Krav om medvirken til forligsmæssig løsning vedrørende afvikling af gæld.
| Sagsnummer: | 250/2013 |
| Dato: | 15-09-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Inkasso - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om medvirken til forligsmæssig løsning vedrørende afvikling af gæld. |
| Indklagede: | Sparekassen Sjælland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om medvirken til forligsmæssig løsning vedrørende afvikling af gæld.
Sagens omstændigheder
I 2006 flyttede klageren K fra England til Danmark. I december 2007 blev K kunde i Sparekassen Sjælland, hvor hun fik en kassekredit, en budgetkonto og en MasterCard-konto.
Klageren M, der er K’s ægtefælle, kautionerede for engagementet. Sparekassen fik endvidere sikkerhed i et ejerpantebrev i klagernes sommerhus i Danmark. Sparekassen har oplyst, at sommerhuset dengang var vurderet til 22 mio. kr. Klagerne ejede endvidere en ubehæftet ejendom i Spanien, som de ønskede at sælge for 10 mio. kr.
Sparekassen har oplyst, at kassekreditten blev forhøjet flere gange i 2008 som følge af likviditetsproblemer, da salget af ejendommen i Spanien trak ud. Ultimo 2008 var kreditten trukket med ca. 1,9 mio. kr.
I 2009 mistede M sit job i England og flyttede til Danmark. Samme år blev parrets lejlighed i England solgt, og ca. 1 mio. kr. af salgsprovenuet blev anvendt til nedbringelse af kassekreditten. Ultimo 2009 var kreditten trukket med ca. 2,6 mio. kr. M var uden indtægt i syv måneder frem til foråret 2010, hvor han fik job.
I foråret 2010 blev parrets lejlighed i Danmark solgt. Ved brev af 20. maj 2010 bekræftede sparekassen, at der ville indgå ca. 1,5 mio. kr. til sparekassen, når salget var gennemført. Sparekassen bekræftede endvidere, at parrets sommerhus i Danmark ville blive sat til salg til 28 - 32 mio. kr. med et forventet provenu på 10 -13 mio. kr., og at ejendommen i Spanien fortsat var til salg for 1 mio. euro.
Den 8. juni 2010 oplyste K, at det forventede provenu efter salget af parrets lejlighed i Danmark var ca. 1,3 mio. kr. Samme dag bevilgede sparekassen ret til et midlertidigt overtræk på 1 mio. kr. til dækning af overtræk på K’s konti. Den 9. juni 2010 fik sparekassen transport i provenuet vedrørende salget af parrets lejlighed.
Den 25. juni 2010 meddelte sparekassen, at den ville medvirke til betaling af ydelserne på realkreditlånet i sommerhuset blandt andet på betingelse af, at sommerhuset blev sat til salg.
Købesummen vedrørende salget af parrets lejlighed blev deponeret den 30. juli 2010. Sparekassen har anført, at sparekassen sendte indfrielsesbeløbet til realkreditinstituttet den 17. august 2010, og at årsagen til forsinkelsen var, at sparekassen havde modtaget forkerte oplysninger til brug for overførslen. Klagerne har anført, at sparekassen havde de fornødne oplysninger til overførslen.
Den 2. december 2010 blev kassekreditten forhøjet med 1.150.000 kr. til 3.550.000 kr. Kreditten skulle nedskrives med 500.000 kr. hver måned, første gang den 31. december 2010 og afvikles efter syv måneder med mulighed for genforhandling hvert år. Renten var variabel, for tiden 8 % p.a. Ved overtræk var sparekassen berettiget til et variabelt tillæg til debitorrenten. Ifølge kreditkontrakten skulle K samtidig stille sikkerhed i to ejerpantebreve på i alt 3.550.000 kr. i sommerhuset i Danmark. M kautionerede for den forhøjede kassekredit og for K’s øvrige forpligtelser overfor sparekassen. Ultimo 2010 var kreditten trukket med ca. 3,7 mio. kr.
I foråret 2011 skiftede klagerne efter det oplyste pengeinstitut.
Den 20. december 2011 rykkede sparekassen for modtagelse af underskrevne pantsætningserklæringer. Sparekassen stillede endvidere krav om, at sommerhuset blev sat til salg til 18,9 mio. kr., og at ejendommen i Spanien blev solgt om nødvendigt ved yderligere prisnedsættelser. Sparekassen meddelte, at renten på kassekreditten ville blive sat ned til 5 % p.a. Samme dag underskrev K pantsætningserklæring vedrørende ejerpantebrevene på i alt 3.550.000 kr. Ultimo 2011 var kreditten trukket med ca. 3,4 mio. kr.
Ved brev af 20. april 2012 meddelte sparekassen, at kassekreditten var opsagt som misligholdt til indfrielse med 3.363.783,12 kr., da K trods sparekassens tidligere henvendelse herom ikke havde indbetalt overtrækket.
Den 21. juni 2012 blev klagernes engagement hos sparekassen sendt til inkasso hos sparekassens advokat.
Primo 2013 afværgede klagerne en tvangsauktion over sommerhuset.
Sparekassen har oplyst, at klagerne den 14. oktober 2013 frikøbte deres bil med indbetaling af 55.000 kr. til sparekassen.
Klagerne har oplyst, at ejendommen i Spanien er sat til salg for 875.000 euro.
Sparekassen har under klagesagen meddelt, at sparekassen er indstillet på at tilbyde klagerne et frivilligt forlig, hvorefter gælden til sparekassen, der forrentes med 5 % p.a., afvikles dels med en månedlig ydelse på 1.000 kr., dels ved betaling af M’s fulde årlige bonus, og således at størrelsen af den månedlige ydelse revurderes, når sommerhuset er solgt. Tilbuddet forudsætter, at salgsbestræbelserne fortsættes, at sommerhuset sælges til ethvert bud, der dækker gælden til realkreditinstitutter og til sparekassen, at der udarbejdes en handleplan for et omgående salg af ejendommen i Spanien for en pris på ca. 600.000 euro, og at sparekassen får pant eller udlæg i denne ejendom. Sparekassen vil som led i forliget slette registreringen af klagerne i RKI, hvis bonus indgået i februar 2014 og ydelserne for januar og februar 2014 indbetales som forudsat.
Parternes påstande
Den 30. juli 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal medvirke til en forligsmæssig løsning, hvorefter sparekassen får pant i ejendommen i Spanien for 3,5 mio. kr., hvorefter renter påløbet det sidste halvandet år slettes mod, at sparekassen modtager en indbetaling af 55.000 kr. svarende til værdien af deres bil, og hvorefter renten herefter nedsættes til 3,5 – 4 % p.a. Sparekassen skal endvidere straks foranledige dem slettet fra RKI. I februar 2014, hvor M modtager bonus, vil de som led i forliget betale et års rente på forskud til sparekassen. Hvis ejendommen ikke er solgt i februar 2015, kan der i stedet indgås en afdragsordning i størrelsesordenen 4-500.000 kr. ud fra M’s bonus.
Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at sparekassen gentagne gange rettede telefonisk henvendelse til dem for at få dem til at overflytte deres engagement fra deres oprindelige pengeinstitut i Danmark til sparekassen. Sparekassen oplyste, at de kunne få favorable vilkår på lån hos sparekassen og lån i deres sommerhus. Sparekassen lånte dem herefter et større beløb, ligesom et lån på 7 mio. kr. i sommerhuset blev flyttet fra deres oprindelige realkreditinstitut til det realkreditinstitut, som sparekassen samarbejder med. Långivningen var alene baseret på værdien af deres sommerhus.
I 2009 flyttede M til Danmark, men fik først job efter syv måneder. De kom derfor bagud med betalingerne. I april 2010 fandt de ud af, at sparekassen uden varsel var holdt op med at betale deres regninger. Sparekassen ønskede ikke at hjælpe dem i gang igen. Dette betød, at de kom længere bagud med ejendomsskatter, ejendomsværdiskatter, realkreditlån mv. De blev endvidere begge ramt af stress.
Sparekassen satte dem under administration og insisterede på, at de skulle sælge deres lejlighed i Danmark, selvom lejligheden var familiebolig for dem og deres tre børn. I august 2010 solgte de lejligheden med et tab på 1 mio. kr. på grund af krisen. Gælden til sparekassen blev herefter nedbragt med ca. 1,2 mio. kr. Sparekassen insisterede på, at hele salgssummen skulle overføres til sparekassen og lovede at sende indfrielsesbeløbet til realkreditinstituttet. Sparekassen havde alle de nødvendige oplysninger hertil. Alligevel forsinkede sparekassen overførslen i ca. en måned, hvorved de blev påført ekstra renteomkostninger. Siden salget har M boet i en lille lejlighed med deres to børn, mens K har boet i sommerhuset med deres hunde.
Sparekassen er skyld i, at de har måttet afholde store udgifter til advokat og retssager.
Sparekassen skal medvirke til en forligsmæssig løsning, hvorefter sparekassen får pant i ejendommen i Spanien for 3,5 mio. kr., hvorefter renter påløbet det sidste halvandet år slettes mod, at sparekassen modtager en indbetaling af 55.000 kr. svarende til værdien af deres bil, og hvorefter renten herefter sættes til 3,5 – 4 % p.a., svarende til det sædvanlige renteniveau på boliggæld. Sparekassen skal endvidere straks foranledige dem slettet fra RKI. I februar 2014, hvor M modtager bonus, vil de som led i forliget betale et års rente på forskud til sparekassen. Hvis ejendommen ikke er solgt i februar 2015, kan der i stedet indgås en afdragsordning i størrelsesordenen 4-500.000 kr. ud fra M’s bonus.
Sparekassen Sjælland har blandt andet anført, at sparekassen løbende har søgt dialog med klagerne, men at klagerne gang på gang har brudt de indgåede aftaler.
I perioden fra maj 2010 til december 2011 var der løbende dialog med klagerne om engagementet. Da sparekassens betingelser for det fremtidige samarbejde ikke blev imødekommet, opsagde sparekassen engagementet til fuld indfrielse. Det er sparekassens opfattelse, at klagerne reelt ikke ønskede at medvirke til en løsning, der indebar at sætte ejendommene til salg til en realistisk pris.
Sparekassen er indstillet på at tilbyde et frivilligt forlig, hvorefter gælden til sparekassen, der for tiden forrentes med 5 % p.a., afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. samt ved betaling af M’s fulde årlige bonus, således at størrelsen af den månedlige ydelse revurderes, når sommerhuset er solgt. Tilbuddet forudsætter, at salgsbestræbelserne fortsættes, at sommerhuset sælges til ethvert bud, der dækker gælden til realkreditinstitutter og til sparekassen, at der udarbejdes en handleplan for et omgående salg af ejendommen i Spanien for en pris på ca. 600.000 euro, og at sparekassen får pant eller udlæg i denne ejendom. Sparekassen vil slette registreringen af klagerne i RKI, forudsat at bonus indgået i februar 2014 og ydelserne for januar og februar 2014 indbetales som forudsat.
Købesummen efter salget af parrets lejlighed i Danmark blev deponeret den 30. juli 2010. Indfrielsesbeløbet blev sendt til realkreditinstituttet den 17. august 2010, da sparekassen havde modtaget en forkert kontrolkode til brug for overførslen til realkreditinstituttet.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne har stillet krav om, at Sparekassen Sjælland skal medvirke til en forligsmæssig løsning vedrørende afvikling af gælden til sparekassen. Ankenævnet kan ikke pålægge sparekassen at acceptere en bestemt afvikling eller akkordering af gælden.
Ankenævnet lægger til grund, at sparekassens opsigelse af kassekreditten den 20. april 2012 og overgivelsen til inkasso den 21. juni 2012 var berettiget. Ankenævnet bemærker herved, at det fremgår af sparekassens brev af 20. april 2012, at K ikke havde inddækket overtrækket trods sparekassens tidligere henvendelse herom.
Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klagerne i forbindelse medindfrielse af gæld til realkreditinstituttet ved klagernessalg af deres lejlighed i august 2010.
Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.
Det bemærkes, at Sparekassen under klagesagen har meddelt, at sparekassen er indstillet på at tilbyde klagerne et frivilligt forlig om afvikling af gælden på nærmere anførte vilkår, herunder blandt andet vedrørende salg af sommerhuset i Danmark og ejendommen i Spanien.
Klagen kan for så vidt angår registreringen i RKI indgives til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.