Indsigelse om at kaution var ugyldig. Klage vedrørende kaution for selskab, hvor klageren var direktør og i en periode bestyrelsesmedlem.
| Sagsnummer: | 293/2017 |
| Dato: | 21-08-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Andreas Moll Årsnes, David Sander Hjortsø, Morten Bruun Pedersen og Søren Geckler |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4 |
| Ledetekst: | Indsigelse om at kaution var ugyldig. Klage vedrørende kaution for selskab, hvor klageren var direktør og i en periode bestyrelsesmedlem. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om, at hans kaution for et selskab er ugyldig.
Sagens omstændigheder
Klageren var direktør og i en periode bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, A, som var kunde i Spar Nord Bank.
Ved et brev af 10. juli 2013 til A v/klageren sendte banken et referat af et genforhandlingsmøde, som parterne havde afholdt samme dag. Af brevet fremgik blandt andet, at klageren skulle kautionere for 500.000 kr., hvilket var begrundet i økonomien i selskabet og størrelsen af klagerens løn i selskabet i 2012 og 2013.
Den 25. juli 2013 blev der indgået en ny kontrakt mellem A og banken om en driftskredit nr. -708. Kreditrammen udgjorde 3.750.000 kr. og var gældende indtil videre. Ifølge kreditkontrakten stillede et holdingselskab, HS, pant til sikkerhed for kreditten. Endvidere påtog HS og klageren sig selvskyldnerkaution for kreditten. Klageren underskrev kreditkontrakten på vegne A som debitor, på vegne HS som pantsætter og selvskyldnerkautionist samt på egne vegne som selvskyldnerkautionist.
Samme dag blev der indgået en yderligere tilsvarende kontrakt mellem A og banken om en driftskredit nr. -170 med en kreditramme på 1,5 mio. kr. For kreditten var der – ud over pant og selvskyldnerkaution fra HS og selvskyldnerkaution fra klageren – supplerende sikkerhed i selvskyldnerkaution fra Eksport Kredit Fonden.
Klageren og hans ægtefælle, H, købte i oktober 2013 en fast ejendom for 3.997.000 kr. med overtagelse den 1. juni 2014. I forbindelse med handelen blev der tinglyst en ægtepagt om særeje med følgende Provenufordelingsklausul:
”…
Hvis parterne [H] og [klageren] sælger ejendommen tilfalder til enhver tid forlods de første 700.000 DKK af et salgsprovenu - alene med respekt af de to realkreditlån til Totalkredit som tinglyses i forbindelse med [H’s] og [klagerens] køb af ejendommen -, [H]. Dernæst tilfalder der 200.000 DKK af salgsprovenuet til [klageren].
Herefter fordeles evt. overskydende provenu - udover de 900.000 DKK - mellem parterne med 2/3-del til [H] og 1/3-del til [klageren].
…”
Ved en e-mail af 26. maj 2015 til A’s revisor accepterede banken at forlænge kreditterne under forudsætning af blandt andet, at klagerens kaution blev forhøjet fra 500.000 kr. til 750.000 kr. med mulighed for efterfølgende nedskrivning, hvilket klageren tiltrådte ved en e-mail til banken samme dag.
Den 27. maj 2015 underskrev klageren en særskilt alskyldserklæring med beløbsbegrænsning vedrørende selvskyldnerkaution for A’s engagement med banken. Ifølge erklæringen kunne kautionsforpligtelsen ikke overstige 750.000 kr. Kautionen kunne nedskrives med 250.000 kr., når kredit -708 var nedskrevet til 3,5 mio. kr. Et tilhørende informationsskema blev alene udfyldt med et kryds ved følgende fortrykte tekst: ”Er der tale om et nødlidende engagement?”
Ifølge årsopgørelser fra Skat bestod klagerens indtægt i 2014 og 2015 af ”Lønindkomst m.v.” på henholdsvis 611.304 kr. og 611.425 kr. Klagerens indestående i pengeinstitutter udgjorde kr. 9.291 (2014) og kr. 0 (2015). Klagerens gæld til realkreditinstitutter mv. udgjorde i 2014 kr. 1.127.188 og i 2015 kr. 1.841.448.
I 2016 var ejendommen behæftet med et Totalkreditlån på 3.333.000 kr.
Den 9. maj 2017 gik A konkurs.
Ved et brev af 30. maj 2017 til klageren anmodede banken med henvisning til konkursen om betaling af 500.000 kr. i henhold til klagerens selvskyldnerkaution for kredit -708. Klageren gjorde indsigelse mod kravet.
Ved stævning af 23. august 2017 anlagde banken en retssag mod klageren med påstand om betaling af 500.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg samt sagens omkostninger.
Ifølge en udskrift af 20. september 2017 fra Erhvervsstyrelsen var HS under tvangsopløsning.
Den 21. september 2017 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Parternes påstande
Den 20. september 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal anerkende, at den af ham den 27. maj 2015 afgivne alskyldserklæring er ugyldig.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning
Parternes argumenter
Klageren har anført, at kautionen er ugyldig i medfør af Aftalelovens §§ 31, 33, 36 og 38c samt forudsætningslæren.
Der var tale om privat kaution, jf. § 48 i Lov om Finansiel Virksomhed. Han var hverken direkte eller indirekte ejer eller medejer af A. Bankens påstand herom er udokumenteret.
Han har været ansat som direktør i selskabet til en relativt beskeden løn på cirka 50.000 kr. pr. måned. I en periode var han af formelle årsager medlem af selskabets bestyrelse. Han modtog intet bestyrelseshonorar, og der blev ikke afholdt bestyrelsesmøder.
Banken formåede ham til at skrive under på kautionen for selskabet, hvor han var ansat. Der var tale om en alskyldserklæring, hvor der stilles strenge krav til gyldigheden.
Kautionen vedrørte gammel gæld.
Kautionsforpligtelsen stod i misforhold til hans økonomi. Banken foretog ingen undersøgelser af hans økonomiske formåen. Han havde en sædvanlig lønindtægt og ejede ingen aktiver, som ville kunne opfylde et krav under kautionen. Det eneste reelle aktiv var hans andel af hans og H’s bopælsejendom.
Banken rådgav ikke om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, jf. § 48, stk. 1 i Lov om Finansiel Virksomhed. Dette er dokumenteret ved det tilhørende informationsskema, hvor ingen af de pågældende punkter er afkrydset som gennemgået med ham.
Det af banken anførte om, at han forestod forhandlingerne vedrørende frasalg af de sunde dele i selskabet er ukorrekt. Det var likvidator, der var udpeget af skifteretten, som havde ansvaret for og forestod overdragelsen.
Sagen er fuldt ud belyst. Han har ikke argumenteret for ugyldighed med henvisning til et forløb eller en hændelse, der vil skulle belyses ved vidneafhøring. Sagen bør derfor ikke afvises af Ankenævnet af bevismæssige grunde.
Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren hæfter for kautionsforpligtelsen. Der var tale om erhvervskaution, og banken har opfyldt de forpligtelser i forhold til oplysning og vurdering af betalingsforpligtelsen, som måtte påhvile banken.
Klageren fik rådgivning i forbindelse med kautionen i 2013. Den manglende afkrydsning af skemaet i 2015 kan ikke danne grundlag for et ansvar for banken.
Klageren og A har været kunder i banken siden 2005. Banken har stedse været af den opfattelse, at klageren var den reelle ejer af A. A var ejet af HS. HS var ejet af to andre ledende medarbejdere i A og et udenlandsk selskab. Det udenlandske selskab ejede endvidere et anpartsselskab, hvor klageren var enetegningsberettiget. Klageren underskrev alle dokumenter og forhandlede på vegne af A i forhold til banken.
Klagerens rådgiver i banken kendte klageren og A fra sin ansættelse i et andet pengeinstitut, hvor hun i 2000/2001 havde selskabet og klageren som kunder, og hvor billedet var det samme.
Det hænger logisk sammen, at ejerkredsen har været de tre medarbejdere, hvor den bestemmende indflydelse ligeledes har forestået selskabets daglige drift. Den relativt beskedne aflønning af klageren – i forhold til ansvar og arbejdsbyrde – er også forhold, der normalt forbindes med en ejerleder.
I foråret 2017 stod klageren for at overdrage de sunde dele af A til et andet selskab. Klageren og den ene medejer af HS fortsatte i det købende selskab. Klageren var bekendt med, at det var en forudsætning for bankens accept af overdragelsen, at klagerens kaution blev opretholdt for det resterende engagement, og at klageren medvirkede til afviklingen af de af A’s aktiver – primært debitorer – der ikke var en del af overdragelsen. Dette blev meddelt klageren og klagerens advokat, uden at der blev protesteret over forpligtelsen.
Klageren har været bekendt med bankens opfattelse af hans rolle i koncernen og har selv aktivt medvirket til at bibringe banken denne. Klageren har ikke fremlagt noget der kan afkræfte formodningen om, at han er erhvervskautionist.
Til støtte for afvisningspåstanden har Spar Nord Bank anført, at klagen vedrører en kautionsforpligtelse for et selskab, som kautionisten ejer/kontrollerer. Klagen kan ikke sidestilles med et privat kundeforhold og falder derfor uden for Ankenævnets kompetence.
Endvidere kræver en afgørelse af de faktiske forhold omkring ejerskab af koncernen og de tilkendegivelser og opfattelser, der har været i forløbet, en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, herunder afhøring af medarbejdere i banken og bestyrelsesmedlemmer i selskaberne.
Ankenævnets bemærkninger
Klagen vedrører klagerens kaution for et aktieselskabs engagement i Spar Nord Bank.
Klageren var direktør og i en periode bestyrelsesmedlem i aktieselskabet. Klageren havde i kraft heraf en bestemmende indflydelse på selskabet. På den baggrund og efter klagens karakter finder Ankenævnet, at sagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, der adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.