Opsigelse af hovedforholdet på grund af anteciperet misligholdelse.
| Sagsnummer: | 369/1989 |
| Dato: | 30-04-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Per Overbeck, Niels Busk, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Opsigelse af hovedforholdet på grund af anteciperet misligholdelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indklagede modtog den 14. september 1989 en udateret skrivelse fra en landboforening på vegne klagerens ægtefælle. Skrivelsen angik spørgsmålet om overdragelse af klagerens ægtefælles landejendom til klagerens søn. I skrivelsen oplystes, at ejendommen var blevet vurderet og vurderingsrapport vedlagdes. Det oplystes, at sønnen tilbød at overtage ejendommen til vurderingsprisen. Det anførtes i denne forbindelse, at der i så fald intet provenu ville blive til indklagede, der havde et ejerpantebrev i ejendommen i håndpant. Indklagede blev på denne baggrund anmodet om at kvittere nævnte ejerpantebrev. Det blev samtidig oplyst, at klagerens ægtefælle efter overdragelse af ejendommen ikke ville eje aktiver af betydning og formentlig ville opfylde betingelserne for at opnå en gældssanering uden afvikling af gælden til kreditorerne, og det henstilledes til indklagede, at der blev afgivet saldokvittering.
Ved skrivelse af 14. september 1989 til klagerens ægtefælle opsagde indklagede engagementet med denne. Engagementet bestod af en kassekredit med et maksimum på 100.000 kr. og en aktuel gæld på ca. 118.000 kr. samt et gældsbrev (erhvervslån) på oprindelig 260.000 kr. og med en aktuel gæld på ca. 201.000 kr., begge gældsposter excl. renter fra 20. juni 1989. Indklagede meddelte samtidig klageren som kautionist for lånene, at indklagede havde spærret klagerens indlånskonti, på hvilke der stod ca. 60.000 kr.
I kassekreditkontrakten er under "opsigelse" anført, at indklagede "til enhver tid helt eller delvis (kan) bringe kreditten til ophør". Ifølge gældsbrevet kan gælden fra begge sider opsiges med 1 måneds varsel. Begge lånekontrakter indeholder desuden bestemmelser om gældens forfald som følge af misligholdelse.
Indklagede har med klagerens ægtefælle haft et kundeforhold, der har varet i mere end 20 år. Klageren påtog sig den 2. juli 1984 selvskyldnerkaution for en kassekredit på 360.000 kr. Klageren underskrev samtidig en separat kautionserklæring til sikkerhed for ethvert mellemværende med indklagedes engagement med ægtefællen. Den 21. marts 1985 etableredes med ægtefællen et lån på 260.000 kr. Provenuet anvendtes til nedskrivning af kassekreditten på 360.000 kr., hvorefter maksimum udgjorde 100.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om omgående ophævelse af spærringen af indlånskontiene og tilladelse til at flytte disse til andet pengeinstitut.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke har været berettiget til at opsige mellemværendet med ægtefællen uden varsel. Kassekreditten burde have været opsagt med et passende varsel f.eks. 14 dage. Ligeledes burde varslet over for klageren udgøre mindst 14 dage. Indklagede har ikke sikkerhed i hustruens indestående.
Indklagede har anført, at opsigelsen af engagementet med klagerens ægtefælle til indfrielse straks var berettiget, idet det af landboforeningens skrivelse klart fremgik, at lånene ville blive misligholdt. Indklagede er endvidere berettiget til at opsige kassekreditten uden varsel i henhold til kontraktens almindelige opsigelsesbestemmelse. Som følge af, at lånene således var forfaldne, havde indklagede tillige været berettiget til straks at afkræve selvskyldnerkautionisten samt foretage modregning, og indklagede må derfor så meget mere være berettiget til foreløbig alene at spærre indlånsmidlerne. Indklagede har dog tilladt klageren, at denne har kunnet hæve til dækning af dagligdagens fornødenheder siden den skete spærring.
Ankenævnets bemærkninger:
Indholdet af skrivelsen fra landboforeningen, der har karakter af en forespørgsel eller et forhandlingsoplæg, berettigede ikke indklagede til at anse klagerens ægtefælles to lån for misligholdt.
Erhvervslånet kunne herefter alene opsiges med 1 måneds varsel, og den almindelige opsigelsesbestemmelse i kassekreditkontrakten må forstås med det forbehold, at der skal indrømmes låntageren en efter omstændighederne rimelig frist. Ægtefællens gæld var herefter ikke forfalden til betaling den 14. september 1989, hvorfor heller ikke indklagedes fordring mod klageren som kautionist var forfalden. Indklagedes spærring af klagerens indlånskonti var således uberettiget, og klageren må derfor i overensstemmelse med sin påstand have krav på, at spærringen ophæves, selv om forfaldstiden for indklagedes fordring mod klageren efterfølgende måtte være indtrådt.
Som følge heraf