Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i november 1989 klagernes daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 450.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 605.198,99 kr., som fordeltes med 437.219,66 kr. i kolonne 2 og 167.979,33 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. maj 1990 ejendommen bl.a. med overtagelse af det indestående lån. I september 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 155.198 kr. gældende over for klagerne. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klagernes advokat protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Ved Nævnet nedlagde klagerne påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste over for Nævnet, at det ikke af instituttets sag kunne udledes, hvordan budsummen fra tvangsauktionen var blevet anvendt.

Nævnet fandt ikke, at klagerne ud fra en passivitetsbetragtning kunne fritages for deres forpligtelser. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelse, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke helt eller delvist var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at realkreditinstituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restkrav bestod i så fald udelukkende af restancer, herunder rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet var enige i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt dog i mangel af holdepunkter for andet, at tvangsauktionsbudet måtte fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klagerne i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet og indtil betaling sker.