Indsigelse mod kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 129/1999 |
| Dato: | 27-09-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører en kautionsforpligtelse, som klageren oprindelig påtog sig i 1982 for sin søns engagement med indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 2. december 1982 ydede indklagedes Tårnby afdeling klagerens søn et lån på 67.846,11 kr. (lån -699), som skulle afvikles med 1.500 kr. månedligt. Ved underskrift på gældsbrevet kautionerede klageren som selvskyldnerkautionist.
Ved allonge til gældsbrevet af 30. juli 1986 blev lån -699 forhøjet med ca. 182.000 kr. til 215.000 kr., som skulle afvikles med 3.400 kr. månedligt første gang den 31. august 1986. Klageren kautionerede ved underskrift på dokumentet, og indklagede modtog til yderligere sikkerhed et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i sønnens faste ejendom.
Af allongen fremgår, at omkostningerne ved forhøjelsen var 7.744,93 kr.; nettoprovenuet på 174.652 kr. overførtes den 31. juli 1986 til sønnens budgetkonto, hvis saldo forinden var 50.840,71 kr. (negativ). Samme dag blev der ved to overførsler hævet 131.825,53 kr. Gælden på budgetkontoen steg i løbet af 1986 og 1987, således at den medio 1987 udgjorde op til ca. 58.000 kr., hvorefter den faldt til ca. 24.000 kr. ved udgangen af 1987.
Den 30. december 1988 ydede indklagede klagerens søn og svigerdatter et omlægningslån på 125.000 kr. (lån -535), som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.050 kr. første gang den 31. januar 1989. Klageren og dennes ægtefælle underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionister.
Ved anbefalet skrivelse af 23. marts 1993 meddelte indklagede klageren, at sønnen var i restance med de 5 seneste ydelser på lån - 699. Lånets restgæld var på ca. 158.000 kr. Ved skrivelse af 2. juni og 19. august 1993 orienterede indklagede klageren om, at lånet fortsat var i restance.
Ved anbefalet skrivelse af 11. maj 1994 meddelte indklagede klageren, at lån -535 var i restance med 4.100 kr. Lånets restgæld var ca. 72.000 kr.
Ved skrivelse af 22. juni 1994 til klagerens søn opsagde indklagede engagementet med denne som misligholdt.
Ved skrivelse af 6. juli 1994 anmodede indklagede klageren om at henvende sig vedrørende en afvikling af kautionsforpligtelsen for lån -699.
Primo august 1994 overgav indklagede engagementet til inkasso ved advokat.
Af en skrivelse af 11. november 1994 fra indklagedes advokat til indklagede fremgår, at klagerens søn og svigerdatter den 1. november 1994 havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten. For så vidt angik klagerens og dennes ægtefælles kautionsforpligtelse fremgår, at der var foretaget udlæg i klagerens ægtefælles faste ejendom, samt at der var indgået en afdragsordning med betaling af 2.000 kr. månedligt.
Ved skrivelse af 9. januar 1997 fra indklagedes advokat til klageren opgjorde advokaten indklagedes tilgodehavende. Klagerens hidtidige indbetalinger på i alt 56.000 kr. var anvendt til afskrivning på lån -535, hvis restgæld herefter var på ca. 46.000 kr. Restgælden på lån -699 udgjorde i alt ca. 242.000 kr.
Ved skrivelse af 5. august 1998 meddelte indklagedes advokat klagerens søn, at lån -535 var afviklet. Advokaten anmodede debitor om at rette henvendelse for afvikling af det resterende engagement, der foruden lån -699 med en restgæld på ca. 244.000 kr. tillige bestod af et lån -527 med en restgæld på ca. 29.000 kr.
Ved skrivelse af 10. september 1998 rettede klageren gennem advokat henvendelse til indklagedes advokat og anførte, at han var uforstående over for fortsat at være noget beløb skyldig. Det var hans opfattelse, at der var sket en sammenblanding af de tre lån. Indklagedes advokat blev bl.a. anmodet om en nærmere redegørelse for baggrunden for forhøjelsen af lån -699, herunder om der i denne forbindelse på behørig vis var rådgivet over for klageren.
Ved skrivelse af 10. oktober 1998 oplyste indklagedes advokat, at klageren havde kautioneret for lån -535, der nu var indfriet, og lån -699, hvis restgæld var ca. 244.000 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 18. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende ikke at have noget beløb til gode.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke blev rådgivet i forbindelse med sin rolle som kautionist. Han blev hidkaldt fra sit arbejde til indklagede, hvor han skrev under og herefter forlod afdelingen. Ifølge hans oplysninger var forhøjelsen af kassekreditten nødvendig for sønnens virksomhed, uanset om beløbet er stillet til rådighed eller benyttet til nedbringelse af mellemværendet med indklagede. Senere opnåede sønnen uden hans viden henstand med afviklingen.
Indklagede har anført, at ingen medarbejder hos indklagede i dag erindrer noget vedrørende ekspeditionen omkring forhøjelsen af klagerens søns lån i juli 1986. Det har imidlertid altid været fast kutyme hos indklagede at rådgive en kautionist om risikoen ved en kautionsforpligtelse samt betydningen af denne. Af de fremlagte kontoudtog fremgår, at provenuet fra låneforhøjelsen overførtes til budgetkontoen, hvor der straks blev hævet knapt 132.000 kr., som således må antages at være blevet stillet til sønnens disposition, ligesom restbeløbet successivt blev hævet. Afviklingen af lån -699 blev overholdt indtil 30. april 1992. Indklagede er ikke i besiddelse af materiale, der kan dokumentere, hvorvidt der i 1992 blev fremsendt meddelelse til klageren om misligholdelsen. Klageren fik ved skrivelse af 23. marts 1993 meddelelse efter bank- og sparekasselovens § 41, og klageren har ikke sandsynliggjort, at den eventuelle forsinkelse med underretningen efter § 41 har forringet hans regresmuligheder. Det bestrides, at klageren først blev bekendt med aktualiseringen af kautionsforpligtelsen for lån -699 efter indfrielsen af lån -535, som skete i august 1998.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved forhøjelsen af lån -699 i juli 1986 med ca. 182.000 kr. til 215.000 kr. kautionerede klageren på ny for lånet. Det fremgår, at provenuet af låneforhøjelsen på knapt 175.000 kr. overførtes til sønnens budgetkonto, hvis saldo forud var negativ med ca. 51.000 kr. Fra budgetkontoen blev straks disponeret over ca. 132.000 kr. Senere steg budgetkontoens debetsaldo igen til over 50.000 kr. Ankenævnet anser det herefter for godtgjort, at provenuet fra låneforhøjelsen blev stillet til klagerens søns disposition. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren som følge af forkert eller mangelfuld rådgivning ikke er bundet af kautionsforpligtelsen.
Afviklingen af lån -699 blev overholdt indtil den 30. april 1992. Indklagede orienterede ved skrivelse af 23. marts 1993 klageren om, at der var en restance svarende til 5 ydelser på lånet. Denne meddelelse blev ikke afgivet inden for den i bank- og sparekasselovens § 41 anførte frist på 6 måneder, men Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at dette har forringet klagerens regresmuligheder.
Der er heller ikke i øvrigt godtgjort forhold, som kan føre til, at indklagede ikke kan gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling til opgørelsen af indklagedes krav mod klageren.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.