Klage vedrørende kaution for gæld stiftet af anpartsselskab indgået af eneanpartshaveren samt dennes ægtefælle, der var ansat i selskabet, afvist.
| Sagsnummer: | 2/2003 |
| Dato: | 03-06-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Jørn Ravn, Astrid Engel Thomas |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende kaution for gæld stiftet af anpartsselskab indgået af eneanpartshaveren samt dennes ægtefælle, der var ansat i selskabet, afvist. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser imod kaution for gæld stiftet af et anpartsselskab.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Ifølge årsopgørelser udstedt af klagernes bopælskommune i april 1998 udgjorde M's og H's personlige indkomst i 1997 henholdsvis 0 kr. og 137.857 kr. efter AM-bidrag.
I foråret 1998 overtog H anparterne i et anpartsselskab, som var stiftet af hendes mor, A. Selskabet drev erhvervsmæssig virksomhed, ifølge vedtægterne med rådgivende ingeniørvirksomhed, udvikling af fremstilling af egne produkter samt handel.
Selskabet havde en kassekredit hos indklagede på 400.000 kr., der var sikret ved kaution fra A. Selskabet havde endvidere et billån, der var stiftet den 12. august 1994, og en fakturabelåningskredit. Indklagede havde håndpant i et ejerpantebrev på 70.000 kr. i bilen.
Ved kassekreditkontrakt af 28. august 1998 underskrevet af H som direktør for selskabet blev kassekreditten forhøjet med 600.000 kr. til 1 mio. kr. Endvidere blev der bevilliget et midlertidig overtræk på 500.000 kr. gældende til den 20. november 1998.
Ved separat kautionserklæring af samme dato påtog klagerne sig selvskyldnerkaution for selskabets mellemværende med indklagede. Endvidere påtog A sig selvskyldnerkaution begrænset til 1 mio. kr.
Det bevilligede overtræk blev efterfølgende forlænget.
Ved kassekreditkontrakt af 20. april 1999 blev kreditten forhøjet med 525.000 kr. til 1.525.000 kr. Klagerne underskrev samme dag en ny kautionserklæring om selvskyldnerkaution for selskabets mellemværende med indklagede.
Den 13. januar 2000 blev der afsagt konkursdekret vedrørende selskabet.
Ved skrivelse af 27. januar 2000 anmodede indklagede klagerne om at indfri engagementet, som var opsagt pr. den 10. februar 2000.
Den 11. februar 2000 overgik sagen til inkasso. Klagerne blev anmodet om at underskrive et frivilligt forlig vedrørende den samlede gæld, som pr. den 27. januar 2000 blev opgjort til i alt 1.695.345,53 kr. Samtidig anmeldte indklagede tilgodehavendet i konkursboet.
Den 15. februar 2000 indfriede A sin kaution ved betaling af 1 mio. kr., som blev kreditteret på kassekreditten.
Den 22. februar 2000 blev der ved check fra tredjemand indbetalt 5.200 kr. på fakturabelåningskreditten, som herefter udviste en saldo på 939,96 kr. (positiv).
Klagerne har anført, at et selskab, B, den 22. februar 2000 rettede telefonisk henvendelse til indklagede med tilbud om at overtage bilen til restgælden på billånet. Indklagedes medarbejder meddelte, at han ikke havde mandat til at tage stilling til tilbuddet. B rettede derfor samme dag telefonisk henvendelse til indklagedes inkassoafdeling, der afslog tilbuddet. Indklagede har bestridt, at man skulle have modtaget et købstilbud fra B. Den 22. februar 2000 fik man af en ukendt person oplyst, at bilen henstod på adressen, der tidligere var hjemsted for selskabet. Man kontaktede herefter kurator vedrørende nøgler, registreringsattest og salgsfuldmagt, og bilen blev afhentet af en bilforhandler.
Ved skrivelse af 24. februar 2000 afslog klagerne at underskrive forligsdokumentet. Klagerne tog forbehold for opgørelsen af gælden, idet der ikke var taget højde for indbetalingen på fakturabelåningskreditten, realisationen af pantet og A's indbetaling.
Den 5. april 2000 blev bilen solgt for 18.750 kr. Provenuet blev kreditteret på kassekreditten, som herefter udviste en saldo på 607.618,29 kr. (negativ).
Den 23. juli 2001 blev indeståendet på fakturabelåningskreditten på 939,96 kr. overført til billånet, som herefter udviste en saldo på 67.902,24 kr.
Den 16. august 2002 udtog indklagede stævning mod klagerne ved retten i Sønderborg om betaling af 677.400,45 kr. med tillæg af renter fra den 27. januar 2000.
Den 23. december 2002 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Indklagede har under sagen korrigeret påstanden i stævningen således, at kravet opgøres til 675.520,53 kr., svarende til summen af saldiene på henholdsvis kassekreditten (607.618,29 kr.) og billånet (67.902,24 kr.), med tillæg af renter fra den 27. januar 2000.
Parternes påstande.
Den 8. januar 2003 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravet.
Indklagede har for så vidt angår H nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse. For så vidt angår M har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at selskabet på tidspunktet for underskrivelsen af kautionserklæringen i august 1998 allerede havde en betydelig gæld til indklagede. I forbindelse med drøftelserne om en forhøjelse af kreditten meddelte de indklagede, at de hverken havde formue eller indtægt, der kunne danne grundlag herfor. Indklagede fik udleveret en kopi af årsopgørelserne for 1997. Deres økonomi var uændret i forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringerne i april 1999. Kautionserklæringerne var således rent proforma, idet risikoen reelt skulle bæres af indklagede og A med halvdelen til hver.
I forbindelse med udstedelsen af Forbrugerombudsmandens etiske retningslinjer for pengeinstitutters rådgivning i 1994 var der enighed om, at pengeinstitutter ikke bør medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Særlig tilbageholdenhed bør udvises, hvor kautionisten har en almindelig eller beskeden økonomi.
Deres økonomi var og er ikke af en sådan karakter, at det har været rimeligt at tilvejebringe kautionserklæringerne. Kautionerne bør tilsidesættes, fordi det ville være urimeligt og/eller i strid med redelig handlemåde at gøre dem gældende jf. aftalelovens § 36.
Udover at nedsætte kravet med saldoen på fakturabelåningskreditten bør indklagede frafalde gælden på billånet, idet B tilbød at overtage bilen til restgælden. Subsidiært bør indklagede dokumentere grundlaget for salget via bilforhandleren.
Sagen bør ikke afvises af Ankenævnet. Selskabet blev stiftet af A, som også var selskabets direktør frem til den 6. april 1998, hvor H blev registreret som direktør. M har på intet tidspunkt ejet anparter eller været direktør i selskabet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der i relation til H er tale om et erhvervsforhold, idet H som eneanpartshaver og direktør påtog sig kaution til sikkerhed for selskabets driftskredit m.v.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at kautionerne er udtryk for reelle og bindende aftaler.
Klagerne varetog i fællesskab den faktiske ledelse af selskabet, H som eneanpartshaver og direktør og M som ansat. Som nøglepersoner i virksomheden havde klagerne et indgående kendskab til selskabets økonomi, herunder engagementet med indklagede på tidspunktet for kautionserklæringerne. Klagerne var til fulde bekendt med følgerne af at kautionere, herunder de økonomiske konsekvenser såfremt forpligtelsen blev aktuel.
Under hensyn til de øvrigt stillede sikkerheder, klagernes fremtidige indkomstmuligheder og formuehold i øvrigt står kautionsforpligtelserne ikke i misforhold til klagernes økonomi. Af årsopgørelsen for 1997 fremgår, at klagerne kun havde begrænset gældsstiftelse i øvrigt. Det må formodes, at klagerne i forbindelse med deres kreditansøgninger på vegne selskabet havde en forventning om, at selskabets drift ville udvikle sig således, at den på sigt kunne bære en sædvanlig aflønning af dem samt eventuel udlodning til anpartshaveren.
Der var i forbindelse med udstedelsen af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning enighed om, at pengeinstitutterne fortsat kunne betinge sig kautionstilsagn afgivet af erhvervsdrivende enten som led i deres erhvervsvirksomhed eller ved overdragelse af virksomheder. Det må i øvrigt i et erhvervsforhold som det omhandlede anses for sædvanligt, at selskabets ejer påtager sig personlig hæftelse for selskabets forpligtelser.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsaftalerne medfør aftalelovens § 36.
Klagernes kaution omfatter alt mellemværende mellem selskabet og indklagede. Efter realisation af sikkerheder og A's indbetaling som kautionist udgør resttilgodehavendet 675.520,53 kr. med tillæg af renter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen angår klagernes kaution for indklagedes engagement med et anpartsselskab, gennem hvilket klagerne, der er ægtefæller, drev erhvervsmæssig virksomhed, idet klageren H var eneanpartshaver og direktør, medens klageren M var ansat i selskabet. Ankenævnet finder herefter, at klagen for begge klageres vedkommende må anses at angå et erhvervsmæssigt kundeforhold og ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Klagen falder derfor i det hele uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2. stk. 2 og 3, i nævnets vedtægter.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.