Underretning om misligholdelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 412/1990 |
| Dato: | 06-05-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Underretning om misligholdelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kassekreditkontrakt af 4. september 1985 ydede indklagedes Sakskøbing afdeling forlængelse på 1 år af en tidligere stiftet kredit på 40.000 kr. ydet klagerens søn. Ved påtegning af samme dag kautionerede klageren for den omhandlede kassekredit. I 1986 bevilgede afdelingen påny 1 ars forlængelse af kassekreditten, således at denne forfaldt til betaling 1. oktober 1987. Klageren kautionerede påny for kreditten ved påtegning af kassekreditkontrakten.
Ved kredittens forfaldstidspunkt den 1. oktober 1987 blev denne ikke indfriet af debitor. Ved skrivelse af 24. marts 1988 anmodede afdelingen debitor om inden 8 dage at indbetale de forfaldne ydelser på debitors samlede engagement hos indklagede, der udover den heromhandlede kassekredit omfattede en større kassekredit samt to billån. Da disse henvendelser ikke resulterede i indbetaling fra debitor, blev dennes samlede udlånsengagement hos indklagede på ca. 710.000 kr. overgivet til retslig inkasso den 18. april 1988.
Ved skrivelse af 10. juni 1988 henvendte indklagede ved sin advokat sig til klageren med anmodning om indbetaling af det skyldige beløb ifølge kautionsforpligtelsen, ligesom der samme dag blev fremsendt frivilligt forlig til klageren til underskrift.
Den 15. december 1989 udtog indklagede ved sin advokat stævning mod klageren til betaling af 40.000 kr. med tillæg af renter fra den 1. oktober 1987. Ved skrivelse af 9. januar 1990 til debitor meddelte indklagedes advokat, at indklagede var indforstået med at frigøre klageren fra kautionsforpligtelsen mod betaling af kontant 40.000 kr. inden 1. februar 1990.
Retten i Nykøbing Falster har den 27. september 1990 udsat sagen med henblik på dennes indbringelse for Ankenævnet.
Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke er berettiget til at gøre den omhandlede kaution gældende overfor klageren.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede først har underrettet klageren 8 måneder efter, at hovedforholdet misligholdtes, hvorfor indklagede ikke har overholdt 6-månedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41. Da debitors økonomiske forhold i denne periode er undergået en væsentlig forringelse, idet debitor i denne periode bl.a. mistede 170.000 kr. på en debitor, er klagerens regresmulighed overfor debitor forringet i væsentlig grad. Indklagede har endvidere udvist en retsfortabende passivitet ved at undlade at tage kontakt med klageren på et tidligere tidspunkt. Det må endvidere være i strid med aftalelovens § 36 at gøre den omhandlede kautionsforpligtelse gældende, idet klageren på stiftelsestidspunktet var 75 år gammel og den gang som nu alene modtog folkepension og ejede en ejendom til en ejendomsværdi på 210.000 kr. Klageren har ikke mulighed for at indfri kautionsforpligtelsen, med mindre han afhænder sin ejendom. Det forhold, at indklagede har forlangt kaution for 40.000 kr. ud af et større samlet erhvervsengagement, og at kassekreditten er oprettet som en særskilt kredit og ikke som en forhøjelse af den eksisterende kassekredit, debitor havde i afdelingen, indicerer, at indklagede var vidende om, at debitor sandsynligvis ikke ville kunne indfri kassekreditten. Såfremt klageren i forbindelse med stiftelse af kreditten eller forlængelse af kreditten i 1986 var blevet orienteret om debitors dårlige økonomiske situation, havde han ikke påtaget K sig kautionsforpligtelsen med risiko for at skulle afhænde sit hjem. Klageren fik endvidere i forbindelse med stiftelsen af kautionsforpligtelsen oplyst, at der blot var tale om en formalitet uden risiko for ham.
Indklagede har anført, at kautionsforpligtelsen ikke er stiftet i 1985, men på et tidspunkt, der ligger før 1983. Det har imidlertid ikke været muligt for afdelingen at tilvejebringe de tidligere kassekreditkontrakter, hvorfor det eksakte tidspunkt for kautionsforpligtelsens stiftelse ikke kan dokumenteres. Indklagede bestrider at klagerens regresmulighed skulle være blevet forringet som følge af, at indklagede ikke har overholdt fristen i bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede har i perioden fra maj 1987 til juni 1988 hensat i alt 300.000 kr. på engagementet under henvisning til, at sønnens økonomiske forhold, hverken i indtjening eller i form af værdistigninger på de ham tilhørende aktiver, forbedredes. Uanset at klageren ikke er blevet underrettet rettidigt om den skete misligholdelse, har dette på ingen måde forringet hans retsstilling, idet debitor hverken ved hjælp af sin løbende indtjening eller realisation af sine aktiver ville have haft mulighed for at honorere en regresforpligtelse. Det forhold, at debitor efter kredittens forfaldstidspunkt har lidt et tab på en debitor på omkring 170.000 kr., finder indklagede ikke kan have medført en forringelse af klagerens regresmulighed. Indklagede bestrider endvidere, at man i forbindelse med sagsbehandlingen har udvist retsfortabende passivitet, eftersom der i tidsrummet mellem den 10. juni 1988 og den 15. december 1989, hvor stævning blev udtaget, har været ført forhandling med klageren omkring kautionsforpligtelsens indfrielse, hvorved man bl.a. har drøftet muligheden for at give klageren henstand med indbetaling af det skyldige beløb mod, at klageren til sikkerhed for forpligtelsen i sin ejendom udstedte et ejerpantebrev med forfald ved dødsfald eller ejerskifte. Det bestrides endvidere, at afdelingen i forbindelse med klagerens underskrivelse af kassekreditkontrakten oplyste overfor klageren, at kautionsforpligtelsen var en ren formalitet uden risiko for klageren. Klageren er i overensstemmelse med sædvanlig praksis blevet orienteret om kautionstilsagnets retsvirkninger, hvilken orientering indklagede på intet tidspunkt har haft grund til at tro ikke blev forstået af klageren.
Pa det tidspunkt, hvor klageren påtog sig kautionsforpligtelsen, var sønnens økonomiske forhold ikke af en sådan karakter, at indklagede havde grund til at frygte misligholdelse og tab på engagementet, ligesom det ikke har været tilfældet ved de efterfølgende forlængelser af kautionsforpligtelsen. For at der på intet tidspunkt har skullet herske usikkerhed omkring omfanget af klagerens forpligtelse, har man valgt at udskille forhøjelsen på 40.000 kr. til en særskilt kredit i stedet for blot at forøge den eksisterende kassekredits maksimum. Denne metode blev valgt for at varetage klagerens interesser bedst muligt, fordi man herved på en klar og entydig måde begrænsede kautionsforpligtelsen til en bestemt del af hovedmandens engagement.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende findes der ikke at være grundlag for i medfør af aftalelovens § 36 eller andre regler at anse kautionsforpligtelsen for uforbindende for klageren.
Efter bank- og sparekasselovens § 41 skulle indklagede senest den 1. april 1988 have givet klageren meddelelse om den manglende indfrielse af kassekreditten den 1. oktober 1987. Meddelelse herom blev først givet ved skrivelsen af 10. juni 1988 fra indklagedes advokat, men det findes efter det oplyste om debitors økonomiske forhold ikke sandsynliggjort, at denne forsinkelse har forringet klagerens muligheder for at gøre regres mod debitor. Indklagede findes heller ikke ved passivitet at have fortabt sine rettigheder overfor klageren.
Som følge af det anførte tages klagen ikke til følge.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling til, fra hvilket tidspunkt klageren er forpligtet at forrente beløbet på 40.000 kr.
Herefter
Den indgivne klage tages ikke til følge.