Kassekredit, rådgivning. Investering.
| Sagsnummer: | 483/1989 |
| Dato: | 17-05-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Rådgivning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Kassekredit, rådgivning. Investering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I november 1985 udsendte indklagede via Foreningen af Danske Civiløkonomer et tilbud om oprettelse af en kasse- og investeringskredit på op til 250.000 kr. til foreningens seniormedlemmer. I tilbudet er bl.a. anført: "De kan frit disponere over 30% eller op til 75.000 kr. af kreditten, og resten - op til 175.000 kr. - placeres i børsnoterede værdipapirer i samråd med bankens investeringseksperter, idet de købte værdipapirer pantsættes til sikkerhed for kreditten.
Kasse- og investeringskreditten, som naturligvis også kan bruges som lønkonto, vil være afdragsfri i op til 5 år efter individuel aftale og forrentes af en af [indklagede] til FDC's seniormedlemmer særligt fastsat rente, der pt. udgør 14% franco, det vil sige uden provision og uden stiftelsesprovision."
Klageren reflekterede på dette tilbud, og ved kreditkontrakt af 24. marts 1986 ydede indklagede klageren en kassekredit på 250.000 kr.
I kontrakten anførtes bl.a.: "Kreditten er gældende indtil videre.
Uanset mulige afdragsbestemmelser kan kreditten af såvel debitor som banken når som helst opsiges til indfrielse uden varsel."
Endvidere fremgik det af kontrakten, at: "Renter og provisioner af kreditten beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser for kreditter af denne art, og debiteres kontoen hver kalenderkvartal. Hvis kredittens aktuelle maksimum derved overskrides, er debitor pligtig til straks at indbetale det overskydende beløb".
Til sikkerhed for sit engagement med indklagede håndpantsatte klageren sit værdipapirdepot hos indklagede og sine fondsaktiver i Værdipapircentralen. Samtidig indkøbtes værdipapirer til en kursværdi af 170.318,25 kr., hvilket beløb debiteredes kassekreditten, idet de pågældende værdipapirer indgik i det pantsatte depot.
Derudover hævede klageren 25.000 kr. på kassekreditten. Med henblik på afvikling af dette beløb over 5 år aftaltes det, at klageren månedlig skulle indbetale 700 kr. på kreditten.
Ved skrivelse af 26. marts 1986 til klageren meddelte indklagede, at kreditten på 250.000 kr. "... henstår uden afdrag til den 1.4.1991, hvor der træffes aftale om afvikling af kreditten."
I januar 1988 konstaterede indklagede, at sikkerhedsdepotets kursværdi kun androg 156.540 kr., og ved skrivelse af 19. januar og 15. marts 1988 anmodede indklagede klageren om at supplere sikkerheden. Ved skrivelse af 20. maj s.å. accepterede indklagede dog - efter at have modtaget klagerens selvangivelse for 1987 - depotets værdi (162.730 kr.) på dette tidspunkt som tilstrækkelig sikkerhed.
I november 1988 var kassekreditten i overtræk med 6.000 kr., hvilket overtræk klageren ikke ønskede at inddække. Overtrækket steg som følge af rentetilskrivningen ultimo december 1988 til 13.763,95 kr., og indklagede kontaktede februar 1989 klageren med henblik på at realisere de deponerede værdipapirer og afskrive provenuet på kreditten.
Efter yderligere brevveksling mellem klageren og indklagede opsagde indklagede den 11. april 1989 engagementet til omgående fuld indfrielse.
Den 25. og 26. april 1989 blev værdipapirbeholdningen, der var blevet omlagt i november 1988, realiseret af indklagede, og ved stævning af 26. maj 1989 har indklagede påstået klageren dømt til betaling af restgælden pr. 5. maj 1989, 70.458,93 kr.
Den 23. august 1989 er sagen af Københavns Byret henvist til Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at have været uberettiget til at opsige den den 24. marts 1986 indrammet kasse- og investeringskredit stor 250.000 kr. og følgelig uberettiget til at kræve saldoen på investerings- og kassekreditten (pr. den 15. maj 1989 opgjort til 70.458,93 kr.) indfriet før den første april 1991.
At indklagede tilpligtes pr. den 1. april 1991 at kreditere kasse- og investeringskredit nr. 869732 med et beløb svarende til den kursværdi som de pr. den 24. april 1989 i sikkerhedsdepot 7100/968183 deponerede værdipapirer ville have haft pr. den 1. april 1991, såfremt de ikke var blevet realiseret pr. den 25. april 1989, fratrukket 200.715,54 kr. (svarende til kursværdien pr. den 25. april 1989).
At indklagede senest den 15. juni 1990 til klageren betaler 13.223,17 kr. svarende til den aktieavance skat som klageren vil blive pålignet for 1989 i anledning af, at indklagede den 25. april 1989 har afhændet aktier før udløbet af den skattefri 3'års periode jf. aktieavancebeskatningslovens § 2.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det mellem klageren og indklagede blev aftalt, at klageren kunne hæve 175.000 kr. på kassekreditten, og at de resterende 75.000 kr. skulle anvendes til løbende rentetilskrivninger i den 5'års periode, engagementet skulle løbe. Indklagede accepterede, at en del af sikkerhedsmargen på 75.000 kr., ialt 25.000 kr., skulle udbetales til klageren. Denne udbetaling skulle afvikles med en månedlig ydelse på 700 kr. over 5 år. Indklagede har på intet tidspunkt over for klageren tilkendegivet, at der ville blive stillet krav om ekstra indbetaling alternativt deponering af yderligere sikkerheder, såfremt renteniveauet steg. I følge indklagedes tilkendegivelser skulle systemet hvile i sig selv.
Indklagede har været uberettiget til at opsige kreditten før den 1. april 1991, og det forhold, at det på kassekreditkontrakten er anført, at indklagede kan opsige engagementet til fuld indfrielse uden varsel, kan efter klagerens opfattelse ikke gøres gældende i denne situation, hvor engagementet netop er blevet markedsført således, at det var tanken bag investeringssystemet, at kassekreditten skulle henstå afdragsfri og derigennem naturligvis uopsigelig i en 5'års periode. Derudover har indklagede ved skrivelse af 26. marts 1986 udtrykkeligt meddelt klageren, at han blev ydet en kredit, der henstår uden afdrag til 1. april 1991. Forudsætningen for hele systemet har således både fra indklagedes og klagerens side været, at der ikke skulle kunne ske opsigelse, tvangsrealisation og dermed ekstraordinære afdrag i 5'års perioden. Det må således forudsættes, at indklagede har været villig til at acceptere den kursrisiko, der var forbundet med konstruktionen. Hverken markedsføringsmaterialet eller aftalegrundlaget omtaler, at det er en betingelse, at de deponerede værdipapirer løbende skal have en kursværdi på 175.000 kr.
Indklagede har herefter været uberettiget til at opsige engagementet og dermed uberettiget tvangsrealiseret de deponerede sikkerheder for tidligt uden klagerens accept. Indklagede har herved unddraget klageren muligheden for at indvinde den kursgevinst, der eventuelt kan konstateres i tiden 25. april 1989 til 1. april 1991. Som følge af, at indklagede uberettiget har tvangsrealiseret de deponerede værdipapirer, som klageren har ejet i mindre end 3 år, vil klageren for skatteåret 1989 blive pålignet en aktieavanceskat, da der på en del af papirerne er konstateret en kursgevinst.
Da fristen for frivillig indbetaling af restskat for 1989 er den 1. juli 1990, må beløbet betales senest den 15. juni 1990, således at klageren har to uger til at betale beløbet til skattevæsenet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede, i forbindelse med at klageren hævede 25.000 kr. på kreditten, overfor klageren oplyste, at en månedlig indbetaling på kreditten på 700 kr., svarende til den af klageren faktisk foretagne, ville kunne afvikle det hævede beløb over 5 år. Det er derimod ikke tilkendegivet, at en sådan betaling var tilstrækkelig til, at yderligere indbetaling til dækning af den løbende rentetilskrivning på kreditten var unødvendig.
Kreditten var overtrukket for rentetilskrivningen pr. 30. december 1988 og dermed også på opsigelsestidspunktet. Som følge heraf var indklagede berettiget til at opsige kreditten jf. kreditkontraktens bestemmelse om, at "... uanset mulige afdragsbestemmelser kan kreditten af såvel debitor som banken når som helst opsiges til indfrielse uden varsel. Renter og provisioner af kreditten beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser for kreditter af denne art, og debiteres kontoen hver kalenderkvartal. Hvis kredittens aktuelle maksimum derved overskrides, er debitor pligtig til straks at indbetale det overskydende beløb."
Indklagedes realisation af de stillede sikkerheder er sket under iagttagelse af håndpantsætningserklæringens trykte bestemmelser pkt. 3, hvorefter "... eventuel realisation af pantsatte effekter sker efter forudgående varsel til pantsætteren ved tvangsauktion eller på anden måde, som banken skønner mere hensigtsmæssig herunder realisation ved bankens egen foranstaltning". På baggrund heraf fastholder indklagede, at opsigelsen af klagerens kredit og realisation af de pantsatte værdipapirer er velbegrundet og formelt korrekt.
Ankenævnets bemærkninger:
Af den mellem klageren og indklagede indgåede kreditaftale fremgår, at indklagede er berettiget til at opsige kreditten til indfrielse uden varsel, og at debitor, såfremt kredittens aktuelle maksimum overskrides som følge af rentedebitering, er pligtig til straks at indbetale det overskydende beløb.
Det fremgår af markedsføringsmaterialet, at kreditten er afdragsfri, men der er ikke givet tilsagn om ret til overtræk, ligesom der ikke er givet tilsagn om at påløbne renter ikke skal betales.
Henset hertil, og idet indklagede, til trods for markedsføringen af investeringskreditten, hvorefter det må antages at have været hensigten, at kreditten løb i 5 år, ikke findes at have givet afkald på at gøre de i kreditaftalen anførte misligholdelsesbeføjelser gældende, findes indklagedes opsigelse af kreditten ikke at kunne kritiseres.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.