Afgørelse

Til afvikling af klagerens engagement med indklagedes Esbjerg afdeling underskrev klageren den 21. juni 1991 et gældsbrev, hvorefter klageren skulle afvikle en gæld på 610.000 kr. med 10.000 kr. månedligt. Af gældsbrevet fremgik, at indklagedes almindelige forretningsbetingelser og almindelige bestemmelser for lån og kreditter var gældende for lånet, ligesom klageren (fortrykt) erklærede, at have modtaget et eksemplar heraf.

Klagerens mor kautionerede begrænset for 180.000 kr., ligesom klageren stillede sikkerhed i form af ejerpantebreve i 3 forskellige faste ejendomme.

Ved skrivelse af 4. november 1992 meddelte klageren indklagede, at han ikke længere så sig i stand til at betale ydelser på lånet, hvorfor han anmodede om udsættelse med betalingerne i 2 år. Dette afviste indklagede.

Den 2. december 1992 tilbageførte indklagede en ydelse på lånet som følge af overtræk på den konto, hvorfra ydelsen var overført. Den 17. s.m. overgav indklagede sagen til inkasso.

Ved skrivelse af 28. december 1992 til indklagedes advokat meddelte klageren, at hans mor var villig til at overtage 2 af de ejendomme, som indklagede havde pant i. Klageren skønnede, at dette kunne indbringe et provenu på ca. 330.000 kr. til indklagede, således at lånet kunne nedbringes til ca. 270.000 kr., som han anså sig i stand til at afvikle.

Ved skrivelse af 22. februar 1995 til klageren opgjorde indklagedes advokat indklagedes resttilgodehavende til 72.611,14 kr. Beløbet fremkom således:

Klageren påbegyndte herefter afvikling af det resterende beløb med 2.500 kr. månedligt.

I indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder hedder det bl.a.:

"7. Overtræksrente og rykkergebyr m.v.

Hvis et udlån kommer i restance, en konto overtrækkes eller udnyttes i strid med aftalen, kan banken kræve en forhøjet rente af restancen eller overtrækket, gebyr for udsendelse af rykkerbreve, samt at få dækket bankens udgifter ved juridisk bistand til inkassation m.v.

Størrelsen af rykkergebyret fremgår af bankens rykkerbrev (eller prisliste). Den forhøjede rente oplyses efter anmodning."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale for meget indbetalt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han på et tidspunkt med afdelingens direktør aftalte, at han standsede afviklingen af gælden mod, at indklagede fik provenuet ved salget af en af ejendommene. Han forventede fra indklagede at modtage en skriftlig bekræftelse herpå, og indklagede overgav sagen til advokat, for at denne kunne udforme en aftale, som fuldstændig fulgte hans eget oplæg. Han finder, at sagen er blevet belastet med en overflødig fogedsag og omkostninger i denne forbindelse. Hertil kommer, at hans gæld er blevet forrentet med 21% p.a. Han finder, at han nu har indbetalt mere end det, der svarer til restgælden med påløbne renter efter normal rentesats, og han har derfor standset de månedlige indbetaling. Han anerkender, at gælden til indklagede oprindelig var på i alt 561.464,41 kr. Herfra kan fradrages betalinger på 452.106,50 kr. og 205.830,44 kr. samt 10 ydelser à 2.500 kr. eller i alt 687.936,94 kr. Indklagede bør derfor betale ham 126.472,53 kr. med fradrag af sædvanlig forrentning.

Indklagede har anført, at det er sædvanlig praksis, at misligholdte engagementer forrentes med en overrente på 6% i forhold til lånets normale rente. Den samlede rentesats udgjorde 21% på tidspunktet for sagens overgivelse til inkasso. Denne tillægsrente på 6% er en del af bankens faste rentestruktur på udlån, der omfatter følgende:

A. Kunder, der overholder og ikke ændrer indgående aftaler, betaler bankens standardpris for det pågældende produkt.

B. Kunder, der efter forhandling med banken får bevilget midlertidige ændringer - typisk overtræk, betaler produktrenten med tillæg af 2% af overtrækket.

C. Kunder, der misligholder eksisterende aftale med banken, betaler produktrenten med tillæg af 6%.

Tillægget på 6% dækker dels den meradministration, der er forbundet med sådanne udlån, dels den stærkt forøgede risiko, som gennemsnitligt er forbundet med et misligholdt engagement.

Den rente på 21% p.a., som advokaten anvendte, var i en del af perioden for lav, men blev på grund af det faldende renteniveau efterhånden for høj.

Dette modsvares dog af, at advokaten har benyttet lineær rentetilskrivning i stedet for kvartalsvis rentetilskrivning. Reguleret for disse forhold har indklagede beregnet, at klageren skylder yderligere 38.511,50 kr. i rente. Beregnet således har renten på intet tidspunkt oversteget det rimelige, sammenholdt med de faktorer, der begrunder forhøjelsen. Sammenlignet med renten på tilsvarende lån i finansselskaber, hvor der er indkalkuleret en forhøjet risikoprofil, må en tillægsrente på 6% til den almindelige produktrente endog betegnes som favorabel. Indklagede er dog indstillet på at frafalde dette beløb, idet det forventes, at klageren genoptager betalingerne og afvikler lånet som aftalt. Klageren er forpligtet til at forrente og afvikle den opgjorte restgæld. Sagen har i enhver henseende været behandlet som en normal inkassosag, hvorfor klageren skal betale de omkostninger, der er påløbet i forbindelse hermed. Omkostningerne er sædvanlige og står i rimelig forhold til arbejdets omfang.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren meddelte den 4. november 1992, at han ikke var i stand til at betale de månedlige ydelser på gælden og anmodede om, at lånets afvikling blev sat i stå i 2 år, hvilket indklagede afslog. Ankenævnet finder ikke at kunne kritisere, at indklagede herefter den 17. december s.å. overgav klagerens engagement til inkasso.

Ankenævnet finder ikke, at størrelsen af den inkassorente, som indklagedes advokat anvendte har oversteget det rimelige. Ankenævnet har noteret sig, at indklagede ikke vil gøre krav på renter indtil 22. februar 1995 udover, hvad der er afkrævet af advokaten.

Som følge af det anførte