Køb.
| Sagsnummer: | 472/1993 |
| Dato: | 10-03-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - ikke-effektueret ordre
|
| Ledetekst: | Køb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. maj 1993 aftalte klageren telefonisk med indklagedes finansafdeling i Århus, at afdelingen skulle afhænde 119 stk. af klagerens Danske Bank aktier indlagt i klagerens kapitalpensionsdepot; for provenuet med tillæg af et beløb fra kontantkontoen for ordningen skulle købes henholdsvis J. Lauritzen og Baltica aktier med halvdelen for hver fondskode.
Det fremgår af fondsafregning fremsendt til klageren den 21. maj 1993, at klagerens Danske Bank aktier samme dag blev solgt til kurs 329 til en kursværdi på 39.151 kr. Af fondsafregning ligeledes af 21. maj 1993 fremgår, at indklagede samme dag til klagerens kapitalpensionsdepot solgte 20 stk. J. Lauritzen Holding B aktier til kurs 1300, svarende til en kursværdi på 26.000 kr. Af fondsafregning af mandag den 24. maj 1993 fremgår, at indklagede denne dag til klagerens kapitalpensionsdepot solgte 500 stk. Baltica Holding aktier til kurs 85, svarende til en kursværdi på 42.500 kr.
Den 2. juni 1993 (onsdag efter pinse) rettede klageren henvendelse til indklagede og gjorde opmærksom på, at der i forbindelse med handelen var begået en fejl, idet han havde ønsket at købe Baltica Forsikring og ikke Baltica Holding aktier. Ved skrivelse af 5. juni 1993 til indklagede anførte klageren, at indklagede som følge af den begåede fejl var forpligtet til omkostningsfrit at tilbageføre købet af aktierne i Baltica Holding, der efterfølgende var omdannet til Gefion, og foranledige, at der for provenuet heraf indkøbtes aktier i Baltica Forsikring. Efter at indklagede afviste dette, har klageren selv foranlediget aktierne i selskabet Gefion solgt til kurs 67, svarende til en kursværdi på 33.500 kr. og købt 22 stk. aktier i Baltica Forsikring til kurs 1470, svarende til en kursværdi på 32.340 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille klageren, som om aktiehandlen var korrekt udført den 24. maj 1993, således at indklagede godtgør klageren kursdifferencen, svarende til yderligere 8 aktier i Forsikringsselskabet Baltica.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han den 2. juni 1993 blev bekendt med, at Baltica Holding A/S på en generalforsamling den 22. april 1993 havde vedtaget nye vedtægter og ændret navn til Finansieringsselskabet Gefion. Ved sin henvendelse til indklagede den 21. maj 1993 anmodede han om køb af aktier i Baltica, hvilket indklagede ikke har effektueret, idet de købte aktier rent faktisk var aktier i selskabet Gefion. Klageren blev ikke under telefonsamtalen den 21. maj 1993 af indklagede gjort bekendt med, at der var forskel på Baltica og Baltica Holding, og det burde derfor have stået indklagede klart, at klageren ønskede at købe aktier i Baltica Forsikring.
Indklagede har anført, at navnet Baltica Holding først ændredes til Finansieringsselskabet Gefion den 26. maj 1993 på Københavns Fondsbørs, hvorfor aktien fortsat hed Baltica på købsdagen den 24. maj. Indklagede har ikke begået fejl i forbindelse med købet af aktierne, idet aktiekøbet svarer til det af klageren bestilte. Under telefonsamtalen den 21. maj 1993 blev de forskellige aktier drøftet, og det blev konkluderet, at der skulle erhverves 500 stk. Baltica til ca. kurs 84. Det blev under samtalen gentagne gange nævnt, at kursen på Baltica Holding var 84, og kursen på Baltica Forsikring ca. 1440. Det burde således have stået klageren klart, at der var tale om køb af Baltica Holding og ikke Baltica Forsikring aktier. Dertil kommer, at klageren først 8 dage efter at have modtaget fondsafregningen, hvoraf fremgår såvel aktiernes navn, antal stk. som kurs, reagerede overfor indklagede. Henvendelsen kom således først efter, at kursen på de købte aktier var faldet til 67.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har anført, at han under sin telefonsamtale med indklagede den 21. maj 1993 anmodede indklagede om at købe Baltica aktier men ikke mere præcist anførte, hvilke aktier der var tale om. Indklagede har anført, at det nærmere drøftedes, hvilken aktie der var tale om, og at det aftaltes, at der skulle købes Baltica Holding aktier til kurs 84. Det fremgår endvidere, at klageren først ca. en uge efter at have modtaget fondsafregningen telefonisk rettede henvendelse til indklagede og anførte, at der var købt forkerte aktier. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at det kan lægges til grund, at klageren den 21. maj 1993 afgav købsordre vedrørende Baltica Forsikring aktier og ikke Baltica Holding aktier.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.