Hæftelse. Spørgsmål om, hvorvidt pengeinstitutet var forpligtet til at afskrive provenu af virksomhedssalg på den kautionssikrede del af en kassekredit. Kaution for gammel gæld.
| Sagsnummer: | 225/1996 |
| Dato: | 12-12-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Hæftelse. Spørgsmål om, hvorvidt pengeinstitutet var forpligtet til at afskrive provenu af virksomhedssalg på den kautionssikrede del af en kassekredit. Kaution for gammel gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kreditkontrakt af 17. maj 1983 ydede indklagedes Aabenraa afdeling klagerens samlever en kassekredit på 10.000 kr. Samleveren drev en selvstændig virksomhed som tandlæge.
Kreditten blev efterfølgende forlænget og forhøjet. I forbindelse med en forhøjelse af kreditten fra 15.000 kr. til 50.000 kr. den 11. september 1986 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for kreditmaksimum "hvorefter min forpligtelse andrager kr. 50.000". Klageren tiltrådte efterfølgende en forhøjelse af kreditten til 75.000 kr., og ved allonge underskrevet den 6. juni 1989 tiltrådte klageren en forhøjelse til 100.000 kr. Af allongen fremgår bl.a.:
"Min kaution iflg. foranstående kontrakt forhøjes herved med kr. 25.000,- til kr. 100.000,- plus renter m.v. således at jeg underskrevne [klageren] herefter indestår banken som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af enhver forpligtelse inden for ovennævnte maximum, som debitor nu har eller senere måtte få overfor banken."
Ved underskrift på gældsbrev af 27. december 1990 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et lån på 148.000 kr., som indklagede samme dag ydede samleveren. Låneprovenuet blev anvendt til nedbringelse af kassekreditten, hvis saldo herefter udgjorde 60.825 kr.
Den 12. juni 1992 underskrev klageren et kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse, som samleveren "nu har og senere måtte få overfor [indklagede], i henhold til: kr. 190.000,- bevilget overtræk på kassekredit nr. [...] med max. p.t. på kr. 100.000,00, således at det samlede trækmulighed udgør kr. 290.000,-." Kassekredittens saldo var på kautionstidspunktet 282.819,95 kr. (negativ).
Ved skrivelse af 30. marts 1993 fremsendte samleverens advokat til indklagede en aftale om overdragelse af samleverens virksomhed til orientering og godkendelse.
Ved skrivelse af 14. maj 1993 fremsendte advokaten provenuet af handelen på 191.525 kr. til indklagede. Af en opgørelse, der var vedlagt skrivelsen fremgår, at beløbet blev fremsendt til indklagede "for anvendelse til fordel for [samleveren]". Provenuet på 191.525 kr. blev krediteret kassekreditten, hvis saldo herefter udgjorde 307.571,50 kr. (negativ).
På baggrund af et møde med samleveren og klageren fremsatte advokaten ved skrivelse af 30. juni 1993 et forslag til afvikling af restengagementet med indklagede. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Først bemærkes at jeg forstår situationen således, at [klageren] har kautioneret for kassekreditten med trækningsmulighed på kr. 290.000 og hvor han så kautionerer for 190.000.
Der henvises til at kassekreditten er nedbragt med beløbet fremsendt ved min skrivelse af 14. maj 93 på kr. 191.525, foruden der har været pengeindgang via salg af bilen efter det oplyste på kr. 35.000. Dette beløb går jeg dog ud fra er anvendt til nedbringelse af billånet."
For så vidt angår klageren meddelte advokaten, at klageren var indforstået med, at en kapitalpension hos indklagede på ca. 66.000 kr. blev frigivet til nedbringelse af kassekreditten under forudsætning af, at et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagerens ejendom, som var håndpantsat til indklagede, blev frigivet, og at klageren blev frigjort for sin kautionsforpligtelse, "idet der med hensyn hertil henvises til, at der er indgået et beløb på kassekreditten, der overstiger bevilget overtræk, for hvilket der er kautioneret". For så vidt angår samleveren forudsatte advokaten bankens accept af en afdragsordning på 1.700 kr. pr. måned.
Ved skrivelse af 2. august 1993 til advokaten meddelte indklagede, at kapitalpensionen tilhørte samleveren, og at man ikke ville frigive klageren som kautionist og deponent. Klagerens hæftelse blev opgjort til 290.000 kr. vedrørende kassekreditten og 115.771,04 kr. vedrørende lånet, i alt 405.771,04 kr.
Ved skrivelse af 28. september 1993 rykkede indklagede samleveren for en afviklingsaftale vedrørende engagementet. Klageren blev orienteret herom ved skrivelse af s.d.
Samleveren drøftede skrivelsen af 28. september 1993 med sin advokat, som ved skrivelse af 13. oktober 1993 til indklagede bl.a. meddelte følgende:
"Da det imidlertid fremgår af såvel Deres skrivelse af 2. aug. 93 som seneste skrivelse af 28. sept. 93, at min klients herunder [klagerens] forestilling omkring afvikling af mellemværendet ikke svarer til Deres er jeg anmodet om at undersøge mulighederne for at opnå gældssanering via skifteretten."
I april 1994 blev engagementet overgivet til inkasso hos indklagedes advokat.
Med henvisning til tidligere korrespondance fastholdt klagerens og samleverens advokat ved skrivelse af 8. november 1994 til indklagedes advokat, at klageren ikke længere var indklagede noget beløb skyldig. Med henvisning til at samleveren aldrig ville blive i stand til at betale restbeløbet, foreslog advokaten et forlig, hvorefter klageren og samleveren til fuld og endelig afgørelse skulle indbetale et beløb svarende til pantesikkerheden i henhold til ejerpantebrevet.
Ved rekvisition af 11. marts 1995 indledtes en fogedsag mod klageren vedrørende lånet på oprindelig 148.000 kr. med en restgæld pr. 30. juni 1993 på 115.771,04 kr. Den 27. marts 1996 blev der ved retten i Aabenraa udtaget stævning mod samleveren og klageren vedrørende kassekreditten. Kravet mod samleveren var opgjort til 354.157,81 kr. med renter fra den 1. juli 1993 og kravet mod klageren til 290.000 kr. med renter fra samme dato. I retsmøde den 2. maj 1996 blev sagen for så vidt angår klageren i medfør af retsplejelovens § 361 henvist til behandling ved Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de af ham afgivne kautionserklæringer ikke kan gøres gældende mod ham.
Indklagede har taget bekræftende til genmæle for så vidt angår kautionen af 27. december 1990 for lånet på oprindelig 148.000 kr. og har accepteret, at kautionsforpligtelsen af 12. juni 1992 for det bevilgede overtræk på 190.000 kr. nedsættes til 7.180,05 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at i forbindelse med salget af virksomheden pointerede både han og samleveren over for samleverens daværende advokat, at provenuet skulle betales til indklagede, således at hans kautionsforpligtelse bortfaldt. Indklagede havde ingen sikkerhed i samleverens virksomhed, og det fulde provenu kunne derfor afskrives på kautionsforpligtelsen. Indklagede burde endvidere have indset, at provenuet blev fremsendt til indfrielse af kautionsforpligtelsen. Indklagede var årsag til, at salget af virksomheden ikke gav det forventede provenu, idet samleveren blev presset til at afhænde virksomheden til en pris, der var væsentlig lavere end den reelle værdi.
Indklagede har anført, at klageren ved underskrivelsen af kautionsdokumenterne var bekendt med, at der var tale om kaution for gammel gæld. Da man imidlertid ikke kan dokumentere dette, frafaldes kautionen for lånet og for forhøjelsen på 190.000 kr., dog bortset fra 7.180,05 kr., idet samleveren blev tilført likviditet for dette beløb i forbindelse med denne forhøjelse. Indklagede var berettiget til at afskrive provenuet af virksomhedssalget på den usikrede gæld, idet det ved fremsendelsen af provenuet ikke fremgik, at dette forudsattes anvendt til nedbringelse af en bestemt del af mellemværendet. Det er indklagede uvedkommende, hvad der var aftalt mellem samleveren og dennes advokat. Samleveren blev rådet til at sælge sin virksomhed, idet indtjeningen ikke dækkede hendes udgifter, men indklagede har på intet tidspunkt presset samleveren til at sælge.
Ankenævnets bemærkninger:
På baggrund af klagerens anbringende om, at såvel kautionsforpligtelsen af 27. december 1990 for lånet på oprindelig 148.000 kr. som kautionsforpligtelsen af 12. juni 1992 for det bevilgede overtræk på kassekreditten på 190.000 kr. reelt angik allerede eksisterende gæld, uden at han blev orienteret herom, har indklagede under klagesagen frafaldet sit krav mod klageren i henhold til disse kautionsforpligtelser, dog således, at den sidstnævnte kautionsforpligtelse fortsat gøres gældende for et beløb på 7.180,05 kr., med hvilket klagerens samlevers trækningsmuligheder blev forøget. Ankenævnet kan tiltræde, at klagerens heromhandlede anbringende ikke kan gøres gældende for så vidt angår det sidstnævnte beløb.
Klageren har gjort gældende, at hans kautionsforpligtelser for kassekreditten, som herefter omfatter 100.000 kr. i henhold til kautionserklæringen af 6. juni 1989 og det nævnte beløb på 7.180,05 kr. i henhold til erklæringen af 12. juni 1992, blev indfriet ved indklagedes modtagelse i maj 1993 af provenuet på 191.525 kr. hidrørende fra salget af samleverens virksomhed. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerens samlever eller dennes advokat i forbindelse med indbetalingen af provenuet betingede sig, at beløbet blev anvendt til indfrielse/nedbringelse af den kautionssikrede del af kassekreditten. Indklagede findes derfor at have været berettiget til at anvende beløbet til nedbringelse af den usikrede del af kassekreditten.
Ankenævnet finder således ikke grundlag for at nedsætte klagerens kautionsforpligtelser ud over, hvad der er anerkendt af indklagede under klagesagen, dvs. til i alt 107.180,05 kr. med tillæg af renter.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.