Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bank var berettiget til at hæve renten på lån på baggrund af, at klageren ikke længere opfyldte betingelserne for at være fordel+ kunde i banken.

Sagsnummer: 247/2011
Dato: 29-02-2012
Ankenævn: Henrik Bitsch, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Udlån - rente
Ledetekst: Spørgsmål om bank var berettiget til at hæve renten på lån på baggrund af, at klageren ikke længere opfyldte betingelserne for at være fordel+ kunde i banken.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Nordea Bank Danmark var berettiget til at hæve rente på klagerens lån på baggrund af, at hun ikke længere opfyldte bankens betingelser for at være fordel+ kunde. Desuden vedrører sagen, om Ankenævnet kan behandle sagen efter at banken har annulleret renteforhøjelsen.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank Danmark. Den 14. december 2001 underskrev klageren en kundeaftale med banken, hvoraf fremgik, at klageren var tilmeldt Nordeas Fordelsprogram. Følgende fremgår af bankens Generelle vilkår for Fordelsprogrammet gældende fra 1. juli 2008:

"…

Fordel+ kunde bliver man med:

-En aktiv lønkonto

-Et engagement på mindst 250.000 kr. samt

-Mindst 5 produkter

Placering i Fordelsprogrammet

Viser opgørelsen 2 måneder i træk, at kunden ikke er berettiget til sin placering i Fordelsprogrammet, kan banken med et varsel på 3 måneder ændre placeringen.

Ændringer i Fordelsprogrammet

Banken kan ændre priserne i Fordelsprogrammet efter de regler og med det varsel, der gælder i "Generelle vilkår for privatkunder".

…"

Den 10. august 2009 optog klageren et lån i banken på 303.535,35 kr. Af gældsbrevet fremgår:

"…

Rentesatsen er for tiden 8,5000% p.a., hvilket svarer til 6,5000%-point under bankens nuværende basissats.

Er jeg/vi tilmeldt Fordelsprogrammet, afhænger rentesatsen af placeringen i Fordelsprogrammet.

Vi har modtaget kopi af gældsbrevet samt Nordea Bank Danmarks almindelige bestemmelser for lån og kreditter, der er en del af gældsbrevet.

For lånet gælder i øvrigt Nordea Bank Danmarks generelle vilkår.

Disse har vi modtaget et eksemplar af og gjort os bekendt med.

…"

Af bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter til private formål fremgår:

"…

Rente/provisionssatserne er variable medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. At satserne er variable betyder, at banken til enhver tid uden varsel kan ændre disse.

Hvis renten/provisionen på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for Dem, og ændringen ikke har forbindelse med udviklingen i bankens almindelige renteniveau, vil De få et varsel på mindst en måned.

…"

Låneaftalen var vedlagt et bilag med oversigt over lånets forløb givet en uændret rentesats på 8,5 % p.a. (beregning af låneomkostninger og afvikling).

Banken har oplyst, at den sendte et brev til klageren den 8. oktober 2010, hvor det fremgik, at hun ikke længere opfyldte betingelserne for at være fordel+ kunde, hvorfor priserne på hendes bankprodukter ville blive ændret. Klageren har bestridt at have modtaget brevet.

Ved gennemgang af kontoudskriften pr. 31. december 2010 for lånet, blev klageren opmærksom på, at renten på lånet var blevet hævet til 15,308 % fra den 11. oktober 2010. Det fremgik videre, at den månedlige ydelse var blevet hævet fra 4.556,32 kr. til 5.670,00 kr.

Den 24. januar 2011 gjorde klageren indsigelse mod renteforhøjelsen.

Klageren og banken aftalte efterfølgende, at klageren igen blev tilmeldt Fordel+ priser og fik tilbagebetalt det beløb, som var blevet trukket for meget i rente. I brev af 25. januar 2011 tilkendegav banken, at den månedlige ydelse ville blive ændret til det oprindelige beløb (4.556,32 kr.). Videre fremgik følgende af brevet:

"…

Med hensyn til betingelserne omkring nedrykning fra Fordel+priser, når lånet er under kr. 250.000, er det oplyst i kundeaftalen som der er vedlagte en kopi af. Når vi laver beregningen kan vi ikke tage højde for kommende nedrykninger, da det er dit samlede engagement med banken, både indlån og udlån, der skal være over kr. 250.000."

Parternes påstande

Den 19. april 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Nordea Bank Danmark skal anerkende, at renten på hendes lån ikke kan hæves med den begrundelse, at hun ikke har et engagement på mindst 250.000 kr.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun fik et lån, der skulle afvikles over 10 år. Lånet skulle bruges til et hus i udlandet og eftersom hun ikke var berettiget til et boliglån, fik hun et forbrugslån. Hun forhandlede renten ned til 8,5 %.

Hendes forventning til lånets løbetid og rentetilskrivning fremgår af det bilag, der var vedlagt låneaftalen. Ifølge kreditaftalelovens § 9 skal en kunde have oplyst hvilke omkostninger, der følger med et lån.

Banken var ikke berettiget til at hæve renten på lånet, fordi hun ikke længere var fordel+ kunde. Renteændringen betød, at rentetilskrivningen i lånets løbetid ville blive 100.000 kr. højere end forudsat i det bilag, der var vedhæftet låneaftalen. Hun ville aldrig optage et lån på 300.000 kr., hvis det kom til at koste hende 540.000 kr. at låne.

Hun har ikke modtaget vilkårene for Fordelsprogrammet, i hvert fald ikke i forbindelse med, at hun optog lånet. Hun har været fordelskunde i mange år, men optog først et lån i 2009. Hun forventede, at hun ville være fordelskunde, når hun som god kunde bevarede alle sine konti i banken.

Hun modtog ikke bankens varslingsbrev, men dette spørgsmål er ikke aktuelt.

Hun er blevet nødt til at lave en opsparing i banken, således at det beløb hun afvikler lånet med bliver sparet op, så hun bevarer et samlet engagement på mindst 250.000 kr. i banken.

Nordea Bank Danmark har anført, at sagen skal afvises, da der ikke foreligger en økonomisk tvist mellem parterne, idet renteforhøjelsen er blevet annulleret og banken har reduceret klagerens renteudgift med det beløb, der skyldtes renteforhøjelsen. Det følger af Ankenævnets praksis, herunder sagen 104/2007.

På side et i låneaftalen gøres opmærksom på, at rentesatsen er afhængig af klagerens placering i Fordelsprogrammet. Det fremgår desuden af låneaftalen, at oplysningerne om ydelsernes størrelse er givet ud fra den rentesats, der gjaldt ved lånets stiftelse, og at en ændring af rentesatsen vil bevirke ændring af ydelsernes størrelse. Det må på den baggrund have stået klageren klart, at den ydelsesprofil, som fremgår af klagerens oprindelige bilag, kunne ændre sig i lånets løbetid, herunder hvis klagerens indplacering i Fordelsprogrammet ændredes.

Kravene til en Fordel+ kunde fremgår af bankens generelle vilkår for Fordelsprogrammet. Vilkårene angiver således, at en Fordel+ kunde bl.a. skal have et samlet engagement på mindst 250.000 kr.

Det burde derfor have stået klart for klageren, hvordan hendes placering i Fordelsprogrammet er reguleret, og at denne placering vil have indflydelse på den rentesats hun betaler for sit lån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Tre medlemmer – Henrik Bitsch, Astrid Thomas og Erik Sevaldsen – udtaler:

Det fremgår af låneaftalen af 10. august 2009, at rentesatsen var afhængig af placeringen i Fordelsprogrammet. Det må lægges til grund, at vilkårene herfor har været tilsendt klageren, ligesom det fremgår af selve låneaftalen, at renten er variabel. Herefter har banken været berettiget til at regulere vilkårene i overensstemmelse hermed.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Et medlem – Maria Hyldahl, der efter Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Det må lægges til grund, at klageren ikke ved låneaftalens indgåelse blev gjort bekendt med vilkårene for Fordelsprogrammet og konsekvenserne heraf. Det følger af § 9, stk. 3 i daværende Kreditaftalelov, at kreditgiveren skal oplyse forbrugeren om kreditomkostninger, ydelser såvel som andre vilkår, der har betydning for de årlige omkostninger i procent, herunder de betingelser hvorunder omkostningerne kan ændres. Det må betragtes som et væsentligt vilkår, at rentesatsen også afhænger af størrelsen af klagerens samlede engagement med banken, hvorfor det ikke findes tilstrækkeligt, at henvise til placeringen i Fordelsprogrammet, uden samtidig at sikre sig, at klager er gjort bekendt med vilkårene for dennes placering heri.

Uanset om disse vilkår tidligere måtte være fremsendt til klageren, er banken ikke berettiget til at fravige de Fordel+ - vilkår for lånet, herunder de for Fordel+ kunder nævnte niveauer og ændringsvilkår for rentesatsen, som klager berettiget kunne forvente ville gælde hele lånets løbetid. Jeg stemmer derfor for at give klageren medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.