Afgørelse

Låneomlægning. Rådgivning.

Klagerne havde i deres ejendom to kortrentelån til realkreditinstitut 1. Det indklagede realkreditinstitut (institut 2) udarbejdede den 14. februar 2003 en vejledende beregning til klagerne af dels et kortrentelån, dels et boliglån hos det med institut 2 koncernforbundne pengeinstitut. Bortset fra en angivelse af indfrielsesbeløbene indeholdt beregningen ingen oplysninger om de lån, der var forudsat indfriet. Af følgeskrivelsen til beregningen fremgik det, at institut 2 havde regnet med en indfrielseskurs på 102 på lånene til institut 1. Det koncernforbundne pengeinstitut afviste efterfølgende at yde det ønskede lån. Institut 2 fremsendte i marts 2003 et lånetilbud til klagerne på et kortrentelån. Det overskydende provenu var i lånetilbudet anslået til 55.625 kr., og det fremgik, at delydelser på de lån, der skulle indfries, ikke var medfinansieret i omlægningen og derfor skulle indbetales kontant ved lånets udbetaling. Låneomlægningen blev gennemført i april 2003. Lånene til institut 1 blev indfriet til vægtede gennemsnitskurser på henholdsvis 101,8 og 101,9. I indfrielsesbeløbet indgik delydelser med ca. 7.000 kr. Herefter kunne det overskydende provenu – efter dækning af delydelser – opgøres til 58.000 kr. Klagerne henvendte sig i oktober 2003 til institut 2, idet de var utilfredse med, at de ikke havde fået rådgivning om, at låneomlægningen isoleret set ikke havde kunnet svare sig som følge af den forøgelse af restgælden, som var opstået ved indfrielsen af de indestående lån til kurser over 100. Klagerne oplyste, at de aldrig ville have foretaget omlægningen, hvis de havde kendt disse konsekvenser, og at de derfor ønskede kompensation for deres tab. Institut 2 fastholdt, at klagerne havde modtaget rådgivning om låneomlægningsresultatet, men at det havde været instituttets klare opfattelse, at klagerne havde brug for tillægslånet. Institut 2 vedlagde i den forbindelse kopi af følgebrevet af 14. februar 2003. Klagerne oplyste i november 2003, at de aldrig havde modtaget det nævnte følgebrev.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 2 skulle kompensere dem for det tab, de havde haft i forbindelse med låneomlægningen. Institut 2 påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at klagernes motiv til omlægningen var at opnå et merprovenu, samt at institut 2 havde afsendt følgeskrivelsen af 14. februar 2003 til klagerne. Nævnet fandt, at der - uanset om klagerne ikke havde modtaget følgeskrivelsen - ikke var grundlag for at fastslå, at institut 2 havde pådraget sig et erstatningsansvar, og frifandt derfor realkreditinstitut 2.