Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Konto, dispositionsret, forening.

Sagsnummer: 274/1992
Dato: 18-12-1992
Ankenævn: Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Indlån - forening
Ledetekst: Konto, dispositionsret, forening.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I 1986 erhvervede klageren en ejerlejlighed i et feriekompleks, der er opdelt i 10 ejerlejligheder. Klageren indtrådte i 1988 i ejerlejlighedsforeningens bestyrelse og blev kasserer for ejerforeningen.

Opkrævning af bidrag til fællesudgifter skete ved udsendelse af indbetalingskort, således at bidragene indbetaltes på en konto hos indklagedes Løkken afdeling (konto 1).

I 1990 erhvervede en af ejerlejlighedsindehaverne et yderligere antal ejerlejligheder, således at den pågældende (T) herefter ejede 4 ejerlejligheder med et samlet fordelingstal på 9/15, medens T's samleverske ejede én ejerlejlighed med et fordelingstal på 1/15.

På en generalforsamling afholdt den 19. maj 1990 fik klageren og en anden ejer bemyndigelse til at forhandle med T om T's betydelige restance med fællesudgifter til ejerforeningen. Det lykkedes dog ikke at finde en løsning. Den 29. juni 1990 oprettede T en konto i indklagedes Løkken afdeling for ejerforeningen med T som dispositionsberettiget til kontoen (konto 2).

På en ekstraordinær generalforsamling den 29. august 1990 opstod problemer vedrørende valg af bestyrelse, idet T udover sig selv og sin samleverske foreslog sin far valgt som bestyrelsesmedlem. T's far var ikke medlem af ejerforeningen. T blev valgt som formand, medens der ikke i øvrigt blev valgt nye bestyrelsmedlemmer. T indkaldte herefter til en ekstraordinær generalforsamling den 24. november 1990, hvor han selv, hans samleverske og nogle familiemedlemmer valgtes til bestyrelsen. Forinden havde T i juli 1990 udsendt opkrævninger på fællesudgifter med indbetaling til konto 2. Som følge af, at T og hans samleverske indbetalte fællesudgifter til konto 2, opstod der overtræk på konto 1, hvorfra alle fællesudgifter betaltes. Klageren oprettede herpå efter anbefaling af sin advokat en særskilt konto i Bikuben vedrørende indbetaling af fællesudgifter.

I april 1991 indgav T begæring om en umiddelbar fogedforretning ved fogedretten i Hjørring rettet mod klageren med påstand om udlevering af forskelligt materiale tilhørende ejerforeningen. Fogedretten nægtede ved kendelse af 8. maj 1991 at fremme forretningen, idet det lagdes til grund, at valget af nye bestyrelsesmedlemmer den 24. november 1990 var ugyldigt. Fogedrettens kendelse stadfæstedes af Vestre Landsret ved kendelse af 15. juli 1991 med den begrundelse, at en stillingtagen til T's krav ville kræve en bevisførelse, som ikke burde ske for fogedretten, jf. retsplejelovens § 501, stk. 4.

Ved udgangen af 1991 var saldoen på konto 1 hos indklagede 26.967,55 kr. (negativ). Den 28. januar 1992 overførte klageren fra konto 2 til konto 1 28.000 kr. Indklagede tilbageførte den 30. januar beløbet med henvisning til, at klageren ikke var dispositionsberettiget over konto 2.

Efter at have korresponderet med indklagedes direktion har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre indeståendet på konto 2 til konto 1.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det på konto 2 indestående beløb hidrører fra bidrag til fællesudgifter, som rettelig skulle have været indbetalt til konto 1. Indklagede har været bekendt med baggrunden for begge kontis oprettelse, og at beløbene på begge konti tilhører ejerforeningen. Indklagede har selv oplyst, at det er fællesudgifter, som er indbetalt på konto 2. Hertil kommer, at klageren med en medarbejder i afdelingen har aftalt, at der kunne ske overførsel fra konto 2 til konto 1.

Indklagede har anført, at konto 2 er oprettet af T alene med T som dispositionsberettiget. Klageren har således ikke på vegne ejerforeningen kunnet overføre beløb fra konto 2 til konto 1. Det bestrides, at der mellem klageren og en hos indklagede ansat skulle være indgået aftale om overførsel mellem de to konti. De manglende indbetalinger af fællesudgifter til ejerforeningen må være et spørgsmål mellem ejerforeningen og T, og det økonomiske mellemværende må således afgøres mellem disse, idet spørgsmålet er indklagede uvedkommende.

Ankenævnets bemærkninger:

Den omhandlede konto (konto 2) er oprettet af T med denne som dispositionsberettiget. Selv om det lægges til grund, at indeståendet tilhører ejerforeningen, er det ikke - ej heller efter Vestre Landsrets kendelse af 15. juli 1991 - godtgjort, at klageren er berettiget til at disponere over kontoen på foreningens vegne.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.