Afgørelse

Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.

Klageren ejede en ejendom, hvori indestod to lån til det indklagede realkreditinstitut. I 1993 blev der forgæves foretaget forskellige bestræbelser på at få lejligheden solgt i fri handel. Instituttet overtog i april 1994 ejerlejligheden på tvangsauktion for et bud på 100.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til 166.206 kr. Instituttet videresolgte pr. 1. oktober 1994 ejerlejligheden for en nominel pris på 215.000 kr. og gjorde efterfølgende en personlig fordring gældende over for klageren. Klageren henvendte sig i oktober 2000 til instituttet, idet hun havde modtaget en række breve, hvori instituttet gjorde en personlig fordring på 92.414 kr. gældende, hvilket klageren satte spørgsmålstegn ved, da hun aldrig havde modtaget en endelig opgørelse over mellemværendet. Klageren anførte yderligere, at auktionsbudet ikke afspejlede ejendommens værdi, og at hun derfor skulle godskrives instituttets fortjeneste ved videresalget, jf. retsplejelovens § 578. Klageren anmodede endelig instituttet om at dokumentere, af hvilke elementer budsummen ved auktionen var sammensat, og om at udarbejde en opgørelse, der kun inddrog relevante poster. Instituttet fremsendte efterfølgende en redegørelse over beregningen af den personlige fordring, hvoraf det fremgik, at instituttets faktiske tab var større end det tab, som instituttet gjorde gældende.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende, subsidiært at fordringen skulle nedsættes. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet havde tilsidesat nogen rådgivningsforpligtelser over for klageren, der kunne begrunde, at instituttets krav skulle bortfalde eller nedsættes, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte instituttets opgørelse af det endelige tab, der væsentligt oversteg det krav, som instituttet gjorde gældende mod klageren. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i, at der skulle ske en nedsættelse af den personlige fordring, jf. retsplejelovens § 578. Instituttet var derfor berettiget til at kræve tabet som følge af den manglende fyldestgørelse på auktionen erstattet hos klageren, medmindre nogen del af kravet kunne anses for forældet. Som følge af de afgørelser, der var truffet ved domstolene vedrørende hel eller delvis forældelse af institutternes personlige fordringer, fandt Nævnet, at det ikke efter domspraksis kunne antages, at nogen del af instituttets krav var forældet, og frifandt derfor instituttet, som kunne kræve fordringen forrentet fra 5 år tilbage fra sagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.