Spørgsmål om, hvorvidt interessent hæfter for erhvervskredit. Spørgsmål om, hvorvidt tredjemandspantsætter er blevet stillet ringere ved frigivelse af anden sikkerhed.
| Sagsnummer: | 47/1996 |
| Dato: | 30-09-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om, hvorvidt interessent hæfter for erhvervskredit. Spørgsmål om, hvorvidt tredjemandspantsætter er blevet stillet ringere ved frigivelse af anden sikkerhed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kreditkontrakt og lånedokument af 26. januar 1988 ydede indklagedes Hornbæk afdeling klager A og dennes medinteressent F en kredit på 100.000 kr. og et lån på 300.000 kr. Engagementet blev etableret i forbindelse med klager A's og F's køb af en vin- og tobaksforretning. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.730 kr., første gang den 30. juni 1988.
Engagementet sikredes ved, at klager B, der er klager A's bedstefar, stillede håndpant i form af et ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i dennes faste ejendom, og at en anden håndpantsætter N stillede håndpant i form af et ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i dennes faste ejendom.
Ved lånedokument af 18. januar 1989 ydede afdelingen klager A og F et lån på 36.000 kr., som skulle afvikles med 1.200 kr. pr. måned, første gang den 31. januar 1989.
Fra oktober 1990 deltog klager A på grund af sygdom ikke længere i driften af forretningen.
Den 28. februar 1991 udstedte klager A og F et løsøreejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i "det i lejede forretningslokaler [forretningen] beroende driftsmateriel og driftsinventar, maskiner og tekniske anlæg af enhver art, intet undtaget, nuværende og kommende, samt i forretningens good-will og lejerettigheder i henhold til lejekontrakt af 29/1. 1988". Af pantsætningserklæring underskrevet af klager A og F samme dag fremgår:
"Undertegnede giver herved [indklagede] pant i:
kr. 350.000,00 løsøreejerpantebrev udstedt den 28/2-91 med pant i inventar, driftsmateriel, varelager, maskiner og tekniske anlæg af enhver art i [forretning] samt den til forretningen hørende good-will og rettigheder i henhold til lejekontrakt med [udlejer]."
Håndpantsætningen skete til sikkerhed for klager A's og F's forpligtelser i henhold til kreditkontrakten, de omhandlede to lån samt to garantier.
Ved allonger til kreditkontrakten og lånet på 300.000 kr. stillede klager B håndpant i et værdipapirdepot indeholdende nominelt 100.000 kr. 9,4% statsobligationer mod, at det af klager B håndpantsatte ejerpantebrev på 100.000 kr. blev frigivet.
Efter at BRFkredit havde begæret tvangsauktion over N's ejendom, som var berammet til den 24. april 1991, blev indklagede gennem en ejendomsmægler anmodet om at frigive ejerpantebrevet. Indklagede gav tilsagn om at ville indestå for kvittering af ejerpantebrevet under visse nærmere omstændigheder. Den 22. april 1991 meddelte BRFkredit telefonisk indklagede, at ejendommen ville blive solgt på tvangsauktionen, medmindre ejerpantebrevet forinden blev frigivet. Indklagede frigav ejerpantebrevet mod, at salgsprovenuet blev anvendt til indfrielse i prioritetsrækkefølge. Ejendommen blev solgt i fri handel med overtagelsesdag den 15. maj 1991 uden dækning til ejerpantebrevet.
I februar/marts 1991 indledtes der ved klager A's og F's advokater forhandlinger om vilkårene for F's overtagelse af forretningen. I denne forbindelse accepterede indklagede ved skrivelse af 4. marts 1991 at ville frigive klager A mod nedbringelse af engagementet med 85.000 kr. og frigivelse af de af klager B deponerede sikkerheder mod deponering af anden sikkerhed af tilsvarende værdi. Forhandlingerne resulterede ikke i en overdragelse af forretningen.
Ved skrivelse af 24. oktober 1991 meddelte F's virksomhedsrådgiver, at afvikling af lånene ville blive indstillet og ikke genoptaget, før der forelå en afgørelse i sagen med klager A.
Den 12. november 1991 opsagde indklagede engagementet og underrettede ved skrivelse af s.d. klager B herom.
Ved skrivelse af 14. november 1991 meddelte klager A's advokat indklagede, at forretningen søgtes afhændet for 350.000 kr., og at indklagede ville modtage nettoprovenuet mod frigivelse af løsørepantet.
Ved skrivelse af 20. november 1991 overgav indklagede engagementet til inkasso. Gælden var pr. 21. s.m. opgjort til i alt 250.913,66 kr. samt renter og provision fra den 30. september 1991. Af skrivelsen fremgik endvidere, at indklagede havde stillet to garantier på henholdsvis 11.000 kr. og 16.000 kr. Klager B blev samtidigt orienteret om overgivelsen af engagementet til inkasso.
Ved skrivelse af 20. december 1991 meddelte indklagedes advokat klager B's advokat, at såfremt klager B ikke indfriede det skyldige beløb inden 14 dage, ville sikkerhedsdepotet blive realiseret.
Ved skrivelse af 9. januar 1992 anmodede klager A's advokat indklagedes advokat om at undlade realisation af klager B's depot og i stedet realisere løsørepantet i forretningen.
Ved skrivelse af 15. januar 1992 meddelte indklagede sin advokat, at realisationen af sikkerhedsdepotet kunne indstilles, såfremt der mellem parterne var indgået aftale om afvikling af forretningen.
Obligationerne i klager B's sikkerhedsdepot blev realiseret i maj 1992. Provenuet på 105.972,65 kr. blev anvendt til nedbringelse af kassekreditten, hvis restgæld herefter udgjorde 2.257,35 kr. samt renter. Den samlede gæld udgjorde herefter 144.941,01 kr. samt renter.
Under en fogedforretning den 18. februar 1993, hvortil klager A og F var tilsagt for så vidt angår restgælden i henhold til lånet på 300.000 kr., opgjort pr. 7. december 1992 til 168.530,17 kr., afgav klager A insolvenserklæring.
Ved frivilligt forlig af 1. marts 1993 indgik klager A og F aftale om afvikling inden den 31. december 1992 (formentlig 1993) af restgælden på kassekreditten opgjort til 15.926,57 kr.
Ifølge indklagede ansøgte F i september 1993 om en frivillig akkordordning, hvilket indklagede afslog. F lukkede umiddelbart derefter forretningen, og forretningens varelager blev fjernet af F, nogle kreditorer m.fl. Indklagedes inkassoadvokat indgav i denne forbindelse politianmeldelse mod F.
F forklarede den 15. august 1994 under en fogedforretning, at hun i november 1993 havde afviklet forretningen. F mente, at hun havde givet besked til de forskellige leverandører om, at de kunne afhente deres varer, hvilket de herefter havde gjort.
Ved skrivelse af 16. august 1994 meddelte indklagede sin advokat, at løsørepantet på 350.000 kr. i forretningen var realiseret for 3.500 kr.
Den 10. januar 1995 afregnede indklagedes inkassoadvokat sagen over for indklagede.
Efter en korrespondance mellem klager A's rådgiver og indklagede om klager A's hæftelse over for indklagede har klagerne ved klageskema af 30. januar 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klager A ikke bør hæfte for gælden til indklagede, og at indklagede bør tilbagebetale klager B værdien af obligationerne for nominelt 100.000 kr. samt renter heraf.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klager A har anført, at indklagede ikke har dokumenteret, at hun har en gæld på ca. 130.000 kr. til indklagede. Hun opfattede engagementet således, at hun og F hæftede for halvdelen af lånene hver, hvorfor hver af låntagerne skulle stille med en håndpantsætter for 100.000 kr. Hun er ikke blevet informeret om betydningen af den solidariske hæftelse. Indklagede burde have sikret sig hendes accept inden frigivelse af det af N stillede ejerpantebrev. Hun er blevet ringere stillet ved dispositionen. Indklagede har ikke gjort sit løsørepant gældende, hvilket medførte, at indklagede ikke fik dækning ved salg af varelager og inventar. F satte forretningens omsætning ind i et andet pengeinstitut, uden at indklagede i den anledning foretog sig noget. Hele gælden til indklagede ville have været dækket ved salg af varelager og inventar, hvis gæld var anslået til omkring 250-300.000 kr. Efter F's "betalingsstandsning" i april 1991 fortsatte indklagede med at overføre 1.200 kr. fra driftskreditten til lånet på 36.000 kr., hvorved gældsposter blev flyttet fra en usikret konto til en sikret konto. Den 15. august 1990 var der en aktivmasse på 541.000 kr. i forretningen, som kunne have sikret hele låneengagementet. Hun har efter sin indlæggelse den 10. september 1990 hverken modtaget kontoudtog, oplysninger om det nødlidende pantebrev eller oplysning om, at F fra den 4. april 1991 ophørte med at indsætte omsætningen fra forretningen hos indklagede. Sidstnævnte forhold burde have medført en omgående opsigelse af engagementet, eller at forretningen var blevet sat under administration for at sikre lånene. Indklagede fik ved håndpantsætningen af løsøreejerpantebrevet på 350.000 kr. pant i forrentningen med tilhørende varelager. Indklagede undlod at tage skridt til yderligere sikkerhedsstillelse trods oplysning om, at F kunne tilbyde dette. Det af tredjemand fremsatte tilbud om køb af forretningen for 300.000 kr. plus varelager viser, at der var tale om betragtelige værdier, som indklagede undlod at søge at realisere. Indklagede undlod at informere hende om, at F havde meddelt, at der ikke fremover ville blive betalt afdrag på lånene. F solgte varelageret med 30%'s rabat, uden at indklagede i den anledning foretog sig noget for at sikre løsøreejerpantebrevet. Hun har ikke accepteret salget af inventaret for 3.500 kr. Indklagede har udvist grov forsømmelighed og bør ikke kunne gøre krav gældende mod hende. Indklagede har handlet ensidigt til ugunst for hende. Da indklagede har undladt at informere hende, har hun ikke kunnet agere til bedst mulig sikring af sine forhold. Indklagede har ikke sikret sig forretningens løsøre og varelager, hvorfor disse værdier blev forringet. Indklagede har optrådt illoyalt over for hende.
Klager B har anført, at frigivelsen af det af N stillede ejerpantebrev var uretmæssig. Hans position blev forringet ved frigivelsen. Indklagede burde have indhentet hans samtykke til frigivelse af ejerpantebrevet. Lånene var sikret i forretningens varelager. Hvis pantsætningen af varelageret er udgået, er dette sket uden hans vidende. Indklagede burde have indledt forhandlinger om øget sikkerhedsstillelse fra F, da indklagede var bekendt med, at N's ejendom var truet af tvangsauktion. Han burde have været informeret om, at F ophørte med at indsætte omsætningen på driftskreditten den 4. april 1991. Det var reelt tale om en betalingsstandsning, der burde have medført opsigelse af lånene og realisation af løsøreejerpantebrevet. Indklagedes oplysning om, at der ikke var tid til at indhente samtykke til frigivelse af ejerpantebrevet strider mod det faktum, at indklagede i begyndelsen af 1991 blev anmodet om at frigive ejerpantebrevet. Ifølge den betingede slutseddel, som indklagede havde kopi af, ville handlen give et provenu på ca. 85.000 kr. Han blev ikke informeret om, at F ophørte med at betale afdrag på lån. Løsøreejerpantebrevet burde have været realiseret før realisation af den af ham stillede håndpantsætning. Indklagedes undladelse af at gøre løsørepantet gældende medførte en alvorlig forringelse af sikkerheden ved hele engagementet. Indklagede disponerede til gunst for F, men til ugunst for klager A og ham. Der bestod derfor ikke reelt et kundeforhold mellem klager A, ham og indklagede. Værdien af obligationsdepotet bør derfor refunderes.
Indklagede har anført, at klager A har fået dokumentation for skylden på 135.373 kr. samt renter. Under fogedsagen, hvor klageren var repræsenteret ved advokat, fremkom der ikke indsigelser mod eksistensen eller størrelsen af indklagedes tilgodehavende. Indklagede var ikke forpligtet til at indhente samtykke fra klager A og F til frigivelse af ejerpantebrevet. Frigivelsen medførte, at N's potentielle regreskrav mod klageren og F bortfaldt. Havde N indfriet sin forpligtelse over for indklagede, var han indtrådt i indklagedes krav mod klageren og F, og deres økonomiske situation forblev derfor uforandret som følge af pantets frigivelse. Ejerpantebrevet var i øvrigt værdiløst. Indklagede overvejede i forbindelse med, at ejerpantebrevet på 350.000 kr. blev udstedt, spørgsmålet om pant i forretningens varelager. Pant i varelageret blev imidlertid undladt, idet det i praksis ikke ville være muligt at administrere, og derfor næppe kunne opretholdes som gyldigt. Ordet "varelager" blev slettet i pantebrevets tekst forinden tinglysningen. Ved en fejl blev ordet ikke tillige slettet i pantsætningserklæringen. Indklagede negligerede ikke løsørepantet. Fordringen blev overdraget til inkasso bl.a. med henblik på fyldestgørelse i sikkerhederne. Indklagede modtog 3.500 kr. i betaling under pantet for forretningens inventar. Inventaret blev solgt bedst muligt, og indklagede kunne ikke have opnået fuld dækning for sit tilgodehavende heri. Ejerpantebrevet i N's ejendom var værdiløst, og frigivelsen medførte ikke noget tab for klager B. Klager B blev derfor ikke stillet ringere ved frigivelsen, mens indklagede omvendt ikke blev stillet gunstigere. Indklagede havde ikke udover ejerpantebrevet på 100.000 kr. pant i N's ejendom og opnåede derfor ingen vinding ved, at ejerpantebrevet blev frigivet i forhold til, hvis ejendommen var solgt på tvangsauktion. Anmodningen om frigivelse af ejerpantebrevet blev fremsat primo april 1991. Ejendomsmægleren bekræftede, at ejendommen ikke kunne sælges til en pris, som oversteg salgssummen fra den betingede slutseddel, hvorfor indklagede afstod fra at få foretaget en egentlig vurdering af ejendommen. Det fremgår ikke af indklagedes interne notat, at ejendommen ville indbringe et provenu på ca. 85.000 kr. Derimod fremgår det, at overskuddet ville udgøre ca. 30.000 kr., som skulle benyttes til betaling af forfaldne restancer. F ophørte ikke med at indsætte forretningens omsætning hos indklagede i april 1991. Den 4. april 1991 blev 3.691,62 kr. overført til en nyoprettet konto i F's navn, hvorfra driften derefter blev kørt. Det har ingen betydning for sagen, at de månedlige overførsler af 1.200 kr. fra kassekreditten til lånene på 36.000 kr. fortsatte efter den 4. april 1991.
Klager B blev underrettet om, at forretningen delvist havde standset sine betalinger i oktober 1991. Klager B's advokat blev løbende underrettet om inkassosagens udvikling. Det bestrides, at al information fra indklagede til klager A ophørte fra tidspunktet for hendes indlæggelse den 10. september 1990. Forsendelsesadressen var registreret som forretningsadressen, hvorfor kontoudtog m.v. blev sendt hertil. Det er udokumenteret, at klager A ikke var opmærksom på, at hun hæftede solidarisk over for indklagede. Klager A var som medejer af forretningen erhvervsdrivende, og kreditten og lånene blev ydet til klageren og F til fælles køb og drift af forretningen. Der blev i øvrigt ikke under fogedretssagen fremsat indsigelse mod den solidariske hæftelse. Spørgsmålet om yderligere sikkerhedsstillelse fra F blev fremsat i forbindelse med forhandlinger om F's overtagelse af forretningen. Tilbudet om salg af forretningen til tredjemand blev afvist af F's advokat. Etableringen af løsøreejerpantebrevet skete først godt tre år efter, at B havde stillet sikkerhed for fordringen, hvorfor han ikke kunne have forudsat, at indklagede havde pant i forretningens varelager. Indklagede var ikke vidende om, at F skulle have holdt udsalg med 30%'s rabat, og oplysningen harmonerer ikke med oplysninger om, at F og nogle kreditorer ryddede forretningen. Baggrunden for at løsøreejerpantebrevet ikke blev realiseret straks var, at et salg af forretningen i fri handel ville frembringe et større provenu. Indklagede var berettiget til at foretage realisation af sikkerhedsdepotet i maj måned 1992. Der fremkom ikke noget provenu af lejedepositumet på 25.500 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Klager A har ved kreditkontrakt og lånedokument af 26. januar 1988 samt lånedokument af 18. januar 1989 sammen med F påtaget sig en gældsforpligtelse over for indklagede. Da der ikke var aftalt pro rata hæftelse, hæfter klager A og F solidarisk for engagement, jf. gældsbrevslovens § 2, stk. 1. Indklagede var i forhold til klager A (og F) berettiget til at frigive det af N håndpantsatte ejerpantebrev uden indhentelse af samtykke. Frigivelsen medførte alene, at N's potentielle regreskrav mod klager A og F bortfaldt.
Der findes i øvrigt ikke oplyst forhold, herunder forhold vedrørende realisation det pantsatte løsøre, der kan føre til bortfald eller nedsættelse af klager A's forpligtelse som debitor. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes opgørelse af fordringen.
Fordringen, som klager B havde stillet håndpant for, oversteg det beløb, som klager B og N samlet havde stillet håndpant for. Allerede af denne grund blev klager B's stilling som håndpantsætter ikke forringet ved frigivelsen af det af N håndpantsatte ejerpantebrev, som efter de foreliggende oplysninger må anses for at have været uden værdi. Håndpantsætningen af løsøreejerpantebrevet fandt sted ca. 3 år efter etableringen af klager B's håndpantsætning, hvorfor denne sikkerhed ikke har været forudsat af klager B. Indklagede har i øvrigt været berettiget til at realisere de stillede sikkerheder efter eget valg. Der findes i øvrigt ikke oplyst forhold, der kan føre til, at indklagede kan pålægges at tilbagebetale værdien af det realiserede obligationsdepot.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.