Indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
| Sagsnummer: | 695/2023 |
| Dato: | 14-06-2024 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
| Klageemne: |
Indlån - opsigelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. |
| Indklagede: | Fynske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Fynske Bank, hvor han blandt andet havde to grundkonti, hvoraf én fungerede som hans NemKonto, to valutakonti og to åbne depoter.
I 2022 flyttede klageren permanent til Dubai.
Banken har oplyst, at den ved flere lejligheder var i kontakt med klageren vedrørende transaktioner på hans konto, og at banken den 17. februar og den 15. maj 2023 anmodede klageren om oplysninger om og dokumentation for blandt andet større transaktioner. Den 18. februar og den 15. maj 2023 sendte klageren en redegørelse og dokumentation for de pågældende transaktioner til banken. Banken har ikke fremlagt korrespondancen fra februar og maj 2023.
Klageren har oplyst, at banken anerkendte hans redegørelse og dokumentation af 18. februar 2023 og af 15. maj 2023 uden yderligere kommentarer, og at banken anførte, at den ville vende tilbage, hvis der var behov for yderligere. Klageren har ikke fremlagt korrespondancen, da han ikke længere har adgang til beskederne i netbank.
Klageren har endvidere oplyst, at banken i marts 2023 forsøgte at forny hans MasterCard Platin. MasterCardet blev spærret uden forudgående varsel begrundet med et ikke-eksisterende overtræk. Efterfølgende beklagede banken, at den havde oplyst en forkert årsag for spærringen, og begrundelsen blev ændret til en generel politik om ikke at tilbyde kredit til udenlandsdanskere.
Banken har oplyst, at fornyelse af betalingskort sker automatisk, og at banken i den forbindelse revurderede, om kreditværdighedsvurderingen af klageren levede op til gældende regler. Denne proces var derfor uafhængig af opsigelsesgrundlaget.
Ved e-mail af 16. august 2023 anmodede klageren banken om et bekræftelsesbrev til brug for hans optagelse af et lån i et udenlandsk pengeinstitut, da han ønskede at købe en ejendom i Dubai.
Ved netbankbesked af 21. august 2023 opsagde banken klagerens kundeforhold og anførte blandt andet:
”…
Opsigelsen sker med henvisning til, at du er bosiddende udenfor Fynske Banks naturlige forretningsområde samt i et land, der anses for et højrisikoland.
Henset til at du tillige er delkunde i Fynske Bank og har engagement i andre pengeinstitutter, kan vi desværre ikke opretholde kundeforholdet til dig.
Du kan flytte din Nemkonto til udlandet.
…
Din netbank vil blive spærret en måned fra dags dato uden yderligere varsel.
Opsigelsen sker i henhold til Fynske Banks Almindelige Forretningsbetingelser – Privatkunder gældende fra den 19. januar 2022.
…”
Ved e-mail af 22. august 2023 gjorde klageren indsigelse mod bankens opsigelse af hans kundeforhold. Han anførte blandt andet, at banken var informeret om, at han boede permanent i Dubai, og at det ikke tidligere havde været et problem for banken. Han anførte endvidere, at Dubai ikke var på EU's liste over højrisikolande eller ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner og:
”…
Endnu mere relevant er det, at jeg ikke har nogen transaktioner mellem Dubai og mine konti hos jer. Jeg har netop undladt dette for ikke at besvære jer unødigt. Min konto i Fynske Bank bruges primært til transaktioner i Danmark, hvor jeg stadig er statsborger og forventer at vende hjem til.
Jeg er ikke enig i betegnelsen af mig som en "delkunde". Al min bankaktivitet i Danmark er udelukkende hos Fynske Bank, hvilket har været tilfældet i snart 10 år. Min bank i Dubai tilbyder ikke konti i DKK, hvilket yderligere bekræfter min position som helkunde i Fynske Bank. Dette underbygger også behovet for en dansk NemKonto.
…”
Ved netbankbesked af 26. september 2023 fastholdt banken opsigelsen af klagerens kundeforhold og oplyste, at klageren kunne flytte sin NemKonto til udlandet.
Ved e-mail af samme dag fastholdt klageren sin indsigelse og ønskede denne behandlet af bankens klageansvarlige. Han anførte blandt andet, at NemKonto havde en sagsbehandlingstid på seks uger, før de kunne behandle en anmodning om en NemKonto til et udenlandsk pengeinstitut, hvorfor han under alle omstændigheder bad banken om en frist på seks uger, så han ikke ville stå uden NemKonto og uden adgang til sine midler.
Ved brev af 10. november 2023 fastholdt bankens klageansvarlige opsigelsen af klagerens kundeforhold. Banken skrev blandt andet:
”…
Fynske Bank har over en periode frem til opsigelsen været i kontakt med dig flere gange på baggrund af reglerne om kundekendskab i hvidvasklovgivningen grundet dine transaktioner. På trods af besvarelser på bankens henvendelser, er Fynske Bank ikke tilstrækkeligt betrygget i din brug af banken. I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger blandt andet af disse regler, at hvis procedurerne ikke kan opfyldes tilstrækkeligt, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner. Der henvises i denne forbindelse til praksis fra Det Finansielle Ankenævn.
…”
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder fremgår blandt andet:
”…
8. Kundeforholdets ophør
Fynske Bank og du kan til enhver tid opsige kundeforholdet med 0 dages varsel, medmindre der er aftalt andet.
Ved Fynske Banks opsigelse har du krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk.
…
Fynske Bank kan opsige et kundeforhold uden varsel, hvis du ikke giver Fynske Bank de oplysninger, som Fynske Bank vurderer er nødvendige at indhente fra dig i henhold til lovgivningen, f.eks. hvidvaskloven eller skattekontrolloven.
…”
Parternes påstande
Den 1. december 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank skal genåbne hans NemKonto og udfylde hans bekræftelsesbrev til brug for hans køb af ejendom i Dubai.
Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens besvarelse af hans klage var overfladisk. Han besvarede altid bankens spørgsmål i forhold til kundekendskab fyldestgørende og hurtigt, og han udviste ikke en adfærd, der kunne berettige bankens angivelige bekymring.
Han sendte behørig dokumentation til banken i forhold til de anmodninger, som banken sendte. Banken gav aldrig udtryk for, at den følte sig utryg ved hans svar eller lignende, tværtimod gav banken ham altid udtryk for, at alt så fint ud. Han kunne med rimelighed forvente, at banken ville have anmodet om yderligere oplysninger eller givet en indskærpelse, såfremt der var omstændigheder ved hans økonomi, som banken var utryg ved. Dette ville have givet ham en rimelig mulighed for at rette op på sin adfærd eller fremlægge uddybende dokumentation. Banken takkede ham derimod altid for at svare hurtigt og fyldestgørende.
Bankens nye begrundelse for opsigelsen af kundeforholdet er utroværdig og strider mod bankens tidligere udsagn. Bankens påstand om, at opsigelsen var baseret på hvidvasklovens kapitel tre, herunder en påstået ubetryggende adfærd, som banken ikke ønskede at medvirke til, stemmer ikke overens med den oprindelige begrundelse i opsigelsen af 21. august 2023. I opsigelsen af 21. august 2023 begrundede banken alene opsigelsen med, at han var bosat uden for bankens primære forretningsområde og i et land, som banken betragtede som et højrisikoland. Banken henviste heller ikke til hvidvasklovens kapitel tre i netbankbesked af 26. september 2023 eller i brev af 10. november 2023. Denne nye begrundelse virker konstrueret og uden merit.
Bankens opsigelse af hans kundeforhold kom umiddelbart efter hans anmodning af 16. august 2023 om bankens udfyldelse af et bekræftelsesbrev og ikke umiddelbart efter hans besvarelse af kundekendskabsanmodninger, som skete i starten af 2023.
Det virker desuden usandsynligt, at banken i marts 2023 ville forsøge at forny kreditten på hans Mastercard Platin, hvis banken allerede i februar 2023 havde konstateret en ubetryggende adfærd.
Det har endvidere formodningen imod sig, at banken først i august 2023 valgte at opsige ham som kunde, hvis der allerede i februar og maj 2023 blev observeret en adfærd, som banken fandt betænkelig. I tilfælde af en sådan 'ubetryggende adfærd', kunne han med nogen rimelighed forvente, at banken handlede hurtigt og resolut, ikke mindst af hensyn til bankens forpligtelser i henhold til hvidvaskloven.
Banken opfordres til at fremlægge korrespondancen mellem ham og hans bankrådgiver relateret til bankens forespørgsler af 17. februar og 15. maj 2023, som ligger i netbankens beskedarkiv, hvortil han ikke længere har adgang.
Bankens opfordres også til specifikt at oplyse, hvordan han svigtede sin opfyldelse af bankens kundekendskabsprocedure. I klagebesvarelsen svarede banken ikke på hans anmodning om bekræftelse af oplysninger.
Banken opfordres endvidere til at redegøre for den påståede ubetryggende adfærd, herunder også for hvilke indskærpelser og muligheder banken gav ham for at rette på den påståede adfærd.
Fynske Bank har anført, at den var berettiget og forpligtet til at opsige kundeforholdet med klageren.
Banken opsagde kundeforholdet med henvisning til hvidvasklovens kapitel tre, idet banken ved sin gennemgang af klagerens brug af banken, herunder klagerens adfærd, blev opmærksom på forhold, som banken ikke ønskede at medvirke til.
Klagerens forklaringer og dokumentation ændrede ikke ved denne opfattelse, ligesom banken fortsat ikke fandt hans adfærd betryggende.
Da banken er underlagt tavshedspligt, begrænser dette bankens mulighed for at redegøre nærmere for transaktionerne på klagerens konti.
Banken afviser, at den begrundelse, som banken har angivet til Ankenævnet er ”konstrueret til formålet og uden merit”, som påstået af klageren.
Banken har ikke bestridt, at klageren fremlagde den ønskede dokumentation, hvorfor klagerens opfordring om at fremlægge korrespondance forekommer irrelevant, da det ikke ses omtvistet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Fynske Bank, hvor han blandt andet havde to grundkonti, hvoraf én fungerede som hans NemKonto, to valutakonti og to åbne depoter.
I 2022 flyttede klageren permanent til Dubai.
Banken har oplyst, at den ved flere lejligheder var i kontakt med klageren vedrørende transaktioner på hans konto, og at banken den 17. februar og den 15. maj 2023 anmodede klageren om oplysninger om og dokumentation for blandt andet større transaktioner. Den 18. februar og den 15. maj 2023 sendte klageren oplysninger om og dokumentation for de pågældende transaktioner til banken.
Den 21. august 2023 opsagde banken klagerens kundeforhold med den begrundelse, at han var bosat udenfor bankens naturlige forretningsområde samt i et land, der anses for et højrisikoland. Banken henviste også til, at klageren var delkunde og havde engagement i andre pengeinstitutter samt til sine almindelige forretningsbetingelser. Banken gav en frist for spærring af klagerens netbankadgang på en måned.
Klageren gjorde indsigelse mod opsigelsen af kundeforholdet. Banken afviste klagerens indsigelse den 10. november 2023 med henvisning til hvidvasklovgivningen, og at banken ikke fandt sig tilstrækkelig betrygget i klagerens brug af banken.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Efter det oplyste lægger Ankenævnet til grund, at klageren i februar og maj 2023 på bankens forespørgsel sendte oplysninger om og dokumentation for nogle transaktioner. Banken iværksatte dermed kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3.
Ankenævnet finder, at banken uden varsel og uden korrekt begrundelse lukkede klagerens kundeforhold.
Under den efterfølgende klagesagsbehandling begrundede banken imidlertid opsigelsen af klagerens kundeforhold med henvisning til hvidvaskloven.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i pengeinstituttet. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag, uagtet at banken først under klagebehandlingen begrundede opsigelsen med henvisning til hvidvaskloven. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.
Ankenævnet bemærker, at banken først opsagde kundeforholdet tre måneder efter seneste kundekendskabsprocedure i maj 2023, efter hvilken banken angiveligt ikke fandt sig betrygget i klagerens brug af banken. Ankenævnet finder, at banken burde have forhindret yderligere brug af klagerens konti allerede umiddelbart derefter, såfremt banken ikke var betrygget i klagerens brug af banken, jf. hvidvaskloven § 14, stk. 5, 1. pkt.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at udfylde bekræftelsesbrevet til klagerens udenlandske pengeinstitut.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.