Spørgsmål om ansvar for manglende skattemæssigt fradrag for tab på terminsforretning.
| Sagsnummer: | 324/1997 |
| Dato: | 14-04-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
Terminsforretninger - skatteforhold |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for manglende skattemæssigt fradrag for tab på terminsforretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren, der er ansat som erhvervsrådgiver hos indklagede, optog i august 1992 et udlandslån på 240.000 CHF hos indklagede. Lånet blev optaget til delvis finansiering af klagerens udlejningsejendom, der indeholder et forretningslokale og tre beboelseslejemål, hvoraf klageren bebor det ene.
I februar 1993 indgik klageren en valutaterminsforretning i JPY mod CHF. Indgåelsen af terminsforretningen svarede til en omlægning af udlandslånet.
I juni 1993 blev terminsforretningen afviklet og udlandslånet indfriet. Af afregningen for terminsforretningen fremgår et kurstab på 180.346 kr. Klageren fratrak tabet i sin skattemæssige indkomst for 1993.
Ved skrivelse af 30. januar 1996 meddelte den kommunale skatteforvaltning klageren, at skatteansættelsen for 1993 ville blive forhøjet med 160.158 kr. svarende til tabet på terminskontrakten på 180.346 kr. med fradrag af en gevinst på 20.188 kr., som klageren havde indtægtsført i indkomståret 1992. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Gevinst og tab på terminsforretninger opgøres særskilt uden hensyntagen til det underliggende aktiv, i dette tilfælde udlandslånet. Terminsforretningen bliver således skatteretlig betragtet særskilt og ikke som en omlægning af selve lånet til en anden valuta ...
Skatteafdelingen anser ikke terminsforretningerne for at have tilknytning til Deres erhvervsmæssige virksomhed. Dette er begrundet med, at terminsforretningerne ikke har afdækket kursrisikoen i forbindelse med udlandslånet, men alene har forskudt kursrisikoen til anden valuta, der lige så vel som udlandslånet kan bevæge sig i forhold til danske kroner. Der er således tale om en ny risiko i den ændrede valuta, ikke om afdækning af kursrisiko.
Det kan endvidere oplyses, at De ikke anses for næringsdrivende med finansielle kontrakter."
Den 2. september 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning svarende til den merskat på 81.600 kr., som forhøjelsen af skatteansættelsen har medført. Klageren har taget forbehold for renter.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Indklagede har under sagen betalt klageren 3.009,60 kr. med tillæg af rente, svarende til et af klageren opgjort tab som følge af, at terminskontrakten og udlandslånet i juni 1993 blev opgjort hver for sig i stedet for samlet.
Klageren har anført, at han af omkostnings- og administrationshensyn valgte at omlægge udlandslånet ved at indgå en terminskontrakt. Han var ikke bekendt med, at den anvendte fremgangsmåde medførte, at han ikke kunne opnå skattemæssigt fradrag for kurstab, idet indklagede forsømte at oplyse herom i sit udbud af produkterne. Han er efterfølgende blevet opmærksom på, at problemet har været fremdraget i en skattesag, som indklagede var involveret i, og i hvilken der blev afsagt kendelse af Landsskatteretten i 1990 og dom af Østre Landsret i maj 1993 (TfS 1993 nr. 304). Indklagede har først i efteråret 1996 oplyst om de skattemæssige konsekvenser i en intern publikation, således at der ved fremtidig rådgivning tages hensyn hertil. Han er bekendt med indklagedes generelle skatteforbehold. Uanset dette har indklagede imidlertid en forpligtelse til at påse, at der ved udbud af produkter tages højde for og oplyses om de hermed forbundne skattemæssige konsekvenser.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører finansiering af klagerens udlejningsejendom og således ikke vedrører et privat kundeforhold.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren ikke har rådført sig med andre medarbejdere hos indklagede, men i tillid til egen viden har indgået aftale om udlandslånet og senere terminsforretningen. I aftalegrundlaget er der taget forbehold for de skattemæssige konsekvenser, bl.a. fordi den skattemæssige behandling afhænger af den enkelte kundes skattemæssige status. Med skatteforbeholdet opfordres kunden til at søge sig bekendt med de skattemæssige konsekvenser, inden der indgås aftale. Indklagede har ikke kendskab til andre kunder, der er kommet i samme situation som klageren, hvilket formentlig skyldes, at udlandslån normalt ikke tilbydes privatkunder. Indklagede har ikke været involveret i eller haft kendskab til den af klageren påberåbte skatteretlige afgørelse fra 1993, ved hvilken landsretten i øvrigt ikke tog stilling til det heromhandlede spørgsmål. Praksis er først blevet ændret ved nogle afgørelser fra Landsskatteretten i 1995 og 1996 (TfS 1996 nr. 121 og TfS 1996 nr. 181), og det var disse afgørelser, som medførte genoptagelse af klagerens selvangivelse for 1993. Det forhold, at indklagede nu i et internt blad har redegjort for den skattemæssige behandling hos private af et kurstab på en terminskontrakt, medfører ikke en forøgelse af indklagedes rådgivningsforpligtelse på området.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Klagen udspringer af, at skattemyndighederne har nægtet klageren fradragsret for tab på en valutaterminsforretning etableret i februar 1993 med henvisning til, at forretningen ikke kan anses at have tilknytning til klagerens erhvervsmæssige virksomhed, jf. kursgevinstlovens § 8 G, stk. 1, selv om den blev etableret som alternativ til en omlægning af klagerens eksisterende - og til virksomhedsformål anvendte - udlandslån. Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede på tidspunktet for etableringen af klagerens valutaterminsforretning burde have indset, at skattemyndighederne ville fortolke kursgevinstlovens § 8 G, stk. 1, på denne måde, og indklagede findes derfor ikke at have pådraget sig erstatningsansvar ved ikke på dette tidspunkt at have udsendt en generel advarsel vedrørende de mulige skattemæssige konsekvenser af det omhandlede - efter det oplyste almindeligt benyttede - alternativ til omlægning af udlandslån.
Klageren, der selv som ansat hos indklagede har beskæftiget sig med udlandslån og valutaterminsforretninger, har ikke modtaget individuel rådgivning fra andre ansatte hos indklagede i forbindelse med etableringen af terminsforretningen.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.