Udlån, rente.
| Sagsnummer: | 433/1993 |
| Dato: | 10-03-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Udlån, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med klagernes køb af en bil ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, den 13. marts 1989 klagerne et lån på 206.272 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.700 kr., første gang den 1. maj 1989, idet der dog den 1. april 1989 betaltes 2.570 kr. Af gældsbrevet fremgår:
"Lånet forfalder til fuld indfrielse uden varsel den 01.04.96.
...
Rente af kapitalen eller dennes rest til enhver tid beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art, p.t. 13,500% p.a., der betales månedsvis bagud. I opkrævningsprovision beregnes p.t. kr. 15 pr. måned, som løbende tilskrives sammen med renten."
Pr. 1. oktober 1992 var lånets restgæld 162.008,36 kr.
Efter klagernes henvendelse herom nedsatte indklagede ved skrivelse af 29. oktober 1992 lånets rente med 1,75% til 18% p.a. med virkning fra samme dag.
Efter modtagelsen heraf rettede klagerne fornyet henvendelse til indklagede om udviklingen i lånets rente, og der fandt herefter en korrespondance sted mellem indklagede, klagerne samt FDM.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets rentesats med tilbagevirkende kraft.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at rentesatserne for lånet, der er et såkaldt D-lån (lån til finansiering af en bil købt uden udbetaling) har været følgende:
Rentesats
x) Ekstraordinær nedsættelse af rentesatsen med 1 3/4 %.
Indklagede har endvidere oplyst, at rentesatserne for nye tilsvarende billån har været følgende:
Rentesats
x) Særrente for lån etableret i perioden 10. januar - 31. marts 1992. Særrenten, som lå 1% under normalsatsen, var gældende indtil 31.03.93, hvor rentesatsen på lån etableret med særrente blev forhøjet med 1%.
Fra 1. april 1992 ydede indklagede ikke længere lån af den omhandlede art.
Klagerne har anført, at lånet har været beregnet med en for høj rente set i forhold til den almindelige renteudvikling i samfundet. Klagerne finder endvidere ikke, at indklagede har været berettiget til at udbyde lån til en lavere rente end renten på eksisterende lån af tilsvarende art. Med hensyn til rentenedsættelsen i oktober måned 1992 finder klagerne, at denne kun holdt i kort tid, idet indklagede hurtigt satte renten op igen.
Indklagede har anført, at renteændringerne er i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelse om, at renten er variabel og beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art. Renten fastsættes og reguleres i overensstemmelse med indklagedes vurdering af det til enhver tid værende renteniveau for lån af den pågældende størrelse og karakter under hensyntagen til konkurrencemæssige forhold, idet kunden til enhver tid har mulighed for at flytte lånet. Den 1. december 1992 ændredes princip for fastsættelsen af renten, idet indklagede efter dette tidspunkt regulerede lånets rente i forhold til den noterede rente på Nationalbankens indskudsbeviser. Renteændringen pr. 1. januar 1993 skyldes ændringen i den noterede rente på disse indskudsbeviser, og der er således tale om en generel renteforhøjelse og ikke som af klagerne hævdet en individuel alene gældende for klagernes lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter gældsbrevet beregnes renten "efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art". Herefter findes indklagede ikke at have været berettiget til for klagernes lån at fastsætte en rente, der er højere end den rente, der til enhver tid har været gældende for nye lån af samme art som klagernes, dog bortset fra tidsbegrænsede introduktionsrabatter for nye lån, hvortil det antages, at 1%-reduktionen på nye lån i tiden fra 10. januar - 31. marts 1992 henhører.
For så vidt angår tiden efter den 1. april 1992 finder Ankenævnet ikke at have grundlag for at anfægte selve rentereguleringen. Denne bør imidlertid gennemføres med udgangspunkt i en rente med valør pr. 1. april 1992 på 17,5% svarende til renten på nye lån på denne dato, bortset fra introduktionsrabatten. Rentesatserne på klagernes lån efter den 1. april 1992 bør derfor alle nedsættes med 0,5% p.a.
Som følge heraf