Udlån, løbetid.
| Sagsnummer: | 484/1991 |
| Dato: | 03-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1988 forhøjedes klagerens lån i indklagedes Kjellerup afdeling med 20.000 kr. I den forbindelse udfærdigedes et nyt gældsbrev, der tillige omfattede den tidligere restgæld, hvorefter den samlede restgæld udgjorde 43.056,37 kr. Det var i gældsbrevet anført, at lånets løbetid var anslået til 36 måneder med forbehold for renteændringer. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., og det var oprindeligt i gældsbrevet anført, at afviklingen skulle påbegyndes den 29. februar 1988. Denne dato blev ændret til 31. marts 1988.
Den 18. august 1988 aftalte klageren og afdelingen ydelsesudsættelse for terminerne 31. august, 30. september og 31. oktober 1988, i hvilken forbindelse klageren betalte et gebyr på 125 kr. Den 29. marts 1990 blev der aftalt udsættelse for terminerne 31. marts og 30. april 1990. I den forbindelse betalte klageren et gebyr på 200 kr.
Ved skrivelse af 28. maj 1990 meddelte afdelingen klageren, at hendes checkkonto var overtrukket med 1.584,61 kr., og at man af den grund havde ladet ydelsen pr. 31. maj 1990 bortfalde.
Den 26. september 1991 - efter indbetaling af 36 ydelser - henvendte klageren sig i afdelingen, da hun på daværende tidspunkt forventede lånet afviklet. Restgælden var da 7.244 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at eftergive hende restgælden.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun ikke i forbindelse med, at der aftaltes bortfald af ydelser, af indklagede blev oplyst om, at løbetiden på grund af tilskrevne renter ville blive forlænget, men alene blev oplyst om, at en aftale om ydelsesbortfald ville koste 125 kr. Såfremt klageren var blevet oplyst herom, havde hun ikke anmodet om ydelsesudsættelserne. Klageren bestrider, at der for så vidt angår ydelsen pr. 31. maj 1990 har været tale om ydelsesudsættelse, idet denne er foretaget på indklagedes foranledning og uden klagerens accept. På tidspunktet for ydelsens forfald var der netop overført et beløb fra statens uddannelsesstøtte til hendes konto, hvorfor der var dækning for betaling af ydelsen.
Indklagede har anført, at det burde have været kendeligt for klageren, at en udsættelse med betaling af fastlagte månedlige ydelser til betaling i slutningen af lånets løbetid ville medføre yderligere renteudgifter. Indklagede har ikke på noget tidspunkt givet anledning til den modsatte opfattelse, hvilket tillige understøttes af, at indklagede under hele lånets afvikling har beregnet kvartalsvis rente af den til enhver tid værende restgæld på lånet, jf. de af indklagede udsendte kontoudtog. Det må således have stået klageren klart, at den beskedne beregning alene dækkede indklagedes ekspeditionsomkostninger i forbindelse med registrering af ydelsesbortfald. For så vidt angår udsættelsen af ydelsen den 31. maj 1990 burde klageren, såfremt hun ikke ønskede denne, have rettet henvendelse til indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Da renten beregnes af den til enhver tid værende restgæld, vil fritagelse for betaling af forudsatte ydelser indebære en større rentetilskrivning og dermed, at der skal betales flere ydelser end oprindelig forudsat, før lånet er afviklet. Ankenævnet finder, at klageren burde have indset dette og tillige burde have indset, at de opkrævede beløb på henholdsvis 125 kr. og 200 kr. alene var ekspeditionsgebyrer. Herefter, og da klageren burde have reageret, såfremt hun ikke var indforstået med fritagelsen for betaling af ydelsen pr. 31. maj 1990, tages klagen ikke til følge.
I øvrigt bemærkes, at der ikke foreligger oplysninger om, hvorvidt der har været tale om renteforhøjelser, som yderligere har forlænget lånets løbetid.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.