Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank.

Sagsnummer: 286 /2008
Dato: 10-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Karin Sønderbæk
Klageemne: Rådgivning - investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på hans lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank.

Sagens omstændigheder.

I marts 2002 fik klageren et værdipapirdepot (I) i Roskilde Bank. Depotet indeholdt 21 stk. Roskilde Bank aktier til en kursværdi på 17.472 kr., svarende til 735 kr. pr. aktie. Beholdningen udgjorde halvdelen af klagerens tidligere ægtefælles depot. Klagerens engagement med banken bestod i øvrigt af en løn- og budgetkonto samt en opsparingskonto.

Pr. den 15. marts 2004 blev der gennemført et aktiesplit i forholdet 1:5, hvorefter klagerens beholdning var på 105 aktier. Kursværdien var 39.690 kr., svarende til 378 kr. pr. aktie.

I forbindelse med en aktieemission i 2005 solgte klageren 105 stk. tegningsretter til kurs 59,50, svarende til 6.247,50 kr.

Ved gældsbrev af 31. august 2006 ydede banken klageren et lån på 122.000 kr. til variabel rente for tiden 4,5 % om året. Lånet blev ydet uden stiftelsesomkostninger.

For 121.800 kr. af lånebeløbet købte klageren 100 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.218. Aktierne blev indlagt i et nyt depot (II).

Den 10. november 2006 blev der gennemført et aktiesplit i forholdet 1:2.

Fra midten af 2007 faldt kursen på Roskilde Bank aktier.

Den 5. november 2007 underskrev klageren et af banken udarbejdet dokument om investeringsprofil. Af dokumentet fremgår bl.a., at klagerens nettoformue var 1-2 mio. kr., at hans risikovillighed var 4 (1-3 = lav risiko, 4-7 = mellemrisiko, 8-10 = høj risiko), at han havde erfaring med aktier og obligationer, og at hans investeringshorisont var 15 år. Det fremgår endvidere, at klageren ønskede at beholde Roskilde Bank aktierne i depot I og II, "selvom de ligger ud over hans risikotal som er 4".

Den 10. juli 2008 udsendte Roskilde Bank en fondsbørsmeddelelse med oplysning om, at banken skulle foretage nedskrivninger i væsentligt større omfang end hidtil antaget. Det oplystes samtidig, at banken havde fået tilsagn om likviditetsstøtte fra Nationalbanken.

Ved fondsbørsmeddelelse af 14. juli 2008 informerede banken om de samlede nedskrivninger og om nedjusteringen af det forventede halvårsresultat før skat for første halvår af 2008.

Ved brev af 21. juli 2008 rejste klageren krav om erstatning for de lånefinansierede Roskilde Bank aktier, hvis værdi var faldet til ca. 15.000 kr.

Ved brev af 30. juli 2008 afviste banken at have pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Den 4. august 2008 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at banken ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav.

Den 25. august 2008 blev handlen med Roskilde Bank aktier suspenderet på Fondsbørsen.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank skal annullere lånet på 122.000 kr. mod at få overdraget de aktier, der blev købt for lånebeløbet.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at omstændighederne i forbindelse med oprettelsen af aktielånet var, at han ringede til banken for at afklare, om han skulle gøre brug af sine tegningsrettigheder. Under samtalen blev muligheden for et aktielån nævnt af bankrådgiveren. Han var som udgangspunkt imod den form for spekulation og havde på ingen måde tidligere haft den slags investering, hvilket bankrådgiveren vidste. Banken virkede som et solidt foretagende med konstant stigende aktiekurser. Han stolede på bankrådgiveren og lod sig lokke af muligheden for gevinst.

Det bestrides, at der blev afholdt et møde, og at han på forhånd fik tilsendt et brev. Det blev på intet tidspunkt nævnt, at der kunne være en risiko, og det blev heller ikke drøftet, hvordan han burde forholde sig, hvis værdien af aktierne faldt.

I efteråret 2007 faldt kursen pludseligt fra 697 til omkring 400. Banken rådede ham til at "slå koldt vand i blodet" og forklarede kursfaldet med problemer på det amerikanske marked, som forplantede sig til banksektoren i Europa. Bankens forventning var, at det blot var et spørgsmål om tid, før aktien var tilbage i kurs 697.

Banken rådede ham ikke på noget tidspunkt til at sælge aktierne - heller ikke i forbindelse med udarbejdelsen af investeringsprofilen, der ifølge bankrådgiveren viste, at han ikke var disponeret for at investere i aktier. Han accepterede at beholde de aktier, han havde, og gav udtryk for, at det var i håbet om, at de ville stige til det oprindelige niveau, så han ikke havde sat penge til. Banken burde have rådet ham til at sælge aktierne, mens tid var. Han forventede, at bankrådgiveren var åben og ærlig om bankens situation.

Bankens rådgivning var uetisk og skete uden hensyntagen til hans manglende kendskab til aktiemarkedet og bankens situation. Banken bibragte ham det indtryk, at investeringen ikke kunne gå galt.

Roskilde Bank har anført, at banken ikke har ydet fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med aktiekøbene.

Baggrunden for optagelsen af aktielånet var, at man på et møde i august 2006 drøftede et brev vedrørende aktiekøb, som banken havde udsendt tidligere på måneden. Klageren gav udtryk for, at det var gået godt med hans aktier. Kursværdien af klagerens aktier var på daværende tidspunkt ca. 127.575 kr. (ved en anslået kurs på 1.215).

Klageren blev tilbudt at få lånefinansieret et køb af 100 stk. aktier. Det blev drøftet, at aktiekursen kunne falde til ca. det halve, uden at klageren ville lide risiko for tab på lånet, idet klageren kunne sælge sin allerede eksisterende beholdning og den påtænkte investering på ca. 120.000 kr. og dermed indfri aktielånet.

De 100 stk. aktier blev købt til kurs 1.218, svarende til kurs 609 ved det efterfølgende aktiesplit.

Ved investeringsprofilen af 5. november 2007 bekræftede klageren, at han havde kendskab til bl.a. aktier, at hans samlede økonomi var egnet til investering, og at han havde en mellem risikovillighed. Det fremgår endvidere klart, at klageren besluttede at beholde sine Roskilde Bank aktier, selvom beholdningen ikke stemte med hans risikovillighed. Klageren blev ikke rådgivet til et eventuelt salg af aktierne, hverken i denne forbindelse eller på et andet tidspunkt.

Da investeringsprofilen blev udarbejdet, var aktiekursen faldet til omkring kurs 450. Et eventuelt salg af klagerens aktier på dette tidspunkt ville have indbragt et provenu på ca. 200.000 kr., som kunne være brugt til indfrielse af aktielånet på 122.000 kr.

På baggrund af drøftelserne om, at klageren ved en halvering af kursen kunne sælge alle sine aktier med henblik på at indfri aktielånet, kunne klageren helt frem til begyndelse af januar 2008, hvor kursen var omkring 310, havde solgt sin samlede beholdning og dermed indfriet aktielånet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Banks medarbejder i august 2006 anbefalede klageren at optage lån i banken til køb af aktier i banken.

To medlemmer - Peter Blok samt Karin Sønderbæk, der i henhold til Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler herefter:

Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren, eller at banken skal frafalde kravet i henhold til det ydede lån mod tilbagelevering af de for lånet købte aktier. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at bankens medarbejder på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren, hvorved bemærkes, at denne hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.

Klageren har anført, at bankens medarbejder på et tidspunkt i efteråret 2007, hvor kursen på aktierne var faldet til ca. 400, frarådede ham at sælge aktierne. Selv om dette måtte være tilfældet, finder vi ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen herved begik en ansvarspådragende fejl.

Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer - Hans Daugaard og Carsten Holdum - udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider imod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybridkernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.

Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.