Notering af udlæg. Billån.
| Sagsnummer: | 584/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Gebyr - notering af udlæg
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Notering af udlæg. Billån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten på en kassekredit og et billån. Klageren har endvidere påstaet indklagede tilpligtet at anerkende, at man ikke er berettiget til et gebyr på 1.220 kr., som indklagede i december 1991 har afkrævet klageren som betaling for notering af en anden kreditors udlæg i klagerens bil, i hvilken indklagede har pant.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede medio december 1989 opsagde såvel kassekreditten som billånet. Til sikkerhed for engagementet havde klageren håndpantsat et løsøreejerpantebrev i sin bil samt ejerpantebreve i sin bageriejendom og en jordlod. I april 1990 solgte han bageriejendommen til overtagelse pr. 30. maj samme år. Salgsprisen androg 700.000 kr., og der blev udstedt betinget skøde, da ejendommen var under udstykning. I efteråret samme år solgte han jordlodden for 250.000,00 kr. kontant. Udstykningssagen vedrørende bageriejendommen godkendtes først endeligt den 7. marts 1991, og den 28. maj samme år indfriede klageren kassekreditten hos indklagede med 240.482,28 kr. inkl. renter og gebyrer. Klageren finder, at indklagede, når henses til den sikkerhed indklagede har haft, har krævet for høj en rente af klageren. Han bestrider, at indklagede har forsøgt at få en aftale i stand med ham. Klageren finder endvidere ikke, at indklagede har ret til at afkræve h am betaling for registrering af udlægget.
Indklagede har anført, at den rentesats, der er beregnet for klagerens kassekredit, har været den rentesats, der generelt var gældende. Når den beregnede rente forekommer høj, skyldes det, at kontoen, der havde et bevilliget maksimum på 50.000,00 kr., i hele perioden var overtrukket, til tider med op til 150.060,00 kr. Af sådanne selvbestaltede overtræk beregnes en tillægsrente på 6%. Klageren er såvel skriftligt som mundtligt blevet rykket for indbetaling af overtrækket Indklagedes medarbejder, der har behandlet den pågældende sag, mener at erindre, at klageren herudover er blevet oplyst om, at der ved overtræk på kontoen beregnes overtræksrente. Indklagede har endvidere fra begyndelsen af 1990, og indtil engagementet blev indfriet, utallige gange forsøgt at få en aftale i stand med klageren. Dette lykkedes imidlertid ikke, da klageren var vanskelig at træffe og ikke overholdt aftalte mødetidspunkter. For såvidt angår billånet er rentesatsen alene ændret i takt med den almindelige renteudvikling, i 1990 og indtil april 1991 kun i nedadgående retning. Klageren har ikke tidligere overfor indklagede udtrykt utilfredshed med den beregnede rente.
For så vidt angår det opkrævede gebyr på 1.220 kr. for notering af udlæg har indklagede anført, at denne opkrævning er sket i henhold til indklagedes sædvanlige praksis, og at gebyret dækker indklagedes arbejde ved notering og registrering af udlægget.
Der er fremlagt kontoudtog vedrørende klagerens kassekredit for den omhandlede periode. Disse indeholder hverken anmodning om indbetaling af overtræk eller oplysning om overtræksrente.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at den ordinære rente, der er opkrævet af klagerens kassekredit og billån, har været i overensstemmelse med indklagedes almindelige rentesatser for sådanne lån, og det forhold, at indklagede havde sikkerhed for lånene, findes ikke at kunne medføre, at klageren har krav på rentenedsættelsen.
Indklagede har efter almindelige regler som udgangspunkt tillige været/berettiget til at forlange overtræksrente af overtrækket på klagerens kassekredit. Efter det foreliggende må det imidlertid lægges til grund, at indklagede, selv om man i december 1989 havde opsagt kreditten til indfrielse, stiltiende har accepteret, at indfrielsen afventede fremkomsten af provenuet ved salget af klagerens ejendomme. Ankenævnet finder, at der under disse omstændigheder måtte påhvile indklagede en pligt til inden rimelig tid udtrykkeligt at gøre klageren opmærksom på, at man (fortsat) beregnede sig en særlig overrente af overtrækket. Da det ikke er godtgjort, at dette er sket, findes indklagede skønsmæssigt at burde godtgøre klageren den overtræksrente, der er opkrævet efter den 31. marts 1990.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes praksis, hvorefter der opkræves gebyr hos kunden for notering af udlæg. Det hos klageren opkrævede gebyr på 1.220 kr. findes imidlertid at overstige, hvad der kan anses for rimeligt, og Ankenævnet finder, at gebyret bør nedsættes til 300 kr.
Som følge heraf