Manglende regulering af ydelse, god tro.
| Sagsnummer: | 511/1992 |
| Dato: | 26-04-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Manglende regulering af ydelse, god tro. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indklagedes Nørrebro afdeling ydede i 1986 klageren et boliglån på 300.000 kr., som skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 9.540 kr., første gang den 30. september 1986. Af gældsbrevet fremgik, at renten p.t. var 11,25% p.a., og at lånet skulle tilbagebetales over 20 år. Endvidere var anført:
"Den aftalte ydelse vil være fast indtil den 30.06.91, uanset om renten reguleres op eller ned. Ydelsen vil pr. 30.06.91 blive justeret, således at gælden kan afvikles over den aftalte restløbetid."
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt en beregning, hvorefter lånet med en uændret ydelse på 9.540 kr. og uændret rente ville være tilbagebetalt den 31. december 2005.
Ved skrivelse af 9. december 1988 rettede indklagede henvendelse til klageren og anførte, at ydelsen på klagerens lån svarede til den løbende rentetilskrivning; som følge af at ydelsen var fast indtil den 30. juni 1991, ville dette bevirke, at der efter denne dato ville være 15 år til at afvikle et beløb svarende til den oprindelige restgæld, hvilket kunne føre til en relativ hård afviklingsbyrde. Med virkning fra den 31. marts 1989 blev det herefter aftalt, at lånets kvartalsvise ydelse ændredes til 10.400 kr., ligesom renten samtidig nedsattes til 12%. Gældsbrevet blev den 3. marts 1989 påført en påtegning herom; endvidere anførtes:
"Ydelsen vil herefter blive justeret, således at gælden kan afvikles over den aftalte restløbetid."
Indklagede har fremlagt en beregning, hvorefter lånet med en kvartalsvis ydelse på 10.400 kr. og uændret rente på 12% ville være tilbagebetalt den 30. marts 2006.
Indklagede har oplyst, at som følge af en indkodningsfejl blev ydelsen ikke ved senere renteændringer reguleret som aftalt, hvorfor ydelsen i hele perioden efter den 31. marts 1989 har været 10.400 kr. pr. kvartal.
I juni 1992 rettede afdelingen henvendelse til klageren vedrørende lånets afvikling. I denne forbindelse blev det beregnet, at ydelsen skulle forhøjes til 12.050 kr. pr. kvartal for at sikre en restløbetid på 14 år.
Af den nævnte beregning vedrørende afviklingsforløbet ved en ydelse på 10.400 kr. fra marts 1989 og en uændret rente på 12% p.a. fremgår, at restgælden pr. 31. marts 1992 under disse forudsætninger ville have været 278.678,09 kr. Den faktiske restgæld pr. denne dato var 294.092,57 kr.
Af årlige kontooversigter fremsendt til klageren er om lånets restgæld m.v. fremgået:
31. december | Restgæld | Betalte ydelser | Renter |
------------------------------------------------------------------------------------------ | |||
1986 | 307.535,92 | - | 17.075,92 |
1987 | 308.163,15 | 29.021,58 | 38.787,23 |
1988 | 310.007,01 | 38.160,00 | 40.003,86 |
1989 | 307.419,97 | 40.740,00 | 38.152,96 |
1990 | 306.669,72 | 41.600,00 | 40.849,75 |
1991 | 304.592,31 | 41.600,00 | 39.522,59 |
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foretage en reduktion af lånets restgæld.
Indklagede har oplyst, at ved ydelsens ændring i 1989 blev lånet forrentet med 12,25% p.a. Rentesatsen blev ved en fejl ikke som aftalt nedsat med 0,25%, hvorfor indklagede under sagens forberedelse har godtgjort klageren 3.023,06 kr. svarende til det for meget beregnede rentebeløb. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i 1989 frivilligt medvirkede til at hæve lånets ydelse til 10.400 kr. Han havde tillid til, at indklagede herefter som aftalt løbende ville justere lånets ydelse i forbindelse med renteændringer.
Indklagede har anført, at såfremt lånets ydelse ikke i 1989 var blevet ændret, ville restgælden pr. 30. juni 1991 have været højere, end den rent faktisk var. Lånets kvartalsvise ydelse skulle derfor også fra dette tidspunkt have været højere end den nu beregnede ydelse på 12.050 kr. Klageren kunne af årsopgørelser modtaget efter lånets ændring i 1989 konstatere, at den manglende regulering ville indebære en forlængelse af lånets løbetid, og burde derfor have reageret. Klageren har endvidere opnået en likviditetsmæssig fordel og ikke dokumenteret noget tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler:
Efter indholdet af den påtegning, der blev påført gældsbrevet i marts 1989, var indklagede forpligtet til at regulere lånets ydelse i takt med renteændringer, således at den aftalte løbetid kunne fastholdes. Det var derfor - som også erkendt af indklagede - en fejl, at dette ikke skete i tiden frem til juni 1992. Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren burde have indset, at der forelå en fejl. Vi finder herefter, at klageren har krav på at blive stillet, som om gælden havde været korrekt afviklet i tiden frem til den 31. marts 1992, og at lånets restgæld pr. denne dato derfor bør nedsættes til 278.678,09 kr.
Vi bemærker, at der herved er taget hensyn til aftalen om at nedsætte renten med 0,25% for så vidt angår tiden frem til den 31. marts 1992, og at der derfor samtidig skal ske en korrektion af den rentegodtgørelse, indklagede under sagens forberedelse har ydet klageren.
To medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler:
Da klageren ikke kan anses at have lidt noget tab som følge af den begåede fejl, finder vi ikke, at han kan gøre krav på nedsættelse af restgælden. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger nedsætte restgælden på klagerens lån pr. 31. marts 1992 til 278.678,09 kr. og bør omberegne lånets aktuelle restgæld og ydelse i overensstemmelse hermed. Med hensyn til den af indklagede ydede rentegodtgørelse henvises til det foran anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.