Indsigelse mod tilbageførsel af aktiekøb, der blev gennemført uden hensyn til et omvendt aktiesplit.
| Sagsnummer: | 317 /2015 |
| Dato: | 17-11-2016 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Inge Kramer, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod tilbageførsel af aktiekøb, der blev gennemført uden hensyn til et omvendt aktiesplit. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Danske Banks tilbageførsel af to aktiekøb, der blev gennemført uden hensyn til et omvendt aktiesplit.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Danske Bank, hvor han har et værdipapirdepot og er tilsluttet bankens netbank.
Af bankens Betingelser for handel med værdipapirer gældende fra den 17. april 2012 fremgår blandt andet:
”…
2.3 ANNULLERING AF INDGÅEDE HANDLER
Hvis en handel er genereret ved en fejl eller et uheld, kan handlen blive annulleret ifølge markedets regler eller anden regulering. Et eksempel på en sådan annullering er, at en handel er sket til en meget afvigende kurs set i forhold til den reelle markedspris. Dette gælder, uanset om der er handlet i markedet eller uden for.
…”
Den 7. juli 2015 købte klageren 100.000 stk. aktier i Torm A/S for 0,4799 kr. pr. stk. og 120.000 stk. Torm aktier for 0,4574 kr. pr. stk., i alt ca. 100.000 kr.
Den 4. august 2015 solgte klageren 350.000 stk. Torm aktier for 0,0695 kr. pr. stk., og den 10. august 2015 solgte klageren yderligere 450.000 stk. Torm aktier for 0,0746 kr. pr. stk., i alt ca. 59.000 kr.
Den 21. september 2015 solgte klageren 800.000 stk. Torm aktier for 0,0690 kr. pr. stk., svarende til ca. 55.000 kr.
Med virkning fra den 24. september 2015 gennemførte Torm A/S et såkaldt omvendt aktiesplit i forholdet 1.500:1. Klageren havde 200.000 stk. Torm aktier, der blev ombyttet til 133 stk. Et overskydende beløb på 40 kr., blev udbetalt kontant.
Den 24. september 2015 afgav klageren via netbanken to ordrer om køb af henholdsvis 810 stk. og 1.600 stk. Torm aktier.
Banken har anført, at ordrerne blev oprettet af klageren henholdsvis kl. 8.42.11 og kl. 8.57.55. Klageren har anført, at han oprettede ordrerne ved børsens åbning kl. 9.00, og at det det den pågældende morgen ikke var muligt at oprette ordrerne før.
Banken har anført, at begge ordrer blev gennemført kl. 9.00.05 til kurs 100, svarende til en kursværdi på i alt 241.000 kr. Klageren har anført, at ordrerne blev gennemført henholdsvis kl. 9 og kl. 9.03 til kurs 33,6, svarende til en kursværdi på i alt ca. 81.000 kr.
Banken har anført, at der ikke var dækning for klagerens køb til en kursværdi på 241.000 kr. Kursen på Torm aktier var på det tidspunkt, hvor klageren oprettede købsordrerne, ikke opdateret til kursen efter det omvendte aktiesplit. Bankens dækningskontrol blev derfor foretaget i forhold til den gamle (lave) kurs inden det omvendte aktiesplit. Bankens system fangede derfor ikke fejlen i klagerens købsordre.
Banken har fremlagt en graf, der viser, at kursen på Torm aktier den 24. september 2015 kl. 9.00.45 var 100, og at kursen i de efterfølgende timer var lavere end kurs 100.
På et ikke præcist oplyst tidspunkt forsøgte klageren at sælge beholdningen af i alt 2.543 stk. (810+1.600+133=2.543) Torm aktier til kurs 98.
Banken kontaktede klageren telefonisk med henblik på annullering af købene på henholdsvis 810 stk. og 1.600 stk. Torm aktier.
Banken har fremlagt udskrifter vedrørende to handler den 24. september 2015, hvorved aktiekøbene blev annulleret. Banken har oplyst, at tidpunktet for handlerne var kl. 10.12.
Parternes påstande
Den 25. september 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale erstatning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han havde ca. 81.000 kr. til rådighed til køb af aktier. Da købet af 810 stk. Torm aktier var gennemført, havde han stadig tilstrækkelige midler til købet af de 1.600 stk. Han havde således tilstrækkelige midler til at gennemføre købene. Ved et efterfølgende salg af Torm aktierne, hvor den aktuelle kurs var 98, kunne han opnå en kursgevinst svarende til ca. 150.000 kr.
Banken afskar ham uberettiget for denne gevinst.
Ved telefonopringningen truede og pressede banken ham til at erkende, at han skyldte 241.000 kr. for aktiekøbene, hvilket ikke kunne være korrekt. Aktierne var ikke som påstået af banken købt til kurs 100, hvilket han heller ikke havde tilstrækkelige midler til.
Banken bærer selv ansvaret for eventuelle fejl i systemet.
Banken bør oplyse, hvordan den rent teknisk har omgjort handlen, og om banken har slettet transaktioner eller lignende.
Banken forandrede købstransaktionerne til kurs 100 og forandrede hans depot. Alle handelstransaktioner forsvandt fra hans bankside.
Banken bør forklare, hvorfor ordrenumrene på de handelsoplysninger, som banken har fremlagt under sagen, afviger fra ordrenumrene vedrørende hans handler.
Handlerne blev annulleret uden hans samtykke, og banken afskar ham fra en betydelig gevinst. Han føler sig snydt og bestjålet.
Banken burde i hvert fald have givet ham mulighed for at vælge, at aktiekøbet på 810 stk. til kurs 100, svarende til 81.000 kr., ikke blev annulleret, idet han havde tilstrækkelige midler til at gennemføre dette køb.
Danske Bankhar anført, at klageren købte Torm aktier for et langt større beløb, end han havde til rådighed, idet han tilsyneladende ikke var bekendt med det omvendte aktiesplit.
Klageren blev kort tid efter handlernes gennemførelse orienteret om fejlen og annulleringen af de foretagne køb, da der ikke var dækning for købene på klagerens konto.
Der var tale om en åbenlys fejl i den angivne kurs.
Klageren har ikke lidt noget tab. Tværtimod blev klageren sparet for et tab, da kursen på Torm aktien efterfølgende faldt.
Klagerens krav beror tilsyneladende på en misforståelse af forholdene vedrørende det omvendte aktiesplit.
Ankenævnets bemærkninger
Danske Bank har oplyst, at lukkekursen på aktier i Torm A/S den 23. september 2015 var kurs 0,065. Med virkning fra den 24. september 2015 gennemførte Torm A/S et såkaldt omvendt aktiesplit i forholdet 1.500:1.
Efter det oplyste var børskursen på Torm aktier kurs 100 den 24. september 2015 om morgenen, hvor klagerens ordrer om køb af henholdsvis 810 stk. og 1.600 stk. Torm aktier blev gennemført. På ordretidspunktet var aktiekursen i bankens handelssystem ikke korrigeret på baggrund af det omvendte aktiesplit, hvorfor klageren kunne gennemføre handlerne, uanset at der ikke var dækning på hans konto ved den sidste handel. Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at aktiekøbene blev gennemført til kurs 100, der var børskursen.
Det findes ikke godtgjort, at klageren ifølge aftale eller på andet grundlag havde krav på, at handlerne blev afregnet til en lavere kurs end kurs 100, herunder hverken til den af klageren oplyste kurs på 33,6 eller til lukkekursen på 0,065 dagen forinden.
Det er efter de foreliggende oplysninger uklart, om banken var berettiget til at annullere aktiekøbene. Handlerne skete netop til markedsprisen, og dermed ikke til ”en meget afvigende kurs set i forhold til den reelle markedspris”, jf. pkt. 2.3 i Betingelser for værdipapirhandel. Det er endvidere uklart, i hvilket omfang klageren havde disponible midler til at dække afregningsbeløbene. Endelig er et eventuelt dækningsforbehold i aftalegrundlaget mellem parterne uoplyst.
Klageren har imidlertid ikke lidt noget tab som følge af bankens tilbageførsel af aktiekøbene. Tilbageførslerne skete således uden omkostninger for klageren. Endvidere faldt kursen på Torm aktier, og klageren kunne derfor genkøbe aktierne til en lavere kurs end købskursen på kurs 100.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.