Kort og kode opbevaret i aflåst bil.
| Sagsnummer: | 420/1991 |
| Dato: | 03-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Kort og kode opbevaret i aflåst bil. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 23. juli 1991 fik klageren udleveret et dankort og PIN- koden hertil i indklagedes Østre afdeling, København. Efter endt besøg i afdelingen placerede klageren dankortet i sin tegnebog og koden i handskerummet i sin bil sammen med de øvrige bankpapirer.
Ved et indbrud i klagerens bil lørdag den 27. juli 1991 mellem kl. 19.00 og 22.00 fik klageren frastjålet sin tegnebog indeholdende dankortet. Tegnebogen lå i handskerummet, hvor PIN-koden fortsat lå.
Klageren anmeldte korte spærret til PBS den 28. juli kl. 19.40.
Forinden kortets spærring, var det misbrugt ved 2 hævninger af 2.000 kr. i "kontanten", henholdsvis den 27. juli kl. 21.57 og den 28. juli kl. 00.03, samt ved hævning af 2.000 kr. den 28. juli kl. 08.17 i en intern pengeautomat ved Bikuben Vesterbrogade, København.
Af misbruget på 6.000 kr. har indklagede efterfølgende godtgjort klageren 1.000 kr..
Af indklagedes "Regler for VISA/Dankort" fremgår bl.a.:
"1. Kortets anvendelsesmuligheder (...)
1.2 I Danmark kan kortindehaver anvende kortet a) Som hævekort
1) - til udbetaling af kontanter i [indklagede]
2) - til udbetaling af kontanter ved kasser i andre pengeinstitutter, der har tilsluttet sig aftale herom
- til udbetaling fra pengeautomater mærket "KONTANTEN". For pkt. 2 gælder, at der kan udbetales p.t. 2.000 kr. pr. dag.
2. Vilkår knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet (...)
2.2 Hvis kortet mistes, eller andre får kendskab til den personlige kode, eller hvis kortindehaver får mistanke om, at kortet bliver misbrugt, skal kortindehaver snarest muligt underrette den [afdeling af indklagede], der har udleveret kortet.
Uden for bankens åbningstid skal der gives underretning til PBS på tlf. 44 29 29, der svarer døgnet rundt."
Klageren har bestridt at have modtaget disse regler. Indklagede har fremlagt en bestillingsformular vedrørende bestilling af VISA /Dankort med klagerens underskrift, hvoraf fremgår, at denne kvitterer for modtagelse af kode samt modtagelse af regler for VISA/Dankortet. Selve kvitteringen er udateret, men bestillingsformularen indeholder datoen 17. juni 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende yderligere 4.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun hverken i forbindelse med udleveringen af dankortet i juli eller tidligere har modtaget indklagedes regler for VISA/Dankort. Den nævnte kvittering underskrev hun i juni måned, men det viste sig ved denne lejlighed, at indklagede havde lavet et almindeligt hævekort og ikke et dankort. Hun bestilte derfor igen et dankort og fik som følge af fejlen heller ikke udleveret indklagedes regler for VISA/dankort. Hun har således ikke forud for tyveriet af tegnebogen været bekendt med det telefonnummer, hvortil telefonisk spærring af kortet kan ske uden for indklagedes åbningstid. I forbindelse med indkøb om formiddagen lørdag den 27. juli 1991 havde hun ved en forglemmelse efterladt sin tegnebog i bilens handskerum, og hun konstaterede derfor først søndag morgen, at tegnebogen med dankortet var blevet stjålet. Indklagedes regler må iøvrigt fortolkes således, at der inden for 24 timer maksimalt kan hæves 2.000 kr. ved hjælp af kortet. Klageren stiller sig endelig uforstående over for, at indklagede tilsyneladende ikke vil følge de af Finansrådet anbefalede regler om en selvrisiko på 1.200 kr. ved misbrug af Dankort.
Indklagede har anført, at efter den gældende formulering af betalingskortlovens § 21, stk. 1, er klageren ansvarlig for tab op til 5.000 kr., når kortet mistes ved grov uagtsomhed. Opbevaring af dankort i handskerummet i en bil må anses for grov uagtsomhed. Efter de foreslåede regler, som allerde nu efterleves af pengeinstitutterne i det omfang, de er til gunst for kunderne, hæfter kortindehaveren med op til 8.000 kr. for andres uberettigede brug af betalingskortet, hvis kortindehaver ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug. Indklagede finder, at det foreliggende tilfælde må karakteriseres som groft uforsvarlig adfærd, da PIN-koden blev efterladt i handskerummet sammen med dankortet. Klageren har endvidere udvist groft uforsvarlig adfærd ved ikke at sikre sig, at kortet ikke var stjålet straks efter, at indbruddet blev konstateret. Indklagedede finder derfor ikke grundlag for at nedsætte klagerens hæftelse til 1.200 kr. i medfør af de nye regler for området. For så vidt angår indklagedes regler for brug af kortet, er disse en vejledning i kortets anvendelsesmuligheder og begrænser ikke kortholderens ansvar efter de gældende erstatningsregler. Klageren kan derfor ikke have haft en berettiget forventning om, at der kun kunne hæves 2.000 kr. pr. dag- og endnu mindre forventning om, at der inden for en periode på 24 timer kun kunne hæves 2.000 kr. ved hjælp af kortet.
Ankenævnets bemærkninger:
Den 23. oktober 1991 er der fremsat forslag til lov om ændring af lov om betalingskort m.v. indeholdende bl.a. forslag til ændret affattelse af § 21 om hæftelse for tab som følge af andres uberettigede brug af et betalingskort. Indklagede er indforstået med, at disse regler anvendes på det foreliggende tilfælde i det omfang, de stiller klageren gunstigere end de hidtidige - fortsat gældende - regler i § 21.
Efter de nye reglers § 21, stk. 1, hæfter kortindehaveren for op til 1.200 kr. af tabet, når den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt. Efter stk. 3, nr. 2, hæfter kortindehaveren dog for op til 8.000 kr., såfremt det godtgøres, at indehaveren "ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug". Ankenævnet finder ikke, at betingelserne efter den sidstnævnte bestemmelse er opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvor klageren har opbevaret kort og kode sammen i handskerummet i sin aflåste bil.
Selv om klageren måtte have fået udleveret indklagedes regler for VISA/dankort, finder Ankenævnet heller ikke, at der kan pålægges klageren ansvar med henvisning til kortindehaverens underretningspligt, jfr. § 21, stk. 1, nr. 2, og de nye reglers § 21, stk. 3, nr. 3, allerede fordi det efter det oplyste må lægges til grund, at klageren først den 28. juli 1991 om morgenen blev klar over, at tegnebogen indeholdende dankortet var blevet stjålet ved indbruddet i bilen aftenen før.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede under alle omstændigheder bør godtgøre klageren yderligere 3.800 kr. af tabet.
Ankenævnet finder, at afgørelsen af, om klageren efter de gældende regler har krav på godtgørelse af det fulde tab, dvs. de resterende 1.200 kr., må bero på, om grov uagtsomhed ved omgang med PIN-koden kan anses for omfattet af de gældende reglers § 21, stk. 1, nr. 1. Da der verserer retssager om dette spørgsmål, finder Ankenævnet det mest hensigtsmæssigt at udsætte sin stillingtagen hertil, således at nærværende klagesag på Ankenævnets foranledning vil blive genoptaget, såfremt spørgsmålet besvares benægtende af domstolene.
Som følge heraf