Krav om erstatning begrundet i forkert rådgivning om mulighed for at opnå skattemæssigt fradrag for realiseret kurstab på aktier
| Sagsnummer: | 390/2011 |
| Dato: | 01-05-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
Værdipapirer - skatteforhold |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i forkert rådgivning om mulighed for at opnå skattemæssigt fradrag for realiseret kurstab på aktier |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav begrundet i forkert rådgivning om mulighed for at opnå skattemæssigt fradrag for realiseret kurstab på aktier.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han havde et åbent værdipapirdepot.
Den 25. maj 2005 købte klageren 1.500 stk. aktier i Pharmexa til kurs 20,20, svarende til en kursværdi på 30.300 kr. Pharmexa ændrede senere navn til Affitech.
Pr. den 31. december 2005 indeholdt klagerens depot ti aktieposter til en kursværdi på i alt 95.747,56 kr.
Ved e-mail af 7. august 2008 henvendte klageren sig til banken om Pharmexa aktierne, hvis værdi var faldet til ca. 3.000 kr. Klageren anførte, at banken i forbindelse med hans køb af aktierne havde oplyst, at han kunne få skattemæssigt fradrag for et eventuelt tab på aktierne, hvis tabet blev realiseret efter tre års ejertid. Han havde nu konstateret, at oplysningen var forkert, idet realisation af tabet skulle ske inden tre års ejertid.
Ved brev af 20. august 2008 meddelte banken, at ingen i afdelingen havde klar erindring om, at beskatning af aktiegevinst og fradrag for tab skulle være drøftet med klageren. Generelt om beskatning af aktier erhvervet før den 31. december 2005 oplyste banken følgende:
"…
Er værdien af beholdningen af børsnoterede aktier (købt inden 31.12.2005) under 136.600 kr. (hvis ugift) og har aktierne været ejet i mindst 3 år, kan de sælges skattefrit i tilfælde af gevinst. I tilfælde af tab er der ikke fradrag.
Er værdien af beholdningen af børsnoterede aktier (købt inden 31.12.2005) under 136.600 kr. (hvis ugift) og har aktierne været ejet i under 3 år er en avance skattepligtig og beskattes som aktieindkomst. Et tab er fradragsberettiget. Tabet kan dog kun modregnes i indkomstårets fortjenester på børsnoterede aktier.
…"
Banken beklagede, hvis afdelingen havde givet ukorrekte oplysninger om aktieavancebeskatning. Banken afviste imidlertid et eventuelt erstatningsansvar med henvisning til, at der ikke forelå et aktuelt tab, der kunne henføres til bankens rådgivning. Hvis klageren kunne fremlægge dokumentation for, at han ville have aktualiseret et tab, hvis han havde solgt aktierne inden tre år, og at tabet kunne have været anvendt til modregning i fortjenester i andre børsnoterede aktier, ville banken "se på sagen igen".
Den 30. december 2010 solgte klageren aktierne. Ved brev af 11. januar 2010 anmodede klageren banken om erstatning for tabet, som udgjorde 29.816,50 kr., subsidiært 8.348,62 kr., svarende til 28 %.
Ved brev af 15. februar 2011 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar. Efter bankens opfattelse var et eventuelt krav endvidere forældet.
Parternes påstande
Den 12. august 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale erstatning.
Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han i tillid til bankens rådgivning, der viste sig at være fejlagtig, valgte at beholde aktierne, selvom kursen var faldende. Bankens fejlagtige rådgivning understøttes af hans egne notater vedrørende drøftelserne i forbindelse med aktiekøbet. Det bør ikke komme ham til skade, at den pågældende medarbejder nu ikke husker rådgivningen.
Hvis han ikke var blevet fejloplyst, ville han have solgt aktierne på et langt tidligere tidspunkt. Derved ville han både have formindsket sit tab og tilmed have haft mulighed for skattemæssigt at modregne tabet i gevinster. Han har således på grund af bankens fejl tabt både investeringen samt muligheden for at udnytte tabet skattemæssigt. Det samme gælder andre aktier i hans beholdning, hvorpå tabet imidlertid var væsentligt mindre.
Selvom kursen på aktierne var faldende, anså han det på baggrund af bankens rådgivning for bedre at vente med at realisere tabet, dels for at se om kursen vendte, dels for at kunne modregne et eventuelt tab i gevinster.
Ifølge banken kunne tab henføres til senere skatteår, hvis der ikke foreslå gevinster i indeværende år, hvilket Skat har bekræftet.
Bankens krav i 2008 om, at han skulle realisere tabet, var urimeligt, da banken ikke på forhånd ville tage stilling til et eventuelt erstatningsansvar. Han blev ikke rådgivet om muligheden for at klage til Ankenævnet. Han henvendte sig gentagne gange til bankens juridiske afdeling, der imidlertid ikke foretog sig noget. Det var urimeligt, at banken efter at have trukket sagen ud påstod, at sagen var forældet. Bankens erstatningsansvar er det samme, uanset om tabet var blevet realiseret allerede i 2008, idet de tre års ejertid på daværende tidspunkt var gået.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke kan afgøres uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klagerens eventuelle krav er forældet.
Klageren har ikke ført bevis for, at han har modtaget forkert rådgivning.
Klageren har handlet aktier siden 2000 og var derfor bekendt med skattereglerne.
Klagerens manglende fradragsret for tab modsvares af, at eventuelle realiserede kursgevinster på børsnoterede aktier fra beholdningen opgjort den 31. december 2005 er skattefri, hvorved den skatteretlige symmetri opretholdes.
Klageren havde højst mulighed for at opnå fradrag i det omfang, han havde kursgevinster fra børsnoterede aktier at modregne i, i det år tabet realiseres eller senere år.
Klageren burde have realiseret tabet umiddelbart efter modtagelsen af bankens svar af 20. august 2008 på klagerens henvendelse.
Klageren har udvist passivitet.
Ankenævnets bemærkninger
Det fremgår af klagerens oplysninger, at han modtog skatterådgivning fra bankens side i maj 2005. Forslag til den lovændring, der medførte en ændring i aktieavancebeskatningen er først fremsat i november 2005. Herefter og henset til den usikkerhed, der må være om det præcise indhold af rådgivningen finder ankenævnet det ikke godtgjort, at banken rådgav klageren forkert om reglerne, eller at klageren i så fald blev påført et erstatningsberettiget tab.
Som følge heraf får klageren ikke medhold i klagen.
Ankenævnet finder det herefter ufornødent at tage stilling til spørgsmålet, om forældelse er indtrådt, jf. forældelseslovens § 3, herunder fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen efter lovens § 3, stk. 1 skal regnes.
Ankenævnets afgørelse