Spørgsmål om krav på frigivelse af håndpantsat ejerpantebrev
| Sagsnummer: | 526/2012 |
| Dato: | 20-03-2013 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Barbesgaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen og Anita Nedergaard |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning
Tredjemandspant - omfang Tredjemandspant - frigivelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om krav på frigivelse af håndpantsat ejerpantebrev |
| Indklagede: | Sparekassen Vendsyssel |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om frigivelse af et ejerpantebrev med pant i klagerens ejendom, der i 2009 blev håndpantsat til Sparekassen Limfjorden, nu Sparekassen Vendsyssel.
Sagens omstændigheder
Klageren og dennes tidligere samlever, S, var kunder i Sparekassen Limfjorden, nu Sparekassen Vendsyssel.
Den 4. januar 2008 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for S’ erhvervskredit med et maksimum på 300.000 kr. i sparekassen.
Den 4. april 2009 underskrev klageren som håndpantsætter en erklæring, hvorefter sparekassen fik håndpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom, der udgjorde parrets fælles bopæl. S påførte også sin underskrift på dokumentet. Af erklæringen fremgår blandt andet:
"…
[S]
[Adresse]
Cpr/Cvr-nummer: […33]
og
Medkontohaver(e)
[…74] [klageren], [adresse]
Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som ovennævnte debitor(er) nu har eller senere måtte få over for Sparekassen Limfjorden håndpantsætter undertegnede:
[…74], [klageren], [adresse]
herved efterfølgende effekter:
DKK 200.000,00 Ejerpantebrev i [matrikelnummer, adresse].
Såfremt håndpantet er stillet af debitor(erne), hæfter pantet sekundært for, hvad debitor(erne) i øvrigt er eller måtte blive Sparekassen Limfjorden skyldig.
…"
I sommeren 2009 gik S konkurs. I den forbindelse opsagde sparekassen S’ engagement, og modregnede 125.000 kr. i klagerens lønkonto til delvis indfrielse af kautionsforpligtelsen.
Den 3. juni 2010 indgav klageren en klage til Ankenævnet vedrørende kautionen og modregningen. Ankenævnet traf den 14. januar 2012 afgørelse i sagen, hvor klageren ikke fik medhold. Det henvises til Ankenævnet sag nr. 321/2010.
Efter det oplyste indfriede klageren kautionsforpligtelsen og sit engagement med sparekassen.
Ved et brev af 22. oktober 2012 til en advokat afslog sparekassen at frigive ejerpantebrevet på 200.000 kr. "så længe [S’] gæld til sparekassen består". Det var sparekassens vurdering, at "den oprindelige pantsætning har omfattet både parrets fælles gæld samt parternes personlige gæld. Pantsætningen til sikkerhed for den oprindelige og fortsat bestående gæld bortfalder ikke ved samlivsophævelsen".
Den 1. november 2012 indgav klageren en klage over Sparekassen Vendsyssel til Ankenævnet.
Sparekassen har fremlagt en kontooversigt, der viser, at S pr. den 3. december 2012 havde en gæld til sparekassen på i alt cirka 1,4 mio. kr.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Sparekassen Vendsyssel skal frigive ejerpantebrevet.
Sparekassen Vendsyssel har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun berettiget lagde til grund, at pantsætningen skete til sikkerhed for den bestående fælles hæftelse svarende til kautionen.
Dette understøttes af ordlyden i håndpantsætningserklæringen, hvor hun er anført som medkontohaver. Det anførte om, at pantet sekundært hæfter for, hvad debitor(erne) i øvrigt er eller måtte blive sparekassen skyldig, skal sammenholdes med standardteksten, hvorefter pantet tillige tjener til sikkerhed for enhver anden forpligtelse som pantsætter nu har eller måtte få over for sparekassen.
Som eneejer af ejendommen var kun hun pantsætter af ejerpantebrevet.
Både hendes eget engagement og hendes kaution for S’ engagement er nu indfriet, og sparekassen bør derfor frigive ejerpantebrevet.
Sparekassen Vendsyssel har anført, at pantsætningen af ejerpantebrevet skete til sikkerhed for både klagerens og S’ fælles gæld samt parrets personlige gæld hver især.
S har fortsat gæld til sparekassen, og sparekassen er derfor berettiget til at afvise at frigive ejerpantebrevet.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at det fremgår tilstrækkeligt tydeligt af håndpantsætningserklæringen, at ejerpantebrevet blev lagt til sikkerhed for både klagerens og samleverens samlede engagement.
Da S’ engagement ikke er indfriet, finder Ankenævnet, at det under de nuværende omstændigheder ikke kan pålægges sparekassen at frigive ejerpantebrevet.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
To medlemmer – Anita Barbesgaard og Hans Daugaard – bemærker:
Vi finder anledning til at tilføje, at sparekassen bør tilbyde klageren at frigive ejerpantebrevet mod betaling af ejerpantebrevets hovedstol.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.