Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for restgæld på kredit. Spørgsmål om der var indgået en aftale om frafald af renter. Opgørelse i fogedsag.

Sagsnummer:	155/2017
Dato:	21-08-2018
Ankenævn:	Vibeke Rønne, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Mor-ten Bruun Pedersen og Søren Geckler
Klageemne:	Inkasso - hæftelse Rente - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Indsigelse mod hæftelse for restgæld på kredit. Spørgsmål om der var indgået en aftale om frafald af renter. Opgørelse i fogedsag.
Indklagede:	Jutlander Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod hæftelse for restgælden på en kredit. Spørgsmål om der var indgået en aftale om frafald af renter. Opgørelse i fogedsag.

Sagens omstændigheder

Klageren optog i 2007 en kassekredit -857 på 267.700 kr. i Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank). Det fremgik af kreditaftalen, at der var tale om en bådkredit, og at kreditten skulle indfries senest den 31. marts 2017. Renten var variabel og udgjorde for tiden 7,5 % om året. Renten blev beregnet bagud og blev tilskrevet kontoen hvert kvartalsultimo, første gang den 31. marts 2007. Til sikkerhed for kreditten gav klageren sparekassen sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i båden.

Kredit -857 blev efterfølgende misligholdt, og den 10. december 2009 opsagde Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank) kreditten til fuld indfrielse. Gælden udgjorde på daværende tidspunkt 279.157,75 kr.

Gælden blev efter fradrag af tidligere tilskrevet rente af gælden fra den 1. januar 2009 til den 10. december 2009 på 25.431,39 kr. overført til en inkassokonto -287, og renteberegningen blev stoppet af regnskabsmæssige grunde. Sagen blev endvidere overgivet til retslig inkasso.

Af en fogedrekvisition af 25. januar 2010 fremgik, at Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank) bad om at få tilsagt klageren til fogedretten på baggrund af kreditkontrakten og ejerpantebrevet med pant i båden. Af en påtegning fra fogedretten af 8. juni 2010 på rekvisitionen fremgik, at gælden blev opgjort til i alt 294.716,77 kr., og at der blev foretaget ”Udlæg”. Ifølge det oplyste indeholdt beløbet opgjort af fogedretten renter for perioden fra 1. januar 2009 til den 10. december 2009 på 25.431,39 kr. og renter for perioden fra den 11. december 2009 til den 25. februar 2010 på 5.059,02 kr.

I marts 2010 blev der trukket en præmie til bådforsikring på 10.604 kr. på inkassokontoen, og i marts 2011 blev der trukket en præmie til bådforsikring på 10.802 kr. på inkassokontoen.

I perioden fra juli 2010 til april 2014 indbetalte klageren 200.500 kr. til nedbringelse af gælden.

Af klagerens årsoversigt for 2015 fra banken fremgik, at gælden på inkassokonto -287 udgjorde 92.132,36 kr. Endvidere var anført følgende: ”Vi har indberettet til skattemyndighederne, at der har været foretaget gældseftergivelse i låneforholdet.”

Banken har oplyst, at det beroede på en fejl, at det af klagerens årsoversigt for 2015 fremgik, at der var foretaget gældseftergivelse. Banken brugte en forkert kode i indberetningen over for SKAT. Der er således ikke korrekt, at der skete gældseftergivelse i låneforholdet.

Engagementet blev på ny misligholdt, og båden blev i maj 2016 solgt af banken i henhold til en salgsfuldmagt via en bådforhandler for 115.000 kr. efter indhentelse af tre købstilbud på båden. Provenuet fra salget af båden på 101.531,25 kr. (efter fradrag af omkostninger i forbindelse med salget på 13.468,75 kr.) indgik på inkassokonto -287, til dækning af gælden på 92.132,36 kr. samt til dækning af tilskrevne renter pr. 2. juni 2016 på 9.398,89 kr.

Banken opgjorde herefter en restgæld på inkassokontoen, som den bad klageren betale.

Klageren gjorde over for banken indsigelse mod, at han hæftede restgælden.

Af en fogedrekvisition af 20. januar 2017 fremgik, at banken vedlagde den tidligere fogedrekvisition af 25. januar 2010 og bad om at få tilsagt klageren til møde i fogedretten på grundlag af en restfordring, som banken opgjorde til 42.383,91 kr. Banken har oplyst, at kravet udgør renter for perioden fra den 1. januar 2009 til den 10. december 2010 på 25.431,39 kr. og renter for perioden fra den 11. december 2009 til den 25. februar 2010 på 5.059,02 kr., der var indeholdt i fogedrettens opgørelse af gælden af 8. juni 2010. Hertil kommer renter for perioden fra den 22. januar 2014 til den 21. januar 2017 på 21.292,39 kr., i alt 51.782,80 kr. Herfra skal trækkes betalte renter i 2016 på 9.398,89 kr., hvorefter restgælden udgør 42.383,91 kr.

Den 14. maj 2017 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Banken har oplyst, at der blev afholdt et møde i fogedretten den 15. maj 2017, hvor klageren mødte personligt. Han oplyste, at det var hans opfattelse, at han ikke hæftede for gælden, og oplyste, at han havde indbragt sagen for Ankenævnet. Han oplyste endvidere, at han var villig til at indgå en afdragsordning med banken, såfremt han ikke fik medhold i klagen i Ankenævnet.

Af en påtegning af 15. maj 2017 fra fogedretten på rekvisitionen fremgik, at gælden blev opgjort til 42.883,91 kr., og at klageren var ”Insolvent”.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder gældende fra den 26. juni 2017 fremgår blandt andet:

”…

1.11 Beregning og tilskrivning af renter og provision

…

Jutlander Bank A/S kan til enhver tid vælge at standse rentetilskrivningen på misligholdte fordringer administrativt og regnskabsmæssigt.

Hvis rentetilskrivningen standser, og det ikke er efter aftale med kunden, betyder det ikke at Jutlander Bank A/S giver afkald på at få forrentet sit krav og at kræve dækning for senere påløbne omkostninger. Dette gælder, selv om der på et kontoudskrift eller lignende står, at rentetilskrivningen er standset.

…”

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet oplyst, at den forbeholder sig ret til en rente på 9,7 % om året af restgælden på inkassokonto -287, indtil betaling sker.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Jutlander Bank skal frafalde restgælden på inkassokonto -287.

Jutlander Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han i 2011 aftalte med en medarbejder i Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank), at hans båd, der var finansieret af sparekassen, på grund af hans økonomiske forhold skulle sælges. De aftalte endvidere, at han ikke skulle betale renter af gælden til sparekassen i salgsperioden/et rentestop, hvis han gav sparekassen lov til at sælge båden.

Ved indgåelsen af aftalen med banken om rentestop blev bankens almindelige forretningsbetingelser fraveget.

Sparekassen Himmerland og senere Jutlander Bank har som følge heraf ikke indberettet renter af gælden til SKAT i perioden fra 2011 til 2016. Det fremgår endvidere af hans skattemappe, at der er indberettet ”Gældseftergivelse” i overensstemmelse med den aftale, som han indgik med banken.

Han har ikke modtaget årsopgørelser fra banken for perioden fra 2011 til 2016. Først efter båden var solgt i maj 2016 sendte banken ham et rentekrav på 9.398 kr.

Banken har i opgørelsen af restgælden medtaget renter tilskrevet i 2009 og 2010. Disse renter kan ikke medtages ved opgørelsen af kravet.

Han skylder således ikke banken noget, men har i stedet et modkrav mod banken i forbindelse med bankens salg af båden.

Jutlander Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren forud for klagen til Ankenævnet ikke har klaget til bankens klageansvarlige, hvorfor klagen skal afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at båden blev solgt via en professionel bådforhandler til den højest opnåelige pris.

Banken har ikke indgået en aftale med klageren om frafald af renter/en aftale om rentestop, indtil at båden var solgt.

Der er ikke sket gældseftergivelse. Det beroede på en fejl, at det af klagerens årsopgørelse for 2015 fremgik, at der var foretaget gældseftergivelse.

Banken har sendt kontoudtog og årsopgørelser til klagerens e-Boks.

Bankens til enhver tid gældende almindelige forretningsbetingelser for privatkunder gælder for kundeforholdet med klageren.

Renter på et misligholdt engagement bliver ikke bogført, førend de betales, jf. bankens almindelige forretningsbetingelser. Manglende bogføring og indberetning af renter kan ikke betragtes som en aftale om rentestop.

Bankens restfordring udgør tre års forfaldne renter på 21.292,39 kr. samt renter for perioden fra den 1. januar 2009 til den 10. december 2010 på 25.431,39 kr. og renter for perioden fra den 11. december 2009 til den 25. februar 2010 på 5.059,02 kr. De sidstnævnte renter er ikke forældede, idet de forældes ti år efter opsigelsestidspunktet, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, jf. § 2. Desuden har klageren løbende afdraget på og dermed anerkendt gælden.

Bankens restfordring forrentes med en rente på 9,70 % om året til betaling sker. Der er tale om den rente, der var gældende for kreditten på tidspunktet for opsigelsen af engagementet den 10. december 2009.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod hæftelse for restkravet på kassekredit -857/inkassokonto -287.

Ankenævnet lægger som oplyst af banken til grund, at det beroede på en fejl, at det af klagerens årsopgørelse for 2015 fremgik, at der var foretaget gældseftergivelse.

Ankenævnet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at banken indgik aftale med klageren om at frafalde renter af gælden eller at nedskrive denne.

Det følger af forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, jf. § 19, stk. 7, at der blandt andet løb en ny forældelsesfrist på 10 år for renter opgjort under fogedforretningen den 8. juni 2010, det vil sige for renter for perioden fra 1. januar 2009 til den 10. december 2009 på 25.431,39 kr. og renter for perioden fra den 11. december 2009 til den 25. februar 2010 på 5.059,02 kr., der var indeholdt i fogedrettens opgørelse af bankens fordring mod klageren.

Der blev afholdt møde i fogedretten den 15. maj 2017, hvor klageren mødte personligt og gjorde indsigelse mod gælden og henviste til, at han havde indgivet en klage til Ankenævnet.

Af en påtegning af 15. maj 2017 fra fogedretten på rekvisitionen fremgik, at gælden blev opgjort til 42.883,91 kr., og at klageren var ”Insolvent”.

Ankenævnet finder i overensstemmelse hermed ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opgørelse af restkravet, jf. forældelseslovens § 5, stk. 2 og § 19, stk. 7. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte bankens rentesats på 9,70 % om året til betaling sker, som urimelig.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Kontakt

Indsigelse mod hæftelse for restgæld på kredit. Spørgsmål om der var indgået en aftale om frafald af renter. Opgørelse i fogedsag.