Afgørelse

Transport til debitor af realkreditpantebrev

I klagernes ejendom indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Realkreditpantebrevet var forsynet med en rektaklausul, hvorefter det ikke kunne overdrages til eje eller pant. I medfør af vedtægterne, som debitor ifølge pantebrevet var underkastet, var der udstedt et regulativ for udlån, hvoraf det fremgik, at pantebrevene skulle forsynes med rektaklausul. I september 1995 opsagde klagerne lånet til indfrielse og bad instituttet om at få ændret pantebrevet til et ejerpantebrev. Instituttet bekræftede i oktober 1995 opsigelsen og oplyste, at pantebrevet ikke kunne laves om til et ejerpantebrev. Indfrielsen blev gennemført i december 1995, og pantebrevet blev i januar 1996 kvitteret til aflysning. Klagernes advokat protesterede herefter over for instituttet over afvisningen af transporten. Advokaten henviste i den forbindelse til en kendelse fra Vestre Landsret (X. afdeling, V.L. B-1587-94) om transport af et realkreditpantebrev. Instituttet fastholdt sin afvisning, som var begrundet i administrative hensyn og risikoen for at ødelægge grundlaget for rektaklausulen i tinglysningslovens § 11, stk. 2.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte dem den mistede stempelværdi på 3.693 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Til brug for klagesagen fremlagde instituttet skrivelser fra henholdsvis Finanstilsynet, Told- og Skat, Justitsministeriet og Realkreditrådet vedrørende transport til debitor af pantebreve, forsynet med rektaklausul.

Et flertal i Nævnet fandt, at der måtte foretages en afvejning af klagernes økonomiske interesse i at få overdraget pantebrevet i forhold til instituttets administrative og tinglysningsmæssige interesser i at påberåbe sig rektaklausulen. Flertallet fandt ikke, at klagernes interesse i at få transporteret pantebrevet var så tungtvejende i forhold til instituttets interesser i at undlade transport, at instituttet var afskåret fra at påberåbe sig klausulen. Mindretallet fandt ikke, at rektaklausulen indebar, at instituttet var afskåret fra at tiltransportere klagerne pantebrevet, og ej heller at klagerne havde givet afkald herpå. Som følge af sagernes forholdsvis beskedne antal fandt mindretallet ikke, at imødekommelse af anmodninger som den omtvistede ville prisgive de af instituttet anførte generelle administrative fordele ved den hidtidige praksis. Mindretallet fandt ikke, at instituttet havde anført tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at modsætte sig klagernes anmodning om transport af pantebrevet med henblik på dettes aflysning. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.