Forhåndslån. Nedbringelseskrav.
| Sagsnummer: | 20906071/2010 |
| Dato: | 08-06-2010 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler pedersen, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Karen Havers-Andersen, Lars K. Madsen |
| Klageemne: |
Forhåndslån - nedbringelse
|
| Ledetekst: | Forhåndslån. Nedbringelseskrav. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren indgik i sommeren 2006 aftale om køb af en ejerlejlighed, som var under opførelse. Købesummen var aftalt til 2.995.000 kr. med overtagelse den 1. maj 2008. Det låneformidlende pengeinstitut fremsendte i april 2008 på vegne af det indklagede realkreditinstitut et tilbud til klageren på et kortrentelån på 2.353.000 kr. Lånet var ydet som forhåndslån. Lånetilbuddet, pantebrevet og ”Långuiden”, som var vedlagt lånetilbuddet, indeholdt oplysninger om forhåndslån, herunder at forhåndslånet kunne kræves nedbragt, hvis ejendommen efter byggearbejdets afslutning ikke opnåede den forventede værdi. Forhåndslånet blev udbetalt den 30. april 2008 på en forhåndslånsgaranti fra det låneformidlende pengeinstitut. Samme dag overførte pengeinstituttet restkøbesummen til sælgeren. Der var samme dag korrespondance mellem klageren og pengeinstituttet om overførslen af købesummen samt om vilkårene for restfinansieringen. Instituttet besigtigede i marts 2009 ejendommen, hvilket førte til en værdiansættelse på 2.400.000 kr. Instituttet krævede efterfølgende forhåndslånet ekstraordinært nedbragt med nominelt 478.000 kr., hvilket klageren protesterede over.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne kræve forhåndslånet nedbragt som sket. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet henviste til, at aftalegrundlaget mellem parterne ikke angav, hvem det konkret påhvilede at initiere færdigmelding af lånet. Nævnet fandt, at det burde have stået klart for det låneformidlende pengeinstitut, at byggeriet var afsluttet, da restkøbesummen blev overført til sælgeren i april 2008, samt at det påhvilede pengeinstituttet, der i forhold til klageren havde påtaget sig at ekspedere lånesagen, at færdigmelde byggeriet til instituttet. Efter Nævnets opfattelse er pengeinstituttets og realkreditinstituttets samarbejde integreret på en sådan måde, at pengeinstituttet ved lånesagens samlede ekspedition måtte anses for at have handlet på realkreditinstituttets vegne, hvorfor realkreditinstituttet i forhold til klageren måtte bære ansvaret for den sene færdigmelding, der havde begrundet kravet om nedbringelse af lånet. Instituttet kunne ikke afstå fra at kræve lånet nedbragt, idet reglerne i realkreditlovgivningen ikke åbner mulighed herfor. Instituttet blev derfor tilpligtet at yde klageren et reservefondslån på 480.000 kr. på tilsvarende vilkår som det udbetalte lån – uden omkostninger for klageren.