Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i manglende opsigelse af realkreditlån

Sagsnummer: 359/2013
Dato: 09-05-2014
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive, Kjeld Gosvig Jensen
Klageemne: Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i manglende opsigelse af realkreditlån
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i Lån Spar Banks manglende opsigelse af hendes realkreditlån i sommeren 2013.

Sagens omstændigheder

Klageren, der var kunde i Lån Spar Bank, ejede to ejendomme, der var behæftet med to rentetilpasningslån med 1-årig rentetilpasning (F1) i Totalkredit på oprindelig henholdsvis 3.224.000 kr. og 1.948.000 kr.

Den 30. juni 2013 kl. 23.02 sendte klageren følgende besked til banken via netbank:

”...

Jeg har fået brev fra Totalkredit om at det er tid til rentetilpasning og at jeg i den forbindelse kan ændre lånets vilkår. Jeg ønsker at opsige de to lån og de skal således ikke refinansieres. Det drejer sig om ejendomsnr. [-202] og [-905].

...”

Ved e-mail til klageren af 1. juli 2013 kl. 13.39 anførte banken blandt andet:

”...

Lige for at være helt sikker.

Ønsker du at opsige dit lån uden at optage et nyt lån eller ønsker du at opsige dine lån [og] omlægge dem til andet lån?

...”

Ved e-mail samme aften, den 1. juli 2013 kl. 23.41, svarede klageren:

”...

Tak for din mail.

Jeg opsiger lånet fordi jeg skifter realkreditinstitut. Min kontaktperson i [pengeinstituttet P] er [navn på medarbejder hos P] og jeg kopierer hende på denne mail, så hun kan svare på evt. spørgsmål.

...”

Ved e-mail til klageren den følgende morgen, den 2. juli 2013 kl. 8.58, anførte banken:

”Tak for din mail.

Må Jeg spørge om årsagen til, at du skifter realkreditinstitut?

Realkredit Danmarks bidragssatser er mig bekendt højere end Totalkredit.

Har [du] allerede truffet beslutningen eller kunne du have interesse i at afholde et kundemøde?

...”

Den 15. august 2013 – eller cirka halvanden måned efter – svarede klageren, at hendes beslutning var endelig. På daværende tidspunkt var fristen, den 31. juli 2013, for opsigelse af lånene pr. den 30. september 2013 overskredet.

Der var herefter yderligere e-mailkorrespondance mellem parterne om sagen. Ved e-mail af 20. september 2013 til banken anførte klageren blandt andet, at hun som første prioritet uændret ønskede at opsige Totalkreditlånene og som anden prioritet at nedbringe det ene lån med 1 mio. kr. Der blev herefter opnået enighed om, at banken skulle betale halvdelen af overkursen ved delindfrielse af det største lån med 1,1 mio. kr.

Lånene blev refinansieret pr. den 1. oktober 2013. I forbindelse hermed blev lånet på oprindelig 3.224.000 kr. ekstraordinært nedbragt med 1,1 mio. kr. Ved delindfrielsen var der en omkostning på 18.360 kr. til dækning af overkurs. Banken godtgjorde klageren halvdelen af beløbet, eller 9.180 kr.

Parternes påstande

Den 18. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån Spar Bank skal dække meromkostningerne ved fuld indfrielse af lånene.

Lån Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun i god tid før refinansieringen udtrykkeligt opsagde lånene via netbanken og efterfølgende bekræftede opsigelsen. Banken undlod at ekspedere opsigelserne og påførte hende herved unødige meromkostninger til indfrielse. Bankens dækning af halvdelen af meromkostningen ved delindfrielsen var utilstrækkelig.

Lån Spar Bank har anført, at klageren ikke er blevet påført et tab som følge af bankens undladelse af at opsige Totalkreditlånene senest den 31. juli 2013 til indfrielse pr. den 30. september 2013.

Delindfrielse på 1,1 mio. kr. skete efter aftale med klageren. Der var enighed mellem klageren og banken om, at dele udgiften til overkursen ved delindfrielsen. Aftalen var rimelig, idet klageren ikke havde frie midler til at indfri begge Totalkreditlån i sin helhed.

Banken har kompenseret klageren i henhold til aftalen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er kunde i Lån Spar Bank, havde to rentetilpasningslån med 1-årig rentetilpasning (F1) i Totalkredit. Via netbanken gav klageren den 30. juni 2013 banken besked om at opsige lånene, der skulle refinansieres pr. den 1. oktober 2013. Opsigelsesfristen var den 31. juli 2013.

På forespørgsel fra banken den 1. juli 2013 bekræftede klageren opsigelsen ved e-mail samme dag. Klageren tilføjede, at hun skiftede realkreditinstitut, og oplyste navnet på en kontaktperson i et andet pengeinstitut.

Ankenævnet finder, at Lån Spar Bank herefter burde have iværksat opsigelse af begge lån, som i så fald kunne have været ekspederet inden opsigelsesfristen den 31. juli 2013. Banken er derfor erstatningsansvarlig for klagerens tab som følge af, at lånene ikke blev opsagt rettidigt.

Den omstændighed, at klageren ikke inden udløbet af opsigelsesfristen besvarede et spørgsmål fra banken om årsagen til hendes beslutning om at skifte realkreditinstitut samt hendes eventuelle interesse for et kundemøde, kan ikke medføre et andet resultat. Ankenævnet finder heller ikke, at klageren ved at acceptere bankens betaling af halvdelen af meromkostningerne ved delindfrielsen på 1,1 mio. kr. har afskåret sig fra at kræve kompensation for fuld indfrielse af begge lån. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der foreligger usikkerhed om grundlaget for og indholdet af den aftale, der blev indgået mellem klageren og banken. Det fremgår således ikke af aftalen, hvorfor denne alene vedrører indfrielse af det ene kreditforeningslån, ligesom klageren ikke udtrykkeligt har frafaldet yderligere krav mod banken.

Ankenævnet finder herefter, at Lån Spar Bank til klageren skal betale 9.180 kr., hvorved klageren opnår fuld dækning for meromkostningerne som følge af den manglende opsigelse i forbindelse med delindfrielsen på 1,1 mio. kr. Banken skal endvidere stille klageren som om begge lån var opsagt i overensstemmelse med klagerens mail af 30. juni og 1. juli 2013. Dette forudsætter dog, at klageren senest i forbindelse med næste refinansiering af lånene vælger at foretage fuld indfrielse.

Ankenævnets afgørelse

Lån Spar Bank skal inden 30 dage til klageren skal betale 9.180 kr. Banken skal endvidere stille klageren som om begge lån var opsagt i overensstemmelse med klagerens mail af 30. juni og 1. juli 2013, hvis klageren senest i forbindelse med næste refinansiering af lånene vælger at foretage fuld indfrielse.