Indsigelse vedrørende låneoptagelse i schweizerfranc (CHF) i 2006 i forbindelse med køb af en ejendom i udlandet. Spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 88/2015 |
| Dato: | 04-03-2016 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Morten Bruun Pedersen, Flemming Pristed, George Wenning |
| Klageemne: |
Forældelse - rådgivning
Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Indsigelse vedrørende låneoptagelse i schweizerfranc (CHF) i 2006 i forbindelse med køb af en ejendom i udlandet. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagernes indsigelser om mangelfuld rådgivning vedrørende et valutalån i schweizerfranc (CHF), som klagerne optog i 2006 i forbindelse med køb af en ejendom i udlandet, samt spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H købte i oktober 2006 en ejendom i Spanien med henblik på at bosætte sig der og henvendte sig i den forbindelse til Jyske Bank. Klagerne var på daværende tidspunkt kunder i et andet pengeinstitut, men ønskede at skifte pengeinstitut.
Klagerne har oplyst, at de, efter et salg af deres tidligere bolig i Danmark pr. 1. juli 2006, fik udbetalt et provenu på ca. 7 mio. kr. samtidig med, at de ved flytningen til Spanien ville have en årlig pensionsindkomst på lidt over 1 mio. kr. Endvidere forventede de et provenu fra salget af deres sommerhus på ca. 3. mio. kr.
Klagerne har endvidere oplyst, at banken på et møde i oktober 2006 på grund af de høje arveafgifter i Spanien anbefalede dem at finansiere købesummen, der udgjorde 540.000 EUR svarende til 4.040.000 DKK, ved at optage et lån, selv om de kunne betale beløbet kontant. Banken oplyste, at en belåning af ejendommen ville medføre en betydelig besparelse i arveafgiften, hvis en af dem afgik ved døden.
Banken har bestridt, at den skulle have stillet klagerne en bestemt besparelse af spansk arveafgift i udsigt samt, at banken på den baggrund skulle have anbefalet størst mulig låneoptagelse.
Klagerne har oplyst, at banken anbefalede dem at optage et lån i CHF, uden at de blev orienteret om risikoen herved og uden, at de fik udleveret noget skriftligt informationsmateriale.
I et brev af 3. november 2006 til klagerne, hvor banken takkede for et behageligt møde, foreslog banken, at ejendommen i Spanien blev belånt fuldt ud efter separat vurdering fra et spansk vurderingsselskab. Bankens belåningsgrænse var max. 100 % af vurderingen. Banken foreslog endvidere, at lånet blev ydet som et såkaldt multi-currency lån og var afdragsfrit over 10 år.
Brevet indeholdt herudover nogle oplysninger om muligheden for at etablere en kapitalforsikring i forbindelse med udflytningen til Spanien. Det fremgik dog, at der skete ændringer i skattelovgivningen i Spanien ved årsskiftet.
Det fremgik yderligere af brevet, at priserne var angivet ud fra, at klagerne flyttede deres samlede engagement til Jyske Bank, herunder etablering af en kapitalforsikring.
I december 2006 optog klagerne et lån i CHF i banken svarende til modværdien af 4.040.000 DKK. Lånet var afdragsfrit i 10 år.
Klagerne har oplyst, at de ved flytningen til Spanien i 2007 valgte ikke at etablere en kapitalforsikring, idet skattereglerne i Spanien på daværende tidspunkt var blevet ændret.
Den 26. juli 2011 blev der i anledning af en stigende kurs på CHF afholdt et møde mellem klagerne og banken.
Klagerne har fremlagt en mail af 27. juli 2011 fra banken, hvori følgende er anført:
”Tak for et godt og konstruktivt møde i går.
Jeg bekræfter herved, at vi har placeret et stoploss på 660,00 i CHF mod DKK for hele hovedstolen (866.500 CHF) på dit lån. Dette stoploss overvåges 24 timer i døgnet og forsvinder først hvis vi rammer 660,00 eller du fjerner/ændrer det. …”
Klagerne har endvidere fremlagt en mail af 5. august 2011 fra banken, hvori følgende er anført:
”Som lovet får du her et kort resume af det vi var omkring på vores møde d. 26/7-11, hvor […navne] og jeg selv deltog.
CHF-lån
[…navn] var med som sparringspartner på CHF og udviklingen af denne. I aftalte på mødet at lave en terminsforretning, hvis CHF skulle ramme 660. Der er nu lavet en terminsforretning som aftalt, da kursen ramte 660. …”
Den 4. august og den 6. september 2011 blev der ligeledes holdt møder mellem klagerne og banken. Der fremgår af den af klagerne fremlagte korrespondance, at der er uenighed mellem parterne om, hvad der blev drøftet og aftalt på møderne den 26. juli 2011, 4. august 2011 og 6. september 2011.
Klagerne har oplyst, at de den 4. august 2011 besluttede sig for at indfri lånet og afbryde kundeforholdet med banken, da de mistede enhver tillid til banken efter dens adfærd på og efter mødet den 26. juli 2011.
Den 19. september 2011 indgav klagerne en klage til bankens juridiske afdeling over manglende/mangelfuld rådgivning fra banken i forbindelse med CHF-lånet og bad banken fremlægge udskrifter af alle båndede samtaler ført med banken om CHF-lånet fra den 1. juli 2010.
Klagerne henvendte sig efterfølgende til en advokat. Den 18. november 2011 indgav klagernes advokat en klage til bankens juridiske afdeling over klagernes ”formente” krav om erstatning i anledning af forløbet, hvor der var indtrådt et uforholdsmæssigt tab ved CHF-lånet og ved placering i aktier. Advokaten bad i den forbindelse banken fremsende en række dokumenter og oplysninger i sagen.
Dette afviste banken ved et brev af 6. december 2011 til advokaten under henvisning til, at der var tale om en lang række ubestemte oplysninger uden angivelse af formålet med at indhente oplysningerne, såkaldt ”fishing expeditions”.
Klagerne har fremlagt en mail af 8. marts 2012 fra M til hans revisor i Spanien, hvori han under henvisning til en telefonsamtale af 7. marts 2012 bad revisoren, som var autoriseret spansk skatterådgiver, redegøre for de arveafgifter, som ville forfalde i tilfælde af den ene af klagernes død eller begges død, herunder om der var sket væsentlige ændringer i arveafgiften fra de købte huset i 2006 til 2012.
Ved en mail af 19. marts 2012 til klagerne vedlagde revisoren en udregning af arveskat for 2007 (året efter de købte huset). Udregningen viste, at der i tilfælde af den ene af klagernes død ved 4 arvinger (en ægtefælle og 3 børn) skulle betales en afgift på 954 EUR pr. person.
Den 14. juni 2012 opsagde klagerne CHF-lånet til indfrielse den 29. juni 2012, og anførte, at de indfriede lånet under protest, idet de ikke kunne acceptere bankens opgørelse af restgælden for CHF-lånet og de dertil knyttede terminskontrakter. Klagerne anførte, at de mente, at banken havde et videregående erstatningsansvar. De oplyste, at de den 31. maj 2012 fra deres tidligere advokat havde modtaget bankens afvisning af udlevering af oplysning og dokumenter i sagen, og at de snarest ville vende tilbage, når deres nye advokat havde haft lejlighed til at sætte sig ind i sagen.
I efterfølgende mails af 13. december 2012, 20. januar 2014 og 20. januar 2015 til banken oplyste klagerne, at det fortsat var deres hensigt at prøve sagen ved domstolene.
Parternes påstande
Den 6. marts 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale erstatning således, at de stilles som om, at lånet ikke var optaget. Det samme gælder alle efterfølgende dispositioner afledt af låneoptagelsen.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de protesterer mod bankens anmodning om, at forældelsesspørgsmålet tages under særskilt behandling på det foreliggende grundlag. Banken bør, forinden en afgørelse i sagen træffes, komme med en redegørelse for sagens materielle indhold.
Banken har i sine svar til Ankenævnet fremsat synspunkter og påstande, der vedrører den materielle del af sagen. Dette illustrerer, at en gennemgang af alle aspekter i sagen er nødvendig for at træffe en korrekt og retfærdig afgørelse i sagen. Nævnet bør derfor tillade en samlet gennemgang af alle sagens reelle forhold, før en endelig afgørelse træffes.
Banken har gennem en afvisning af at diskutere alle forhold efter møderne i sommeren 2011, en afvisning af at indgå i de rejste kritikpunkter, en afvisning af at udsende dækkende referater af møderne, en afvisning af at forholde sig til deres referater og den klageansvarlige afdelings manglende besvarelse af den fremsatte kritik/klage forsøgt at afskære dem fra at få oplysninger og bevismaterialer, der kunne give dem mulighed for et sagsanlæg. Banken har herved overtrådt alle regler om god bankskik.
Det rejste krav er ikke forældet.
På trods af at de kunne have købt ejendommen kontant, anbefalede banken dem ved drøftelserne forinden afsendelsen af brevet af 3. november 2011 at optage et lån i ejendommen på grund af de høje arveafgifter i Spanien. De blev først bekendt med, at optagelsen at lånet ikke kunne begrundes i de høje spanske arveafgifter ved M’s telefonsamtale med sin spanske revisor den 7. marts 2012. Tidligst på dette tidspunkt blev de bekendt med, at lånet var optaget ud fra en urigtig forudsætning.
På møderne med banken i 2011 blev den manglende rådgivning om CHF-lånet og kursudviklingen alene drøftet. De havde på daværende tidspunkt ingen viden om, at CHF-lånet herudover var etableret ved vildledning fra bankens side.
Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af nogen optegnelser, notater med videre fra drøftelserne om etableringen af lånet. Alle de af banken fremførte påstande vedrørende denne periode kan derfor kun karakteriseres som spekulativt gætværk.
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2, at den treårige forældelsesfrist først skal regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen. Den treårige forældelsesfrist skal derfor tidligst regnes fra den 7. marts 2012. Da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 6. marts 2015, følger der af forældelseslovens § 21, stk.2, at klagen ikke er forældet.
De forbeholder sig at fremkomme med yderligere argumenter om sagens materielle indhold.
Jyske Bank har anført, at forældelsesspørgsmålet bør tages under særskilt behandling, idet det efter bankens opfattelse er oplagt, at sagen er forældet. Endvidere vedrører sagen et langt og komplekst forløb i årene 2006-2011 med mange involverede parter, hvilket ville kræve en meget omfattende redegørelse og bevisførelse, som både sagens parter og Ankenævnet ville skulle bruge meget tid på at forholde sig til.
Ethvert muligt krav i sagen er forældet.
Det af klagerne rejste krav støttes på et brev og et lånetilbud fra henholdsvis november og december 2006 og påståede oplysninger, der skulle være givet i rådgivning ydet i samme periode. Forældelsesfristen på tre år løber fra november/december 2006, da klagerne på dette tidspunkt kendte eller burde kende de relevante omstændigheder omkring lånet.
Der var i 2011 tilbundsgående drøftelser mellem klagerne og banken omkring alle relevante forhold om lånet, hvor klagerne og deres daværende advokat foretog en grundig vurdering af sagen. Senest på dette tidspunkt havde klagerne og/eller deres daværende advokat således viden om eller burde viden om samtlige relevante forhold i sagen, og forældelsesfristen bør i hvert fald regnes fra 2011.
Den af klagerne fremlagte mail af 19. marts 2012 fra M’s spanske revisor er uforståelig og irrelevant for sagen. Klagerne har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at en bestemt arveafgiftsbesparelse har været en afgørende forudsætning for deres valg af lånet. Mailen, der fremstår som en mail med nogle fiktive beregninger af spansk arveafgift uden relevans for sagen, bør ikke kunne ”holde live” i en i øvrigt forældet sag. Mailen må betragtes som et partsindlæg uden bevismæssig værdi.
Banken bestrider, at den skulle have slettet ”notater, optegnelser med videre”. Den har gemt de væsentlige aftaler vedrørende sagen, det vil sige låneaftalen, der indeholder alle væsentlige aftalte vilkår. Klagerne har ikke dokumenteret, at der skulle være/har været yderligere relevant materiale fra forløbet omkring låneetableringen.
Klagerne har fortabt ethvert muligt krav i sagen ved at udvise retsfortabende passivitet, idet de først i marts 2015 har fremsat et krav i sagen.
Hvis spørgsmålet om forældelse ikke tages under særskilt behandling, forbeholder banken sig at fremkomme med et supplerende indlæg vedrørende sagens materielle indhold.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder under hensyn til sagens omfang og karakter, at forældelsesspørgsmålet bør tages under særskilt behandling.
I oktober måned 2006 købte klagerne en fast ejendom i Spanien med henblik på at bosætte sig der.
På anbefaling af Jyske Bank optog klagerne i december 2006 et lån i CHF i banken svarende til modværdien af 4.040.000 DKK.
I sommeren 2011 blev der i anledning af en stigende kurs på CHF afholdt nogle møder mellem klagerne og banken om bankens rådgivning om CHF-lånet og bankens krav om yderligere sikkerhedsstillelse.
Ankenævnet lægger i overensstemmelse med det i bankens mails af henholdsvis den 27. juli 2011 og 5. august 2011 anførte til grund, at der på et møde den 26. juli 2011 blev indgået en stoploss-aftale for CHF-lånet, og at stoploss-aftalen trådte i kraft kort tid herefter, hvorved kursrisikoen på klagernes CHF-lån herefter blev afdækket.
Klagerne har anført, at på trods af, at de kunne have købt ejendommen kontant, anbefalede banken dem at belåne ejendommen fuldt ud på grund af høje arveafgifter i Spanien. De blev først den 7. marts 2012 bekendt med, at lånet var optaget ud fra en urigtig forudsætning, og at CHF-lånet var etableret ved vildledning fra banken.
Banken har bestridt, at den skulle have stillet klagerne en bestemt besparelse af spansk arveafgift i udsigt samt, at banken på den baggrund skulle have anbefalet klagerne størst mulig låneoptagelse.
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk.2. Uvidenhed om grundlag for erstatningskravet skal vedrøre faktiske forhold, hvorimod ukendskab til eksistensen eller den rette fortolkning af det retlige grundlag ikke medfører suspension af forældelsesfristen.
Ankenævnet finder, at klagernes ukendskab til spanske arveafgiftsregler ikke vedrører faktiske forhold, som kan danne grundlag for suspension af forældelsesfristen efter § 3.
Ankenævnet bemærker i øvrigt, at klagerne har bevisbyrden for, at det var en væsentlig forudsætning for deres optagelse af CHF-lånet, at banken stillede dem en bestemt spansk arveafgift i udsigt, og at dette var kendeligt for banken. Da en sådan forudsætning hverken er anført i brevet af 3. november 2011 fra banken eller i låneaftalen, har klagerne ikke løftet denne bevisbyrde.
I september 2011 rejste klagerne et erstatningskrav mod banken, der blev fulgt op af et brev af 18. november 2011 til banken fra deres daværende advokat. Ankenævnet finder, at klagerne i hvert fald på daværende tidspunkt, hvor kurstabet på klagernes lån ligeledes var blevet afdækket, var bekendt med de omstændigheder, som kunne begrunde deres eventuelle erstatningskrav. Et erstatningskrav for mangelfuld rådgivning vedrørende valutalånet var derfor forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 6. marts 2015.
Allerede som følge heraf får klagerne ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse ">">Klagerne får ikke medhold i klagen.