sagsnummer: | 608/2023 |
| Dato: | 27-06-2024 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Steen Jul Petersen, Lars K. Madsen, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Betaling - terminsydelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod gæld og krav om dokumentation for betaling af terminsydelser på lån. |
| Indklagede: | Totalkredit |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod gæld og krav om dokumentation for betaling af terminsydelser på lån.
Sagens omstændigheder
Klageren optog i 2013 to lån i Totalkredit formidlet af et pengeinstitut P - et lån med en hovedstol på 231.000 kr. og et lån med en hovedstol på 713.000 kr.
Totalkredit har oplyst, at lånet på 231.000 kr. havde en løbetid på ca. ni år og var færdigbetalt den 31. marts 2022. Lånet på 713.000 kr. havde en løbetid på 30 år, hvor de første år var med afdragsfrihed, således at første gang, der blev betalt afdrag på lånet, var den 31. december 2022.
Totalkredit har yderligere oplyst, at klageren pr. den 12. januar 2024 ikke var i restance til Totalkredit. Realkreditinstituttet har modtaget klagerens afdrag på lånene og har på intet tidspunkt givet udtryk for andet over for klageren. Lånet på 231.000 kr. er indfriet. For så vidt angår lånet med en hovedstol på 731.000 kr. har klageren afdraget rettidigt. Totalkredit har ikke iværksat nogen inkassosag over for klageren.
Totalkredit har endvidere fremlagt dokumentation for, at klageren ikke har været i restance til Totalkredit i perioden fra september 2020 til september 2023.
Den 4. oktober 2023 indbragte klageren en klage over P og Totalkredit for Ankenævnet og oplyste, at både banken og Totalkredit nægtede at have modtaget hans betalinger gennem ti år, at P havde lavet en inkassosag, og at Totalkredit nægtede at samarbejde.
Den 14. november 2023 afviste Ankenævnets sekretariat at behandle klagen over P i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e, idet sagen havde været behandlet i fogedretten.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Totalkredit skal anerkende, at han ikke er i restance på sin gæld til realkreditinstituttet.
Totalkredit har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at efter han har afdraget på sit huslån i ti år, nægter Totalkredit at have modtaget pengene. Da han ikke er på eBoks, kan han ikke dokumentere, at han har betalt.
Han ønsker at få dokumenteret, at han har afdraget på sit lån i de sidste ti år, da over 300.000 kr. er væk, så hans huslån ikke ender med at løbe i 40 år i stedet for 30 år.
Totalkredit har anført, at klageren pr. den 12. januar 2024 ikke var i restance til Totalkredit.
Klageren havde intet grundlag for at klage over Totalkredit, idet Totalkredit ingen krav har rejst mod klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren optog i 2013 to lån i Totalkredit formidlet af et pengeinstitut P - et lån med en hovedstol på 231.000 kr. og et lån med en hovedstol på 713.000 kr. Lånet med en hovedstol på 231.000 kr. er efterfølgende blevet indfriet.
Klageren har nedlagt påstand om, at Totalkredit skal anerkende, at han ikke er i restance på sin gæld til realkreditinstituttet, og han har anført, at Totalkredit nægter at have modtaget hans penge.
Totalkredit har oplyst, at klageren pr. den 12. januar 2024 ikke var i restance til Totalkredit. Realkreditinstituttet har modtaget klagerens afdrag på lånene og har på intet tidspunkt givet udtryk for andet over for klageren.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Totalkredit har nægtet at modtage klagerens penge. Totalkredit har bekræftet, at klageren løbende har afdraget på sin gæld til realkreditinstituttet og ikke var i restance pr. den 12. januar 2024 samt har fremlagt dokumentation herfor. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge Totalkredit at anerkende klagerens påstand.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.