Kaution, stiftelse.
| Sagsnummer: | 138/1988 |
| Dato: | 15-03-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 15. oktober 1986 stiftede klagerens datter et anpartsselskab med en kapital på 80.000 kr. Anpartsselskabets drift blev i det daglige varetaget af stifterens ægtefælle.
Den 6. marts 1987 blev selskabets kassekredit i indklagedes Skive afdeling forhøjet med 100.000 kr. til i alt 130.000 kr., idet klagerens datter og hendes ægtefælle begge påtog sig selvskylderkaution for kreditten.
Denne kredit blev i løbet af juni måned 1987 overtrukket med betydelige beløb, indtil debetsaldoen den 24. juni 1987 udgjorde ca. 216.000 kr.
Samme dag påtog klageren sig selvskylderkautionsforpligtelse for et af afdelingen til anpartsselskabet ydet lån på 200.000 kr. Kautionserklæringen blev underskrevet i klagerens pengeinstitut, og låneprovenuet den 25. juni 1987 indsat på selskabets kassekredit, hvis debetsaldo herefter udgjorde ca. 89.000 kr.
Den 28. september 1987 indgav selskabet anmeldelse om betalingsstandsning, og selskabets bo blev taget under konkursbehandling ved dekret af 15. oktober 1987.
Saldoen på kassekreditten udgjorde den 30. september 1987 efter foretagen rentetilskrivning m.v. ca. 144.000 kr.
Efter at indklagede har gjort kautionsforpligtelsen gældende mod klageren, har denne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at det meddelte kautionstilsagn findes uforbindende for ham.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede i forbindelse med indhentelse af hans underskrift på kautionserklæringen har forsømt at orientere ham om, at han reelt kautionerede for et allerede bestående mellemværende og om, at dette var stærkt overtrukket.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at klagerens datter og hendes ægtefælle i begyndelsen af juni måned 1987 henvendte sig til afdelingen i anledning af det opståede betydelige overtræk. De pågældende anmodede om et yderligere lån, hvilket imidlertid blev afslået, idet de alene kunne tilbyde sikkerhed i form af egne kautionserklæringer. Herefter fik afdelingen tilbudt kaution fra klageren, og man udfærdigede herefter de nødvendige dokumenter. Disse blev ifølge aftale med klagerens datter og svigersøn fremsendt til underskrift i klagerens eget pengeinstitut. Denne ekspeditionsform er i overensstemmelse med sædvanlig praksis i de tilfælde, hvor en kautionist kun med vanskelighed vil kunne underskrive kautionserklæringen i det långivende pengeinstitut. Afdelingen var på udlånstidspunktet ikke i besiddelse af anpartsselskabets regnskab og var af den opfattelse, at selskabet ville have overstået sine økonomiske vanskeligheder, når provenuet fra det kautionssikrede lån var benyttet til betaling af diverse kreditorer.
Under indklagedes inkassationsbestræbelser i efteråret 1987 har klageren i fogedretten forklaret, at han i forbindelse med afgivelsen af kautionstilsagnet var blevet opsøgt af sin datter og svigersøn, som havde oplyst, at anpartsselskabet havde økonomiske vanskeligheder. Klageren var endvidere af den opfattelse, at selskabet ville blive reddet, såfremt han stillede beløbet til disposition ved kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Vestre Landsret ved kendelse af 5. oktober 1988 udtalte, at en af klageren for fogedretten i Thisted fremsat begæring om udsættelse af den af indklagede iværksatte inkassation på indbringelse af Ankenævnet burde være taget til følge, jf. retsplejelovens § 502, stk. 1, nr. 2. Sagen blev herefter hjemvist til fogedretten i overensstemmelse hermed.
Ankenævnet finder, at en kautionist i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af et kautionssikret lån stilles til låntagers disposition, således at pengeinstituttet forud må underrette kautionisten, såfremt dette ikke er tilfældet.
Provenuet af det kautionssikrede lån er anvendt til nedbringelse af indklagedes bestående engagement med klagerens datter og svigersøn, men indklagede har ikke godtgjort, at klageren var vidende herom.
Henset hertil findes klageren ikke at være bundet af den afgivne kaution.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klagerens kautionserklæring af 24. juni 1987, afgivet overfor indklagedes Skive afdeling, ikke kan gøres gældende imod ham. Klagegebyret tilbagebetales klageren.