Placering af kapitalpension i pensionspulje efter det fyldte 58. år.
| Sagsnummer: | 259/2000 |
| Dato: | 22-11-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Puljepension - investeringshorisont
Kapitalpensionskonti - placering |
| Ledetekst: | Placering af kapitalpension i pensionspulje efter det fyldte 58. år. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører sammensætningen af klagerens puljebaserede kapitalpensionsordning hos indklagede, efter at klageren var fyldt 58 år.
Sagens omstændigheder.
I februar 1994 blev der til klagerens kapitalpensionsordning oprettet et tillæg vedrørende "Aftale om pensionsInvest - PuljeInvestering", hvorefter ordningen skulle indgå i indklagedes puljeordning med virkning fra 1. februar 1994. Af indklagedes "Regler for pensionsinvest - Puljeinvestering" fremgår:
"Puljevalg
Der træffes aftale om
enten
(a) Bankvalg): at banken vælger den procentvise fordeling mellem puljerne. Banken kan når som helst og uden varsel ændre denne puljefordeling.
eller
(b) (Selvvalg): at deltagerne selv vælger den procentvise fordeling mellem puljerne indtil den måned, hvori deltageren fylder 58 år, jfr. nedenfor. Ændring af den valgte puljefordeling før det fyldte 58. år sker alene på begæring af deltageren.
Fra den 1. i den måned, hvori deltageren fylder 58 år, investeres i puljer, hvis værdipapirer efter bankens skøn har lav kursrisiko.
De mulige puljer fremgår af "Retningslinier for administration af pensionspuljer under Pensionsinvest-Puljeinvestering".
Den enkelte puljekontos aktuelle puljefordeling oplyses ved henvendelse til banken."
Klageren, der er født i februar 1941, valgte bankvalg.
Indklagede har anført, at man flere gange har ændret i "Retningslinier for administration af pensionspuljer", bl.a. i 1997. Man har hver gang fremsendt en ny version af regler og retningslinier til klageren, hvoraf 58-års-reglen også fremgik.
I januar 1999 fremsendte indklagede til klageren "Aktuel information om pensionsinvest - Puljeinvestering", hvoraf puljefordelingen i bankvalg ultimo 1998 fremgik, herunder at puljekonti tilhørende deltagere over 58 år udelukkende bestod af korte danske obligationer. Det var endvidere anført, at andelen af puljer med obligationer blev øget, "når De nærmer Dem pensionstidspunktet, så afkastet bliver mere stabilt."
I årsopgørelsen pr. 31. december 1998 vedrørende puljeafkastet for 1998 fremsendt til klageren i januar 1999 er bl.a. anført:
"Ifølge Deres aftale med banken om Pensionsinvest - Puljeinvestering, vil Deres pensionsordning fra den 1. i den måned, De er fyldt 58 år, blive investeret i pulje, hvis værdipapirer efter bankens skøn har en lav kursrisiko. Ønsker De ikke at deltage i pulje med lav kursrisiko, eller har De en lang investeringshorisont, beder vi Dem kontakte banken for at høre om andre investeringsmuligheder."
Med virkning fra den 1. september 1999 blev "58 års reglen" ændret. Indklagede har fremlagt kopi af en skrivelse fremsendt i marts 1999 til puljepensionskunder. I skrivelsen orienteres om baggrunden for ændringerne, ligesom kopi af de ændrede regler medfulgte. I skrivelsen blev kunden opfordret til eventuelt at rette henvendelse, idet det samtidig blev anført, at såfremt indklagede ikke hørte fra kunden, "fortsætter Deres nuværende aftale om puljeinvest uændret".
Klageren rettede ikke henvendelse i denne forbindelse.
I foråret 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede i anledning af den ændring, der var sket i klagerens puljesammensætning som følge af, at klagerne i februar 1999 fyldte 58 år. Klageren gjorde gældende, at indklagede havde pådraget sig erstatningsansvar ved at ændre puljesammensætningen uden hendes samtykke. Ved skrivelse af 16. juni 2000 afviste indklagede at have pådraget sig et erstatningsansvar.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. juni 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning, således at hun stilles, som om puljesammensætningen for 1999 havde svaret til den oprindelige sammensætning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uden positivt tilsagn har ændret sammensætningen af puljen for hendes kapitalpension.
Af aftalen fremgår, at investeringen kan, men ikke skal, ændres, når kunden fylder 58 år.
Indklagede har tilsyneladende ændret reglerne for puljeordningen flere gange og orienteret herom skriftligt. Hun har imidlertid ikke modtaget noget brev, hvor hun skulle tage stilling til sammensætningen af puljen eller om forslag til ændring. Indklagede har heller ikke forsøgt at kontakte hende telefonisk. Først ved årsopgørelsen pr. 31. december 1998 blev hun orienteret om ændringen.
Indklagede har anført, at indklagede var berettiget og forpligtet til at investere klagerens pensionsmidler i mere sikre puljer i henhold til 58-års-reglen, jf. herved aftalen indgået med klageren i 1994.
Klageren modtog i denne forbindelse reglerne for PensionsInvest - og PuljeInvest, hvoraf 58-årsreglen fremgår.
Hertil kommer, at indklagede igennem forskelligt informationsmateriale har oplyst klageren om reglen.
I årsopgørelsen for 1998 blev klageren opfordret til at rette henvendelse til indklagede, såfremt hun ønskede en anden ordning end den, der fulgte af 58-års-reglen.
Klagerens adfærd har givet anledning til at tro, at klageren ønskede den hidtidige aftale opretholdt, idet klageren ikke reagerede på informationsbreve, hvoraf det fremgår, hvordan man agtede at sammensætte puljerne i henhold til 58-års-reglen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af indklagedes "Regler for Pensionsinvest-Puljeinvestering", som klageren modtog ved indgåelsen i februar 1994 af aftalen om Pensionsinvest-Puljeinvestering, fremgår, at der "fra den 1. i den måned, hvori deltageren fylder 58 år, investeres i puljer, hvis værdipapirer efter bankens skøn har en lav kursrisiko." Denne regel, som således var en del af den mellem klageren og indklagede indgåede aftale, er klageren siden flere gange blevet mindet om, herunder bl.a. i årsopgørelsen for kapitalpensionen pr. 31. december 1998, hvor det anføres, at klageren kunne rette henvendelse til indklagede, hvis hun ikke ønskede at deltage i puljer med lav kursrisiko. Efter den indgåede aftale, og da klageren ikke tilkendegav, at hun ønskede en anden ordning, har indklagede været forpligtet til og således ikke begået nogen fejl ved at ændre sammensætningen af klagerens puljepension, da klageren fyldte 58 år.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.