Pensionskonto.
| Sagsnummer: | 419 /1990 |
| Dato: | 08-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Pensionskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under et møde i indklagedes Rådhusplads-afdeling, København, den 13. oktober 1989 underskrev klageren en erklæring om ophævelse af sin kapitalpension. Erklæringen var udformet således:
"Udbetaling af kapitalpension nr. 4677-7
Jeg skal herved anmode [indklagede] om udbetaling af min ovenstående kapitalpension.
Provenu ca. 11.800,00 kr. bedes indsat på mit udlån nr. [...] - der herefter udgår."
Det i skrivelsen anførte kontonummer for kapitalpensionskontoen er anført med håndskrift, idet et oprindeligt anført nummer svarende til nummeret på klagerens udlånskonto er overstreget.
Ved afregning af 30. oktober 1989 meddelte indklagede, at man havde solgt 28 stk. aktier i [indklagede] til kurs 373. Provenuet efter fradrag af omkostninger udgjorde 10.240 kr., som ville blive indsat på klagerens kapitalpensionskonto.
Ved skrivelse af 7. november 1989 til klageren opgjorde indklagede klagerens kapitalpension. Kontoens indestående var 51.821,16 kr. Efter fradrag af realrenteafgift og 70% statsafgift fremkom 14.419,80 kr. Af dette beløb anvendtes 9.906,56 kr. til indfrielse af klagerens udlån som nævnt i skrivelsen af 13. oktober 1989, medens et restbeløb på 4.513,24 kr. blev indsat på klagerens konto.
Ved klageskema modtaget i Ankenævnet den 10. oktober 1990 indgav klageren klage over indklagede. Klageren anførte, at han stillede sig uforstående overfor, at det kapitalpensionskontoen tilhørende depot var realiseret, idet hans instrukser om opgørelse af kapitalpensionen alene vedrørte selve kapitalpensionskontoen. Klageren stillede endvidere spørgsmålstegn ved afregningskursen for de solgte aktier. Af klageskemaet fremgik, at klagerens påstand var, at indklagede skulle betale erstatning og godtgørelse for gener, som var påført klageren.
Sekretariatet forelagde klagen for indklagede, som i skrivelse af 19. november 1990 anførte, at man ved sædvanlig omtale af en kapitalpensionsordning som udgangspunkt ville forstå kontantkontoen som hovedordning og således, at der til denne kan knyttes et depot. Indklagedes afdeling havde således forstået klagerens anmodning om opgørelse af kapitalpensionen som omfattende hele ordningen, uanset det ville have være muligt at foretage en delophævelse af ordningen. Baggrunden for klagerens ophævelse af ordningen var hans ønske om at nedbringe sin gæld til indklagede, og det faktiske provenu ved ordningens opgørelse var ikke af en sådan størrelse, at dette gav anledning til at overveje, om instruktionen skulle forståes som kun omfattende kapitalpensionskontoen. Indklagede redegjorde endvidere for afregningskursen på de solgte aktier.
Efter at klageren var fremkommet med et yderligere indlæg af 17. december 1990, oplyste indklagede, at man ønskede afholdt et møde med klageren med henblik på en drøftelse af sagen. Dette møde fandt sted den 25. februar 1991. På baggrund heraf fremkom indklagede ved skrivelse af 15. april 1991 med et forslag til en forligsmæssig løsning af sagen omfattende også andre dele af klagerens engagement med indklagede. Indklagede tilbød bl.a. at retablere kapitalpensionsordningen for så vidt angik aktiedepotet og at yde klageren et lån på 9.600 kr. hertil, således at lånet skulle afvikles primo 1992 i forbindelse med klagerens skatteopgørelse.
Ved skrivelse af 18. juni 1991 rykkede indklagede klageren for svar i sagen.
Ved skrivelse af 25. juli 1991 til sekretariatet oplyste indklagede, at klageren havde oplyst, at hans endelige stillingtagen til forligstilbudet beroede på modtagelse af en redegørelse fra Told- og Skattestyrelsen.
Ved skrivelse af 5. december 1991 til sekretariatet oplyste klageren, at han igennem længere tid havde forsøgt at formå Told- og Skattestyrelsen til at fremkomme med en konkret udtalelse til brug for den foreliggende sag, men at styrelsen hidtil alene havde kommenteret sagen i generelle vendinger. Han ville nu konkretisere spørgsmålene til Told- og Skattestyrelsen.
Ved telefax af 14. januar 1992 til sekretariatet oplyste klageren, at der var dukket andre elementer op i sagen, som skulle undersøges.
I telefax af 6. april 1992 til sekretariatet oplyste klageren, at han nu havde modtaget et responsum fra Danica Forsikring vedrørende spørgsmålet om ophævelsen af hans pensionsordning hos indklagede.
På sekretariatets telefoniske forespørgsel oplyste klageren den 24. juli 1992, at sagen forventedes afsluttet ultimo juli måned, efter at klagerens advokat havde gennemgået sagen. Den 1. september 1992 meddelte klageren telefonisk sekretariatet, at der formentlig senest den 12. september 1992 ville komme yderligere et indlæg fra ham, idet sagen alligevel ikke ville blive sluttet.
Ved skrivelse af 9. september 1992 til sekretariatet oplyste indklagede, at man stadig ikke havde modtaget klagerens kommentarer til det fremsatte forligstilbud. Baggrunden for indklagedes henvendelse var, at indklagedes inkassoadvokat havde sat en inkassosag i bero på, at spørgsmålet om klagerens kapitalpension blev afklaret.
Ved sekretariatets skrivelse af 15. september 1992 til klageren opfordredes klageren til at fremkomme med sine bemærkninger senest 25. september 1992, idet sekretariatet i modsat fald ville lade sagen forelægge Ankenævnet på det nuværende grundlag.
Indklagede har principalt påstået sagen afvist, idet klageren har undladt at tage stilling til indklagedes forligsforslag som fremsat ved skrivelse af 15. april 1991. Subsidiært har indklagede påstået sagen afgjort i overensstemmelse med forligsforslaget.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes påstand om afvisning til følge.
Ankenævnet finder, at det i indklagedes skrivelse af 15. april 1991 indeholdte tilbud om retablering af det til kapitalpensionskontoen hørende depot på nærmere angivne vilkår vil udgøre en rimelig kompensation for eventuelle fejl, indklagede måtte have begået ved ophævelsen i 1989. Da gennemførelse af den tilbudte ordning imidlertid forudsætter klagerens medvirken, kan Ankenævnet ikke afgøre sagen i overensstemmelse hermed.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.