Afgørelse

Rådgivning om valg af renteprocent.

Klageren indgik i maj 1994 aftale om køb af en ejendom. Ifølge købsaftalen skulle et andet realkreditinstitut yde ejerskiftelån. Dette lån blev i stedet ydet af det indklagede realkreditinstitut gennem et koncernforbundent pengeinstitut, hvor klageren er kunde. Ultimo maj 1994 fremsendte pengeinstituttet på realkreditinstituttets vegne et lånetilbud til klageren vedrørende et 30-årigt kontantlån. Tilbudet var beregnet på salg af 6 pct. obligationer til kurs 76,06. Tilbudet indeholdt et skema over det samlede ydelsesforløb, herunder med angivelse af obligationsrestgældene. I juni 1994 fremsendte instituttet de endelige kreditoplysninger til klageren, der ligeledes indeholdt en oversigt over ydelsesforløbet med angivelse af obligationsrestgældene. Ultimo december 1997 fremsendte instituttet en årsopgørelse for 1997 til klageren, hvoraf det blandt andet fremgik, at den skattemæssige kursværdi var beregnet ud fra kurs 97,25.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte ham forskellen mellem kontantrestgælden og indfrielsesværdien. Instituttet påstod principalt afvisning med henvisning til, at klagen faldt uden for Nævnets kompetence, samt at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder var usikker. Subsidiært påstod instituttet frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at afvise sagen. Flertallet fandt ikke, at råd-givningen vurderet efter forholdene i 1994 havde været urigtig eller mangelfuld. Et kontantlån i 1994 baseret på 6 pct. obligationer var sædvanlig i perioden, og det var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Mindretallet fandt, at det havde påhvilet instituttet at rådgive klageren om blandt andet valg af pålydende rente på de obligationer, der lå til grund for lånet. Som følge af den lave kurs var og er lånet forbundet med en betydelig risiko for en negativ udvikling i indfrielsesværdien ved kursstigninger som følge af fremtidige rentefald. Ud fra det oplyste og ud fra kursudviklingen i perioden umiddelbart forud for lånehjemtagelsen fandt mindretallet ikke, at instituttet havde ydet klageren en forsvarlig rådgivning ved låneoptagelsen. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.