Afgørelse

Krav om erstatning som følge af påståede budgetteringsfejl m.m.

Indledning.

Under denne sag kræver klagerne indklagede pålagt at betale erstatning i anledning af indklagedes sagsbehandling, herunder i anledning af overtræk på en budgetkonto.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

Klagerne blev i marts/april 1997 kunder i indklagedes Brædstrup afdeling. Klagerne blev bevilget to Totalkonti; den ene, konto -519, skulle fungere som budgetkonto og havde en trækningsret på 100.000 kr., mens den anden, konto -501, havde en trækningsret på 20.000 kr. og skulle fungere som lønkonto. Klagerne har tre børn, og deres månedlige rådighedsbeløb før børnefamilieydelse var af indklagede beregnet til 10.000 kr.

Af sagen fremgår, at klagernes trækningsret på konto -519 løbende blev forhøjet til inddækning af ubevilget overtræk.

I juli 1998 gennemførte klagerne en omprioritering af deres faste ejendom. Af kontoudtog for en lånesagskonto fremgår, at klagerne hjemtog et Totalkreditlån med et provenu på ca. 1.080.000 kr., mens et BRFkreditlån blev indfriet med ca. 827.000 kr. Af provenuet blev ca. 18.000 kr. anvendt til betaling af en termin på BRFkreditlånet, mens ca. 225.000 kr. blev overført til budgetkontoen (-519), hvis saldo herefter var 53.874,19 kr. (negativ).

I februar 1999, på hvilket tidspunkt klagerne havde besluttet at sælge deres ejendom, bevilgede indklagede et boliglån på 200.000 kr. Provenuet blev indsat på konto -519, hvis saldo herefter var 7.557,86 kr. (negativ).

Klagernes ejendom blev solgt med overtagelse 15. oktober 2001. I forbindelse med salget blev boliglånet indfriet.

I april 2002 overførte klagerne deres engagement til et andet pengeinstitut.

I oktober 2002 rettede klagerne henvendelse til indklagedes direktion. Klagerne redegjorde for deres utilfredshed med forløbet af kundeforholdet. De anførte bl.a., at i forbindelse med udskiftningen af en bil havde indklagedes medarbejder krævet, at de hjemtog et kreditforeningslån via Totalkredit frem for at lade finansieringen ske via bilforhandleren. Klagerne stillede sig endvidere uforstående over for, at budgetkontoen hele tiden var kommet i overtræk, uanset at der var overført beløb til kontoen i forbindelse med låneomlægninger mv. De anslog, at deres gæld var vokset med ca. 179.000 kr. på halvandet år, men havde ikke kunnet få oplyst baggrunden herfor. Flere gange i forløbet havde de krævet en forklaring vedrørende de tilbagevendende overtræk, som de stillede sig uforstående over for, da indklagede havde udarbejdet budgettet og fastsat, hvilket beløb der skulle indgå på budgetkontoen. I forbindelse med ønsket om at skifte ejendom drøftede de dette med indklagedes medarbejder og forelagde hende en sagsopstilling på en bestemt ejendom. Hun foreslog dem at forsøge at presse prisen ned, idet sælgeren, der var kunde hos indklagede, gerne ville sælge. Med hensyn til forrentningen af boliglånet havde de forespurgt medarbejderen, om renten var reguleret i forbindelse med rentenedsættelser. Medarbejderen beklagede, at hun havde glemt det, men der var jo kun tale om småpenge, hvorfor medarbejderen nægtede at tilbageføre nogen del af renterne.

Ved skrivelse af 4. november 2002 besvarede indklagedes direktion klagernes henvendelser og anførte bl.a., at indklagedes medarbejder ikke kunne nikke genkendende til klagernes kritikpunkter.

Parternes påstande.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet den 12. marts 2003. Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at indklagede skal tilpligtes at betale 82.629 kr. Beløbet vedrører renteudgiften på boliglånet i perioden marts 1999 - oktober 2001, 46.800 kr., gebyrer for bevilling af overtræksret fra juni 1998 - juni 2001, 5.115 kr., gebyrer for budgetlægning i perioden juni 1998 - oktober 2001, 1.650 kr., samt halvdelen af påløbne renter på budgetkontoen fra juni 1998 - marts 2002, 29.064 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har bl.a. anført, at de siden begyndelsen af 1999 ikke havde indflydelse på deres budgetkonto. Det var såvel et krav som et tilbud fra indklagedes medarbejder, at de indbetalte det beløb, som hun forlangte, til kontoen, ligesom hun var den, der gennemregnede kontoen og havde kontrol med den. Havde de brug for ekstra beløb, skulle dette gå gennem medarbejderen.

Pr. 5. februar 1999 udfærdigede medarbejderen et budget, hvorefter de skulle indbetale 8.500 kr. hver 14. dag til dækning af alle deres udgifter, renter samt en opsparing på ca. 650 kr. hver 14. dag. Trækningsretten blev sat til 50.000 kr., hvilket beløb de aldrig ville komme i nærheden af ifølge medarbejderen.

De har gennemregnet budgetkontoen for perioden 1. marts 1999 - 1. oktober 2001 og finder på denne baggrund, at der er et "underskud" på 122.608 kr. De bestrider, at de har haft et overforbrug og bemærker herved, at det alene var medarbejderen, der havde dispositionsret over kontoen. Medarbejderen har ikke formået at leve op til almindelig standard for bankvirksomhed.

De har, hverken i tiden før de var kunder hos indklagede eller i tiden efter, oplevet samme rod i deres økonomi, som mens de var kunder hos indklagede. I dag har de ikke overtræk på deres budgetkonto og forstår ikke indklagedes beskyldninger om overforbrug.

På budgetkontoen er der for perioden juni 1998 - marts 2002 betalt i alt 58.129 kr. i renter. De kræver halvdelen heraf godtgjort, da der ikke er tale om overforbrug fra deres side, men dårlig rådgivning og tilrettelæggelse fra indklagedes side. Da hævningerne er sket til deres udgifter, kræver de alene en del af omkostningerne, der er pålagt dem i denne forbindelse. Omkostningerne ville ikke være påløbet, hvis indklagedes medarbejder havde udført det arbejde, som de betalte for, nemlig at lægge et budget, så det kunne balancere. De kræver derfor gebyr for budgetlægning og bevilling af overtræksret tilbageført fuldt ud.

Med hensyn til boliglånet kræver de alle renter af dette godtgjort, da lånet ikke burde have været nødvendigt.

Indklagede har anført, at klagernes gæld voksede, hvilket skyldtes klagernes overforbrug. Klagerne havde svært ved at forstå, hvad de brugte deres penge til. Det blev derfor foreslået klagerne at følge med i økonomien ved at kontrollere betalingsoversigter.

Der er ikke begået fejl fra afdelingens side, og indklagedes medarbejder har ikke brugt af klagernes penge.

Afdelingen har ikke begået fejl, ligesom afdelingens rådgivning heller ikke har været mangelfuld.

Rentesatsen på boliglånet har fulgt indklagedes generelle rentesats for boliglån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl i forbindelse med udarbejdelsen af budgetter for klagerne. Hertil kommer, at klagerne løbende modtog kontoudtog og således kunne konstatere, at deres udgifter oversteg det budgetterede. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af de overtræk, som opstod på budgetkontoen, og klagernes påstand om godtgørelse af renter m.m. kan derfor ikke tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.