Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forsinket hjemtagelse af nyt rentetilpasningslån.

Sagsnummer: 183/2002
Dato: 22-10-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Christian Egeskov, Inge Frølich, Karen Frøsig, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Forsinket hjemtagelse af nyt rentetilpasningslån.
Indklagede: BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om tab i forbindelse med forsinket hjemtagelse af et nyt rentetilpasningslån i klagernes ejendom.

Sagens omstændigheder.

I 2001 havde klagerne et rentetilpasningslån F1K FlexLån i Realkredit Danmark, som er koncernforbundet med indklagede. Ifølge betalingsoversigt af 1. december 2001 blev lånet afviklet med en månedlig ydelse på 8.350,96 kr., og efter betaling af ydelsen den 31. december 2001 var restgælden 1.316.479 kr.

I november 2001 indgik klagerne en aftale med indklagedes Amager afdeling om, at lånet skulle omlægges til et F5K FlexLån pr. 1. januar 2002.

Det eksisterende lån blev som aftalt opsagt pr. 31. december 2001, men som følge af en ekspeditionsfejl hos indklagede og lang ekspeditionstid hos Realkredit Danmark blev det nye lån først hjemtaget den 20. marts 2002. Det nye lån havde en hovedstol på 1.316.479 kr. og en rente på 5,09128% p.a., og det skulle afvikles med en månedlig ydelse på 7.959,79 kr. Første ydelse, der dækkede perioden 20. marts - 31. maj 2002, var på 19.103,56 kr.

Den 27. marts 2002 debiterede indklagede klagernes budgetkonto 15.992,13 kr. På klagernes forespørgsel herom oplyste indklagede, at beløbet dækkede rente og bidrag på det nye lån for perioden 1. januar - 20. marts 2002.

Det fremgår, at indfrielsen af det eksisterende lån pr. 31. december 2001 skete via en intern konto hos indklagede, og at Realkredit Danmark ved udbetalingen af det nye lån dækkede et mindre kursfald, der var indtrådt i perioden 1. januar - 20. marts 2002, idet rentesatsen blev fastsat til den rentesats, som klagerne ville have opnået, såfremt omlægningen havde fundet sted pr. 1. januar 2002. Klagerne blev ikke opkrævet terminsydelser for perioden 1. januar - 20. marts 2002. De manglende betalte afdrag for samme periode, som udgjorde ca. 5.300 kr., blev indregnet i det nye lån, hvilket medførte en forhøjelse af ydelsen på ca. 30 kr. pr. måned.

Parternes påstande.

Den 1. maj 2002 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre betalingen på 15.992,13 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede bør tilbageføre de 15.992,13 kr. til deres budgetkonto. De er uforstående over for, hvorledes beløbet kan dække renter og bidrag på et lån, som ikke er oprettet. Beløbet fremgår heller ikke af de breve, som de har modtaget fra Realkredit Danmark.

Da aftalen om omlægning blev indgået i november 2001, blev de af indklagede lovet en rente på 4,911% og en ydelse på 7.655 kr. pr. måned.

Som følge af fejlen blev renten 5,0912% og ydelsen 7.959,79 kr. De er herved blevet påført en merudgift på 18.287,40 kr. i de fem år, lånet løber ((7.959,79 kr. - 7.655 kr.) x 12 x 5).

Indklagede har anført, at klagerne er blevet stillet på samme måde, som hvis omlægningen var blevet gennemført som aftalt. Klagerne har således ikke lidt et tab.

De 15.992,13 kr. er til de renter og bidrag, som klagerne skulle have betalt på det nye lån i perioden 1. januar - 20. marts 2002. De ca. 5.300 kr., som klagerne har sparet i afdrag i samme periode, er blevet konverteret til en merydelse i resten af lånets løbetid. Merydelsen har en nutidsværdi på 4.500 kr., og klagerne har således reelt opnået en besparelse herved. Ydelsen pr. 31. maj 2002 på 19.103,56 kr. vedrører renter, bidrag og afdrag for perioden 20. marts - 31. maj 2002. Rentesatsen på 5,09128% er den samme, som hvis omlægningen var sket pr. den 1. januar 2002.

Klagerne, der i begyndelsen af 2002 ikke betalte terminsydelser på det gamle lån, blev flere gange telefonisk gjort opmærksom på, at de skulle imødese udgiften til renter og bidrag og blev samtidig forklaret årsagen hertil. Klagerne kunne ikke berettiget forvente, at de kunne undlade at betale ydelser på deres realkreditlån.

Det er usandsynligt, at klagernes rådgiver, som er en erfaren boligrådgiver, i november 2001 skulle have lovet klagerne en bestemt rente og ydelse på det nye lån, da renten løbende kunne ændre sig. Klagerne skulle i givet fald have valgt at kurssikre, hvilket der imidlertid ikke er samme tradition for ved optagelse af rentetilpasningslån som ved optagelse af traditionelle obligationslån. Konceptet for rentetilpasningslån bygger netop på en variabel rente, som er knyttet til korte stående obligationer, der normalt har mindre kursudsving end oligationslån, som normalt er baseret på mere kursfølsomme lange realkreditobligationer.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at klagerne med den af indklagede valgte fremgangsmåde, herunder opkrævningen af renter og bidrag på 15.992,13 kr. på klagernes budgetkonto den 27. marts 2002 er blevet stillet, som om omlægningen af klagernes rentetilpasningslån skete som aftalt. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at tilbageføre beløbet.

Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i november 2001 har tilsikret klagerne en bestemt rente ved den aftalte omlægning. Ankenævnet finder efter det foreliggende ikke grundlag for at pålægge indklagede ansvar for, at renten og dermed ydelsen blev højere, end klagerne forventede.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.